Processing time: 1328947560.7050 secs
Christina Tollak har taget en lederuddannelse. Den har givet personligt udbytte, men også større engagement blandt medarbejderne.

Større arbejdsglæde og ro til at være leder

Kost, ernæring & sundhed 3 · 2008

Ovenpå sin uddannelse til køkken-leder bygger Christina Tollak lige nu mere og mere ledelse.
Hun har allerede taget en grundlæggende lederuddannelse på Holstebro Tekniske Skole. I dag tager hun hver fjerde tirsdag igen til Holstebro for at tage en Akademiuddannelse i ledelse på handelsskolen. Uddannelsen strækker sig over to år.
Samtidig arbejder hun på Asmildkloster Landbrugsskole ved Viborg. Her har hun sammen med tre ansatte i køkkenet ansvaret for maden til de omkring 120-180 landbrugselever, der går på skolen.
– Den grundlæggende lederuddannelse lærte mig meget. Jeg lærte både at engagere mine medarbejdere og at uddelegere opgaver. Jeg opdagede, at jeg godt kan holde fri og alligevel være sikker på, at tingene kører, som de skal, siger Christina Tollak. Faktisk er de ansatte i køkkenet rigtig glade for at bestille varer og for at lave madplaner. Det giver dem større arbejdsglæde, og det er jo dem, der laver maden. Så skal de også stå for den del af arbejdet, siger hun.
Den grundlæggende lederuddannelse gav Christina Tollak mod på at bygge ovenpå, lære mere om ledelse og videreudvikle sig. Valget faldt på en af akademiuddannelserne – den som handler om ledelse.
Landbrugsskolens leder sagde ok og betaler også videreuddannelsen, som hun tog fat på i oktober sidste år.

Ledelse er ledelse

Det betyder, at der hver fjerde tirsdag står blandt andet ‘coaching i organisation’ og ‘ledelse i praksis’ på skemaet.
– Vi er et hold på 14, der følges ad. Og det er spændende at være sammen med f.eks. værkførere og butiksansatte og få indblik i, hvordan tingene ser ud andre steder. Ledelse er jo det samme, uanset hvor og hvad du arbejder med, siger Christina Tollak., der også er med i en erfa-gruppe sammen med andre køkkenfaglige.
Og det er rigtig godt at kende andre køkkenfolk, når der skal støttes op om og diskuteres køkkenfaglige emner.
– Men det er altså også herligt at diskutere ledelse med andre lederkolleger med forskellige hverdage. Måske er vi mere åbne over for hinanden, fordi vi ikke kommer fra den samme slags arbejdsplads, mener hun.

Mere initiativ hos medarbejderne

Christina Tollak bruger de erfaringer, hun får, til at give sine medarbejderne nye input. En af køkkenassistenterne begyndte i oktober på den grundlæggende lederuddannelse, den, der gav Christina Tollak selv det første kick.
– Så får hun også indblik i ledelse, og vi kan få nogle diskussioner om ledelse. Mange kurser for os i køkkenerne er et par dage om den almindelige mad til institutioner. Men det kan vi jo. Så hellere en uddannelse, der virkelig udvikler os personligt, siger hun.
I dag tager de ansatte i køkkenet på landbrugsskolen ved Nørre Sø i Viborg selv initiativer og udfordrer deres leder, som har lært både at forandre sig selv og at motivere sine ansatte til at være med på de forandringer, der er nødvendige på alle arbejdspladser i dag.
– Alt glider jo bedre, når man kan se en mening med det, siger Christina Tollak.

Akademiuddannelsen er en videregående voksenuddannelse

Uddannelsen kan tages på deltid samtidig med, at jobbet passes, da den er en kombination af 11 undervisningsdage pr. år og netbaseret undervisning.
Der er syv akademiuddannelser at vælge imellem. Ledelse er en af dem, ‘økonomi og ressource-styring’ og ‘kommunikation og formidling’ et par af de andre.
Det er muligt at tage en hel uddannelse eller at tage uddannelsens fag som enkelte kurser.
For at starte på en akademiuddannelse skal man enten have en ungdomsuddannelse eller to års erhvervserfaring. Når specialeforløbet indledes, er det et krav, at man har begge dele.
På Holstebro Handelsskole koster den 2-årige akademiuddannelse i ledelse 30.000 kr.
www.erhvervsakademierne.dk

Artiklen er en del af flere temaer:
Uddannelse
Artikler i Køkkenliv:
Det er ikke småting, de skal kunne i køkkenerne
Fra sund til social
Mappen ned fra hylden
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Stop for tilskud til voksenlærlinge
Atter tilskud til voksenlærlinge
Igen stop for voksenlærlinge
Flere netnyt i temaet
Tema om ledelse
Artikler i Køkkenliv:
Ærlighed førte til fleksjob
En samtale til gavn for begge parter
En god samtale kræver forberedelse
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Coaching er vejen frem
Videncenter for ledelse
Netværks-hjælp til kvinder
Flere netnyt i temaet

Processing time: 0.1664 secs