På jagt efter skrald

---

Nogle steder hælder de sæbe over varerne for at gøre dem uspiselige. Hun hænger et øjeblik med maven presset mod containerkanten, inden hun svinger benene over og lander i mørket med pandelygten forrest. Begraver handskerne mellem appelsinkasser og plastikposer, imens den syrligt-våde skraldelugt moser sig op gennem affaldslagene. Udenfor er baggården suget tom for mennesker og Superbrugsens personale forsvundet hjem. Kun halvskæve mælkekasser og en snor af tomme indkøbsvogne flyder, hvor Maria lemper mandariner, rugbrød og jordskokker ud på asfalten.
– Den er god! griner hun og planter et grønt græskar i plastik foran containerlågen.
– Der er sgu så rent i Danmark, at man sagtens kan spise skraldet, konstaterer hun og springer med et fornøjet spjæt tilbage ud i natten. Til sin cykel og to posefulde kasseret mad. Maria skralder. Det har hun gjort gennem fem år. Frugt, grøntsager, konserves og slik listes fra supermarkedernes containere ind i hendes køleskab. Og på hendes spartansk møblerede værelse er både dvd-afspiller, printer, stuebirk og sengelampe fisket op fra affaldsdybet.
– Folk skiller sig af med meget, der ikke burde være blevet smidt ud. Det er fjollet, det skal gå til spilde. Hvis tingene ser rene og pæne ud, er det okay med mig, så tager jeg dem.
Første gang Maria stak overkroppen ind i en container, var hun 19 år gammel og sammen med en veninde. Siden har hun i perioder levet udelukkende af mad fra containere. Nu skralder hun en gang om ugen og kan nøjes med at bruge 500 kroner om måneden på madindkøb.
– At skralde er lidt som at gå i supermarkedet. Jeg vælger også ud. Det er bare et større arbejde at skulle kigge skraldet igennem, og det kan ikke stilles direkte ind i køleskabet, men skal vaskes først, fortæller hun.
– Selvfølgelig er det beskidt, og lugten er en ulempe, men der er ikke nogen, der tjener penge på, at jeg skal have mad. De penge, jeg har, vil jeg hellere bruge på andet end mad, tøj og møbler. Hvis der var noget, jeg virkelig gerne ville have, købte jeg det.

Vinteren er bedst

Hun skralder mest alene, efter at mørket har lagt sig bag supermarkederne.
– Da jeg selv arbejdede i et supermarked, kunne jeg ikke forstå, at jeg ikke måtte tage det, der skulle smides ud. Det er virkelig fråds at producere så meget bare for at brænde det, konstaterer hun og lader plastikposerne med aftenens udbytte plumpe ned på køkkengulvet.
– På nogle måder er det vild luksus at skralde. Der er virkelig meget mad at finde. Indimellem kan jeg ende med 13 forskellige slags grøntsager. Jeg ville aldrig have købt så meget forskelligt.
Hun vipper juicekarton og rugbrødspakker op i vasken og lader vandet plaske ned over den surt lugtende emballage.
– Min grænse går ved halvdårlige ting. Dem gider jeg ikke tage. Man kan også sagtens være selektiv. Nogle skraldere går kun efter økologiske varer.
Men ikke alt er lige lækkert i de store bunker af det, andre ikke vil have, og både årstid og ugedag spiller ind på, hvor meget der ender i Marias køleskab.
– Vinteren er årets bedste skraldesæson. Der holder kulden varerne friske længe og dæmper lugten i affaldsdyngerne, og så gælder det om at aflure, hvornår skraldespandene bliver tømt. Lørdage er tit gode at skralde på, hvis butikkerne ikke har åbent om søndagen, og mandage, hvor de rydder op. Så er der meget at komme efter.
Hun tørrer efter med rolige bevægelser på poser, kartoner og frugt.
– Det er virkelig svært ikke at forbruge, men jeg prøver at undgå det mest muligt. Det er sket, at jeg er blevet smidt væk fra containere, når jeg har været ude at skralde. Med den begrundelse, at jeg ikke kommer ind og køber butikkens varer, hvis jeg stjæler deres skrald. Nogle steder hælder de sæbe over affaldet for at gøre det uspiseligt.
– Det er mærkeligt, at de kan have ondt i røven over, at nogen tager noget skrald. Maria hedder i virkeligheden ikke Maria – skraldsamleren har ønsket at være anonym.
Artiklen har været bragt i Politikens Lørdagsliv den 25. november 2006.