Processing time: 1328946470.1294 secs
Tre politikere fra Kost & Ernæringsforbundet er med i FTF’s nye regionsbestyrelser, der skal mikse faglige kulturer og skabe fagligt samarbejde over større afstande.

Kulturmix i FTF

Kost, ernæring & sundhed 3 · 2007

Jette Nielsen, Alice Linning og Pia Løvschal er fagpolitiske veteraner. De har flere års erfaring med det lokale samarbejde mellem forskellige faggrupper i FTF. De er også medlemmer af Kost & Ernæringsforbundets hovedbestyrelse og formænd for hver deres amtskreds i forbundet.

Samarbejdet gør os synlige

For Jette Nielsen, der er formand for forbundets kreds i det nu nedlagte Århus Amt, er arbejdet i FTF’s Region Midtjylland vigtigt for at få indflydelse så mange steder som muligt og for at gøre både kost- og ernæringsfaglige og forbundet mere synlige.
– Arbejdet i regionsbestyrelsen synliggør forbundet. Folk får øje på os og på medlemmerne. Og vores netværk bliver udvidet. Jo større netværk, jo større gavn for medlemmerne af Kost & Ernæringsforbundet. Den gensidige respekt for hinandens arbejdsforhold er vigtig. Vi er jo forskellige faggrupper. Og vi skal kende hinanden for at kunne respektere hinanden, siger Jette Nielsen.
Selv brænder hun mest for arbejdet med arbejdsmiljøet i FTF-regionen.
– Kost- og ernæringsfaglige bliver slidt meget og har nogen tunge løft. Så jeg synes, at arbejdsmiljøet er væsentligt, selv om de andre indsatsområder, vi har i FTF-regionerne, også er vigtige, siger Jette Nielsen.
I FTF-arbejdet for et bedre arbejdsmiljø har Jette Nielsen været med til at arrangere temadage om f.eks. stress og andre generelle arbejdsmiljøproblemer. Dage som giver konkrete faglige redskaber til brug hjemme på arbejdspladsen.

Større er stærkere

Alice Linning, der er blevet formand for FTF’s Region Hovedstaden, er selv meget engageret i arbejdet for at skaffe større beskæftigelse. Rotationsprojekter er et af de områder, hun har arbejdet meget med på køkkenområdet i det tidligere Frederiksborg Amt. Her er hun formand for forbundets kreds.
– Den beskæftigelsesmæssige vinkel gør, at jeg har fået fokus på FTF-arbejdet. Og så giver arbejdet et godt netværk, hvor der kan samarbejdes på tværs af faggrupper. Det har f.eks. givet mig gode relationer til både pædagoger og sygeplejersker, siger Alice Linning.
– I FTF har vi hver især et fagområde, som lapper ind over hinanden. Og vi når mere sammen, end vi gør enkeltvis. Det er styrken i FTF. Vi kan få løftet nogle temaer op på et andet niveau, og måske derfor lettere få gjort opmærksom på problemer over for embedsmænd og politikere, siger Alice Linning.

Fælles viden

Pia Løvschal er medlem af bestyrelsen for FTF’s nye Region Syddanmark. Hun er også formand for Kost & Ernæringsforbundets kreds i det tidligere Vejle Amt.
– Ingen af de andre i bestyrelsen er i tvivl om, hvem vi er i Kost & Ernæringsforbundet.
Regionsbestyrelsen er også vigtig for informationen – ‘hvad rør sig og hvilke projekter arbejder vi hver især med’ og for det samarbejde og netværk vi har mellem organisationerne, som vi bruger også mellem møderne, siger Pia Løvschal.
Hun peger på, at især arbejdsmiljøarbejdet har gjort FTF synlig for de kost- og ernæringsfaglige. Kurser om arbejdsmiljø gentages ofte, fordi de har stor succes. Både endagskurserne eller en serie kurser. Plus kurser om ledelse. Også det sociale med foredragsholdere og et godt grin f.eks. med ‘Brødrene Madsen’ har været på programmet i FTF’s tidligere kreds i Vejle Amt.

Faglige skal favne bredt

Især i Midtjylland og i Syddanmark er geografien en stor udfordring. Her skal fagligt engagerede nu samles om de samme budskaber fra Ringkøbing til Grenå og fra Fanø over Odense til Langeland – på tværs af forskellige faglige temperamenter og traditioner.


Processing time: 0.0686 secs