Processing time: 1328950927.2143 secs
Prapraichit har taget turen fra Katmandu til Silkeborg Sygehus. Og en uddannelse med i købet.

Vilje, vovemod og varme


Glæden ved faget

Navn: Prapraichit Madsen
Alder: 36 år
Uddannelse: 4-årig uddannelse til indkøber i Bangkok, nyuddannet ernæringsassistent i Danmark
Læreplads: Gammel Skovridergaard i Silkeborg, som er et kursus- og konferencecenter med 68 værelser og to restauranter med plads til i alt 200 gæster
For fem år siden satte thailandske Prapraichit Madsen og hendes danske mand sig op på en motorcykel i Kathmandu i Nepal, efter at hans arbejdskontrakt i Thailand udløb.
Otte måneder senere ankom de til Danmark efter en skelsættende rejse gennem Nepal, Indien, Pakistan, Iran og Europa.
– Vi oplevede, hvordan folk lever for eksempel i Nepal. Hvordan de bor på gaden og spiser madaffald. Jeg tænkte, at jeg gerne vil arbejde med nogen, der ikke har så mange chancer og hjælpe folk til at passe på sig selv og få det bedre.
Prapraichit Madsen taler engageret om lysten til på sigt at komme af sted igen for at lave hjælpearbejde – gerne med et ernæringsmæssigt sigte.
Men lige her og nu er der andre punkter på dagsordenen.
Prapraichit er nyuddannet ernæringsassistent. Efter en tid som køkkenmedhjælper blev hun den første ernæringsassistentelev på konferencecenteret Gammel Skovridergaard i Silkeborg. Her er det ellers normalt kokke – og nu også kokkeelever – der svinger gryderne, men vilje og fleksibilitet fra køkkenchefens side gjorde det muligt også at leve op til uddannelseskravene for en ernæringsassistent.
Hvordan var det at være i praktik på Gammel Skovridergaard?
– Det var rigtigt godt! Samarbejdet var godt, og alle havde stor tålmodighed med mig og mit sprog og hjalp mig ved at tale langsomt og vise mig tingene flere gange. Nu er jeg ernæringsassistent, men jeg arbejder nok lidt som en kok, fordi jeg har været på Gammel Skovridergaard og arbejdet blandt kokke, siger Prapraichit Madsen.
Undervejs i uddannelsesforløbet fik glæden ved praktikstedet hende til at indstille Gammel Skovridergaard til ‘årets læreplads’. Stedet kom med i finalen, men løb ikke med guldet. Som et af plusserne til praktikstedet nævner Prapraichit Madsen køkkenets vilje til at lade sig inspirere af hendes thailandske baggrund. Hele køkkenpersonalet tog på et tidspunkt på en uges studietur til en kokkeskole i Thailand.
– Det lærte blev siden brugt på Gammel Skovridergaard blandt andet i en buffet med både danske og thailandske retter.
Nu glæder Prapraichit Madsen sig til at lave mad blandt fagfæller – og meget gerne på en mere traditionel arbejdsplads.
Du har været vant til at lave alt fra bunden og gøre meget ud af anretning i din elevtid. Tror du, du kan bruge disse færdigheder i et storkøkken?
– I et køkken, hvor man laver mad til rigtig mange mennesker, tager det for lang tid at lave det hele fra bunden. Det er desværre ikke muligt. Til gengæld tror jeg godt, man kan gøre noget ud af at anrette og servere pænt. Vi laver ikke bare mad – vi bruger også fantasien til at hjælpe folk ernæringsmæssigt! Farver er vigtige... Man får mere lyst til at spise, når maden ser spændende ud. Jeg vil selvfølgelig gerne arbejde et sted, hvor jeg kan bruge de ekstra kundskaber, jeg har fået gennem min elevtid. Men det skal kombineres med, at jeg kan bruge den teori, jeg har lært på skolen.
Hvad er det ved faget, der trækker?
– Jeg er simpelthen glad for at lave god mad. Og så er jeg meget interesseret i ernæring. Jeg ved, hvad der er sundt og usundt. Og jeg vil gerne med tiden give min viden videre til andre ernæringsassistentelever, siger Prapraichit Madsen.
– Jeg vil gerne arbejde et sted, hvor jeg kan bruge min viden om mad til at hjælpe mennesker til at spise sundere og mere spændende – f.eks. ved at bruge retter og opskrifter fra Thailand, men tilpasset dansk smag.
– Lige nu vil jeg gerne arbejde på plejehjem. Det appellerer til mig, fordi jeg fra Thailand er vant til, at vi tager os godt af de ældre. De bliver ikke parkeret på et plejehjem, men lever et værdigt lev mellem familie og børn.
Jeg vil gerne bruge mine madkundskaber til at bringe glæde til ældre mennesker.
Prapraichit har senere fået job i køkkenet på Silkeborg Sygehus.

Artiklen er en del af et tema:
Glæden ved faget
Artikler i Køkkenliv:
Vilje, vovemod og varme
Hvis ikke vi skulle uddanne, hvem så?
Jul i slotscafeen
Køkken med egen have
Beboernes vindue til omverden
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Små smil skaber arbejdsglæde
Kender du en ildsjæl på jobbet?
En stærk profession
Et køkken, der rager op
Vi skal styrke professionen
Flere netnyt i temaet

Processing time: 0.0580 secs