Processing time: 1328947404.0155 secs
Hvis kantinerne skal bidrage til folkesundheden, så skal udbuddet gøres sundere. Det kræver, at kantinerne får en hjælpende hånd til omlægningen, viser undersøgelse.

Kantinerne skal gøre os sundere


Fødevarestyrelsen har spillet ud med kostråd til alle kantiner. Og kantinerne på statens arbejdspladser kommer med sikkerhed til at bruge dem, for de skal ifølge regeringens fødevarepolitiske redegørelse have udarbejdet en mad- og måltidspolitik inden udgangen af 2008.
Andre kantiner opfordres til at følge trop. Både med hensyn til at lave en mad- og måltidspolitik. Men især med hensyn til at lave sundere mad. Vi spiser nemlig 25-40 procent af vores mad på arbejdspladsen. Det giver kantinerne et stort ansvar for, at maden er sund, mener Fødevarestyrelsen.

Vi vil gerne hjælpes

Ifølge målsætningerne skal al mad i kantinen være sund, ‘så vi ikke kan slippe af sted med at sammensætte en usund frokost’. Og det er vi med på.
Undersøgelser viser, at 93 procent af kantinekunderne gerne vil have hjælp til at sammensætte et sundt måltid. Og at kun 32 procent mener, de får det i dag.
Men der er håb forude, for stadig flere virksomheder bliver ivrige på at have sunde medarbejdere. Det har nemlig vist sig, at de arbejder mere effektivt og har færre sygedage.
Desuden er sund mad i kantinen med til at give virksomheden et godt image.

Alle skal ville en forandring

Sunde målsætninger vil næppe i sig selv få usunde kantiner til at springe ud som sunde.
Derfor har en række organisationer, blandt andre Fødevarestyrelsen, bedt Suhrs Videnscenter undersøge, hvad der skal til for at få kantinerne til at rykke.
Undersøgelsen viser, at det er vigtigt at tage alle i virksomheden i ed, når der skal ske forandringer. Hvis ikke ledelsen bakker op om forandringerne, kan de ikke gennemføres, siger kantinelederne rent ud. Og det skyldes blandt andet, at et sundere udbud let kan få betydning for kantinens økonomi.
De mener også, at kunderne skal inddrages. De oplever nemlig, at det ikke altid er udpræget populært at gøre kantinemaden sundere.
I det hele taget er det en god ide at høre alle, når der skal ske forandringer: virksomhedens ledelse, kantineudvalget, samarbejdsudvalget, tillidsfolk og kantineudbyderen, hvis kantinen er udliciteret.
Det er vigtigt at slå fast, at det er ledelsen, der har ansvaret for omlægningen. Og kantinelederne, der skal omsætte målsætningerne til virkelighed, konkluderer undersøgelsen.

Kokke- og økonomakultur

For mange kantineledere og -medarbejdere vil det imidlertid være både nyt og svært at skulle samarbejde med andre faggrupper i virksomheden. Det kan skyldes, at der faktisk er langt mellem de kantinemedarbejdere, der føler sig afholdte og respekterede for deres arbejde, viser undersøgelsen. Det skal man tage højde for, når målsætningerne skal gennemføres. Ligesom man skal være opmærksom på, at der findes forskellige typer kantiner.
Der hvor kokkekulturen hersker, kan det være svært overhovedet at forstå behovet for en mad- og måltidspolitik. De kantiner, der ledes af en økonoma med viden om ernæring, vil ikke have det problem. Her kan det til gengæld være svært, at gøre udbuddet helt anderledes og samtidig bevare troen på, at man kan gøre kunderne tilfredse.
Endelig er der også de kantiner, der synes, de allerede laver sund mad og derfor ikke behøver at ændre noget. Dem kan man f.eks. give et ‘test selv hvor sund kantinen er – redskab’, foreslår undersøgelsen.

Hjælp til at forandre

Kantinepersonalet skal undervises i ernæring, hvis de skal føle ejerskab til en mad- og måltidspolitik, og hvis de skal tage del i de mange forandringer, som det vil give at lave anderledes mad. Det er nemlig ikke kun et spørgsmål om at leve op til nogle ernæringsmæssige målsætninger. Indkøbspolitikken skal ændres, der skal findes nye leverandører, indøves nye tilberedningsmetoder mv.
Det er vigtigt, at alle er med, for ellers er det alt for let at falde tilbage i gamle vaner, når der er travlt i kantinen, advarer undersøgelsen.
Billeder af hvordan maden ser ud, når den er sund, vil gøre det lettere at komme igennem med forandringerne. Hellere det end at bruge en masse ord på at fortælle, hvordan man skal gøre.
Og så skal Fødevarestyrelsen oprette et rejsehold, der kan tage rundt og hjælpe kantinerne med de forandringer, der skal til for at lave sundere mad.

Målsætninger for sunde kantiner

fortæller hvad en mad- og måltidspolitik er
hvordan de otte kostråd kan omsættes til sund kantinemad
kan bruges til at starte en dialog om maden på arbejdspladsen
kan indgå i kravspecifikationerne, hvis kantinen skal i udbud.
Målsætningerne er udarbejdet af Fødevarestyrelsen og Fødevareinstituttet ved DTU og findes på hjemmesiden:
www.altomkost.dk

Mad- og måltidspolitik for kantiner handler ikke kun maden. Den kan også handle om frugt på arbejdet, drikkevarer, morgenbrød og mødeforplejning. Og om at vedtage nogle mål for, hvordan kantinens sociale funktion skal være.
En mad- og måltidspolitik vil derfor være helt forskellig fra arbejdsplads til arbejdsplads. Den vil f.eks. afhænge af kantinens størrelse, personalets ressourcer mv.

De fire generelle råd:

Der skal være et sundt udbud, en pris og en kvalitet, der tilskynder det sunde valg
Kantinen skal indrettes, så frugt og grønt får en fremtrædende plads
Der skal være et væsentligt udbud af økologiske varer
Alle parter skal inddrages når udbuddet skal ændres til et sundere

De otte kostråd i kantinen:

1Spis frugt og grønt – 6 om dagen
• server mindst 150 g grøntsager og 1-2 stk. frugt pr. dag pr. kunde
• lad frugt og grønt indgå i alle menuer
2Spis fisk og fiskepålæg flere gange om ugen
• fisk mindst en gang om ugen
• fisk og fiskepålæg hver dag
3Spar på fedtet – især fra mejeriprodukter og kød
• erstat fast fedtstof af flydende olie
• begræns eller drop fedt på brødet
• højst 0,5 g fedt i 100 g mælk, 17 g i 100 g ost og 10 g i 100 g kød
4Spar på saltet
• og vælg f.eks. pålæg, brød, suppe, bouillon, sovse mv. med mindst muligt salt
5Spis kartofler ris eller pasta og groft brød hver dag
• vælg fuldkorn og andre grove varianter, brødet skal indeholde mindst 6 g fibre pr. 100 g
6Spar på sukker, især fra sodavand, slik og kager
• server kun ved festlige lejligheder
7Sluk tørsten i vand
• tilbyd nem og fri adgang til koldt postevand eller kildevand
8Spis varieret og i de rigtige mængder
• brug ‘Y-tallerkenen’ ved diskservering og anbefal den også ved buffetservering
• placer frugt, grønt og brød først – kød og ost sidst i buffeten

Forkortet udgave af Fødevarestyrelsens 'målsætninger for sund kantinedrift'.
www.altomkost.dk
200801_kostraad.jpg
  Hent som PDF arrow [157.3 Kb]

Artiklen er en del af et tema:
Kantiner
Artikler i Køkkenliv:
Kantinemad er ingen slankekur
Kantinerne skal gøre os sundere
Sovs efter kulturen
Hammerhaj med turbo
Mad uden udpinte dyr
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Der er noget i munden
Madmor fik ok til underskud på 50.000 kr.
Lederen er for dårlig til at tage hånd om stress
Nye regler skal gøre dig hurtigt rask
Tredje halvleg vigtig for børn
Flere netnyt i temaet

Processing time: 0.1912 secs