Giv en perlehøne, et mandeltræ, en køkkenhave eller en flok kondomer. Nødhjælpsorganisationerne appellerer til vores julegaveinstinkt. Og vi punger gerne ud. Plat eller helt i orden?
Så er den ged barberetSå er det på plads. Jeg har været god, som sig hør og bør i julemåneden. Oven i købet på en bekvem måde. Jeg har givet ris og høns – ikke til én god middag, men til mange måltider blandt pensionister i Kirgisistan og burmesiske flygtninge i Thailand. Takket være Folkekirkens nødhjælp. Og ikke nok med det. Jeg har også lært, hvordan fem høns kan blive til en skole. Succesen startede sidste år, hvor omkring 16.000 afrikanske geder fik liv under danske juletræer. I stedet for at købe ‘gaven, til den, der har alt’, købte vi nemlig geder til folk i Malawi gennem Folkekirkens Nødhjælps gedeprojekt. Og så lagde vi gavebeviserne under juletræet, så familie og venner kunne få lov at føle sig som de glade givere. Fordi projektet blev så stor en succes, har Folkekirkens Nødhjælp i år udvidet sortimentet med perlehøns, køkkenhaver, fisk, mandeltræer, oliventræer, skolebænke, strikketøj, kondomer og meget mere. Mens andre nødhjælpsorganisationer har fulgt trop med andre gaver. Og vi giver gerne. Ja, faktisk hellere gaver end slet og ret penge i raslebøssen. – Det er vores erfaring, at folk gerne vil vide, hvad de støtter. Og det er meget rimeligt, mener Henrik Stubkjær, der er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Med gedeprojektet sidste år er det for første gang lykkedes at sætte ulandsbistanden på en folkelig formel, siger han. Derfor preller det også helt af på ham, når Vagn Bertelsen fra hjælpeorganisationen IBIS kalder det for ‘popsmart’ at skaffe penge til nødhjælp ved at sætte ‘dyr med bløde øjne til at kikke ind i kameraet’. – Gaverne er ønsket derudefra. Vi ved, der er brug for dem, siger Henrik Stubkjær, og fortæller, hvordan lokale samarbejdspartnere i de enkelte lande vurderer behovet for hjælp og vælger de landsbyer og enkelte personer ud, som vil have gavn af hjælpen. – Så kan det godt være, gaverne bliver præsenteret i vores gavekatalog med et gran humor, men det behøver jo heller ikke at være trist at hjælpe, tilføjer han. Ideen med gaverne er at vende en negativ spiral til en positiv og få samfundet til at løfte sig fra bunden. Henrik Stubkjær drager en parallel til det løft, som andelsselskaberne i sin tid gav de danske bønder. – Når du giver en ged, er det andet end bare en ged. Der følger også undervisning i effektivt og miljørigtigt gedehold med og et netværk med andre ‘gedeavlere’. Og ikke mindst det sidste kan være med til at give overskud som f.eks. i den indiske landsby, hvor de stod sammen og fik forbedret økonomien. Og derefter gik til myndighederne og bad om den skole, som de ifølge loven havde ret til. Og da myndighederne ikke syntes om det, lagde de sag an mod myndighederne – og fik deres skole. Se også ‘Ti høns og en hane gør en forskel’, side 27. |









