Køkkenliv har spurgt fire af folketingets sundheds- eller forbrugerpolitiske ordførere, hvad der skal til for at dæmme op for fedmeepidemien, og hvordan deres politiske program ser ud på det felt.
Politikkerne siger skolemadAnne Baastrup, sundhedspolitisk ordfører for Socialistisk Folkeparti: Vi skal have fat på børneneAnne Baastrup køber ikke uden videre, at vi har en fedmeepidemi, men er enig i, at der er for mange børn og unge, med for meget fedt på kroppen. Derfor er det også først og fremmest i forhold til dem, der skal sættes ind.Det skal blandt andet ske ved, at give et reelt tilbud om sund kost i børnehaven og vuggestuen. Men det kan ikke stå alene. Den kostansvarlige skal også være ansvarlig for barnets samlede kalorieindtag i institutionen, også for de mange ekstra kalorier, det giver, når fødselsdage og lignende fejres med de rene kageorgier. Og så skal børnene indprentes, at det sjoveste i verden er at være ude at lege. Når børnene kommer i skole, ser Anne Baastrup gerne, at de får mulighed for at vælge et sundt morgenmåltid og en reel og sund frokost. Ingen colaautomater tak. – Vi skal desuden have udviklet pædagogikker, der gør det muligt at lære samtidig med, at man rører sig, og i det hele taget forsøge at få børnene til at røre sig mere i skolen, siger hun. SF’s ordfører er overbevist om, at det er børn og unges bevidsthed om sund og usund livsstil, der skal ændres. Derfor er hun også fuldstændig ligeglad med, om der reklameres for usunde fødevarer. – Hvis børnene selv får øjnene op for det usunde, er reklamerne helt ligegyldige. I det hele taget tror hun ikke, at forbud hjælper. I stedet for at forbyde kager i børnehaven foretrækker hun, at kommunerne i deres børnepolitik præcist definerer, hvordan de vil sikre, at børnene bliver sunde. For det er i barndommen, det skal kodes ind, hvad der skal til for at leve et sundhedsmæssigt forsvarligt liv. Charlotte Fischer, sundhedspolitisk ordfører for Det Radikale Venstre: Motion står højt på listenMed en række landsdækkende høringer i foråret om sundhed og forebyggelse tager Det Radikale Venstre hul på det, der til august skal blive et radikalt forslag til en national folkesundsstrategi. I den debat får diskussionen om prioritering stor vægt.– Opgaven er så stor i forhold til midlerne, at vi er nødt til at prioritere, siger Charlotte Fischer, der også siger, at diskussionen om blandt andet fedme derfor står lidt åben i partiet for øjeblikket. Men dog ikke mere, end at det ligger fast, at de radikale ønsker motion og kost prioriteret højt i skoler og daginstitutioner. – Det giver politisk og sundhedsmæssigt god mening at prioritere børn og unge. Hvis man kan få dem på rette spor, har de et langt liv foran sig, hvor de bliver mindre syge. Og der er ingen tvivl om, at det er lettere at påvirke børn end voksne, der har forkerte vaner, som det er rigtig svært at ændre, siger hun. Partiet går ind for, at skolerne skal tilbyde eleverne et dagligt sundt måltid. Det er vigtigt – også ud fra en social betragtning, mener Charlotte Fischer. Der er meget stor – og voksende – ulighed i sundhed, og den slags generelle ordninger vil være en hjælp på alle sociale niveauer. Desuden prioriterer de radikale fysisk aktivitet meget højt. Der skal ganske enkelt mere idræt til – både i skolerne, i skolefritidsordningerne og i daginstitutionerne. Charlotte Fischer tror på, at partnerskaber, hvor mange forskellige aktører forpligter sig, er vejen frem til et sundere liv. Til de partnerskaber hører også detailhandelen og reklamebranchen, som de radikale håber, vil være med til at gøre det lettere at træffe de sunde valg. Inger Støjberg, forbrugerpolitisk ordfører for Venstre: Det skal være nemt at vælge sundtDet sunde valg skal gøres nemmere. Blandt andet ved at skoler og daginstitutioner tilbyder et sundt måltid midt på dagen, ved at holde skolernes gymnastiksale og boldbaner åbne, når resten af skolen lukker, og ved at etablere gode cykelstier, så vi ikke vælger bilen, fordi det er for farligt at cykle.Sådan lyder nogle af buddene på, hvordan vi løser fedmeproblemet fra Venstres Inger Støjberg. Hun mener især, vi skal sætte ind i forhold til børnene. De voksne er, om ikke tabt, så i hvert fald sværere at få til at ændre holdning. Men helt opgivet dem har hun ikke. Hun er stor tilhænger af det danske ernæringsmærke, der kan vise, om en vare hører til gruppen, vi kan spise løs af eller til dem, man skal passe på. – Ernæringsmærket giver et godt overblik til den travle forbruger, og jeg håber, at det vil danne mønster for et europæisk mærke, siger Inger Støjberg. Hun går også ind for at forbyde reklamer for usunde fødevarer. Men ikke et ensidigt dansk forbud. – Danske børn ser utrolig meget udenlandsk fjernsyn, så det vil være ren symbolpolitik, hvis vi går alene med et forbud. Til gengæld tror jeg meget på et europæisk forbud, siger hun. Vejen frem er at gøre det sunde valg nemt og sætte ind tidligt. Vores kostvaner dannes tidligt, siger hun. Til gengæld tror hun ikke, at lavere moms på sunde fødevarer vil ændre det store. – Mælk er billigere end sodavand, men alligevel vælger vi det usunde. Lone Møller, sundhedspolitisk ordfører for Socialdemokratiet: National handlingsplanLone Møller efterlyser en national handlingsplan mod fedme, der skal omfatte staten, kommunerne og regionerne. Efter hendes mening spildes alt for mange penge på enkeltstående lokale projekter, der ikke evalueres ordentligt, eller hvor resultaterne ikke omsættes til en landsdækkende indsats.Lone Møller har selv tidligere fremsat forslag om tilskud til diætistbehandling. Det var der stor velvilje, men bare ikke flertal, for. Og det ærgrer hende. – Vi har evidens for, at diætistbehandling hjælper. Det har vi ikke på så meget andet, siger hun. På samme måde står hun alene – både i sit parti og blandt et folketingsflertal – med et forslag om lavere moms på sunde fødevarer, som hun går ind for, fordi fedme også er et socialt problem. Jo lavere indkomst og uddannelse jo større risiko for, at du vælger usunde fødevarer. Kød med høj fedtprocent er nemlig meget billigere end det sunde, med den lave fedtprocent. Et forbud mod reklamer for usunde fødevarer ‘burde indføres i morgen’, og så ville det efter hendes mening være oplagt, at skoler og daginstitutioner tilbød børnene et næringsrigt måltid. – Vi skal bare ikke tro, at det alene gør det. I Sverige, hvor man har skolemad, er fedmeproblemet af samme omfang som her i landet. Lone Møller understreger, at fedmeproblemet ikke kun handler om kosten, men også om mangel på motion og om, at vi bevæger os for lidt i dagligdagen. – Men kosten er væsentlig og der, hvor vi bør gøre en meget stor indsats. | Artiklen er en del af et tema: Tyk - er det et problem Artikler i Køkkenliv: Hold kiloene i skak med protein Det virkede for mig Det er de fedes egen skyld Vægten diskriminerer Overvægt giver problemer på jobbet Flere artikler i temaet Netnyt: Mad der forbrænder fedt |









