Mad med mimik

---

Landevejen snor sig idyllisk, når man nærmer sig den lille landsby Urlev i det østjyske. Det gælder om at holde blikket på vejen og foden på bremsen, for udsigten er begrænset i de skarpe sving. Pludselig toner et trekantet skilt frem og påbyder ekstra agtpågivenhed midt i idyllen: et stort, rødt udråbstegn og ordet ‘Døve’, skærper opmærksomheden. For en førstegangsbesøgende kan skiltet virke pudsigt – og forekomme en anelse diskriminerende. Udråbstegnet er så stort, at det signalerer en voldsomhed på størrelse med en kronhjorts. Hvad mon der venter om næste hjørne?

Tegnsprog og talesprog

Det gør såmænd kursuscenteret og højskolen Castberggård, der er et tilbud til døve, hørehæmmede og døvblevne, og i køkkenet er køkkenleder Gudrun Bredal og køkkenassistenterne Lene Kristensen og Erna Thomsen i gang med arbejdet. Der er ikke meget kronhjort over hverken Erna eller Lene, der i øvrigt tager helt afslappet på skiltet og snarere føler sig beskyttet end udstillet af det store udråbstegn – sikkert helt i tråd med intentionerne.
– Jeg lægger slet ikke mærke til det. Men egentlig er det meget fint, for der kommer mange biler heromkring, forklarer Lene Kristensen.
I dag skal der laves mad til cirka 40, og menuen lyder på græsk farsbrød med ovnbagte kartofler og salat. Lene Kristensen er i gang med salaten i grøntsagskøkkenet. Hun har arbejdet på Castberggaard i 20 år.
Som spæd fik Lene Kristensen gulsot og mistede størsteparten af hørelsen.
– En klog læge sagde til mine forældre: ‘Nu skal I ikke lære hende tegn’. Og derfor har jeg et talesprog. Først som 8-årig, da jeg kom på Fredericia-skolen lærte jeg tegnsprog. Da var det til gengæld rart at lære den kommunikationsform, forklarer Lene Kristensen, der humoristisk med et stort smil på læben udtrykker sin hørerest med ordene:
– Jeg hører dét, jeg vil høre!
Erna Thomsen er helt døv, mens køkkenleder Gudrun Bredal og to andre medarbejdere i køkkenet er hørende.

Den talende krop

Lene Kristensen vasker sine hænder ved vasken, mens Erna Thomsen arbejder ved et bord. En ovn begynder at hyle, og en hvid lampe blinker og reflekteres i de blanke låger på køleskabet. Erna Thomsen reagerer ikke, for hun har ryggen mod det blinkende lys. Lene Kristensen kan heller ikke opfange den høje lyd, der er for lys i tonen, men ser til gengæld blinket og fanger Erna Thomsens opmærksomhed ved at stampe voldsomt i gulvet, bruge store bevægelser og kraftig mimik. Begge kvinder griner, laver et par hurtige tegn, og Erna går over og tager det færdige brød ud af ovnen.
Kropsligheden er en naturlig del af kommunikationen i køkkenet, og det er en selvfølge for Lene Kristensen og Erna Thomsen, men Gudrun Bredal har arbejdet på stedet i 25 år og kender også virkemidlerne.
– Øjenkontakten er vigtig i et køkken som vores. Den skal være god. Og jeg skal også sørge for at finde den rigtige grimasse. Hvis noget er gået galt, kan det godt misforstås som skæld-ud, hvis jeg har sådan et ‘AAHHHR – det var ærgerligt-udtryk’ på, så jeg skal være bevidst om min mimik, forklarer hun, mens hun med rolige bevægelser tæt på kroppen formidler det, hun fortæller mig, til Erna og Lene med tegn.
– Jeg skal også være sikker på at få fat på jer, når jeg vil noget, og går ofte hen og rører ved jer. Eller hvis noget skal gå rigtigt hurtigt, kan jeg kaste en grydelap, så den fanger opmærksomheden. Ikke efter jer, men sådan lige ved siden af, som når en fugl flyver forbi, fortæller hun.

To sprog – to kulturer

På trods af de mange år på stedet lærer Gudrun Bredal fortsat nye tegn, og stedet stiller særlige krav til hende som køkkenleder.
– Det kræver selvfølgelig, at man kan tegnsprog. Og så skal man også vide noget om døvekultur, som er en smule anderledes. For eksempel griner døve og hørende af forskellige ting.
Lene Kristensen supplerer:
– Det er to forskellige sprog. Vi har ikke samme talemåder, så der er meget, der svipser. Når vi siger ‘du er sød’ hedder det for eksempel kun ‘du sød’, fortæller hun og viser det nænsomme tegn for sød, hvor man stryger sig selv over kinden.
– Jeg kan også huske, da jeg startede her. Da undrede jeg mig over, at I altid sad og bankede i bordet, når vi for eksempel spiste sammen. Jeg tænkte, at det var noget mærkeligt noget, men det er jo en måde at fange hinandens opmærksomhed på, fordi bordet kommer til at ryste lidt, så folk kigger op, fortæller Gudrun Bredal.

Ingen tegn i bolledejen

Erna Thomsen, Gudrun Bredal og Lene Kristensen mener ikke, det påvirker produktionen, at personalegruppen er sammensat af både døve og hørende. Udover det sproglige har det ingen betydning, og køkkenet har succeskriterier, der ligner ethvert andet køkkens:
– Maden skal smage godt og være sund, siger Gudrun Bredal bestemt.
– Ja, og så skal det se godt ud. Og vi er ikke bange for fornyelser, tilføjer Lene Kristensen.
– Og vi laver det meste fra bunden, supplerer Gudrun.
Stikordet får Lene Kristensen til at finde de nybagte brunkager frem og byde rundt. Køkkenet har haft succes med at sælge færdig dej til medarbejdere og andre, som så kan tage en rulle med hjem og gøre hjemmebageriet mere overkommeligt.
På et enkelt punkt kan konkrete arbejdsgange dog være påvirket af det ‘tosproglige’ miljø på Castberggård.
– Man kan ikke sådan stå og snakke, mens vi for eksempel former et franskbrød. Så skal vi jo slippe brødet for at bruge hænderne til tegn. Jeg tror egentlig, at der sker det, at vi arbejder meget koncentreret og måske lidt hurtigere, end når man snakker hen over arbejdet. Men så tager vi nok lidt flere små pauser mellem opgaverne, hvor vi får snakket sammen, siger Gudrun Bredal.