Højt til loftet, men fokus på bundlinien

---

Langt oppe svæver en række træfugle i snor. Som gæst lægger man uvægerligt hovedet tilbage og noterer sig, hvor højt der er til loftet i kantinen på Århus Social- og Sundhedsskole.
Også som arbejdsplads har kantinen ‘højt til loftet’.
I køkkenet og bageriet er størsteparten af medarbejderne ansat i skånejob, og alle har eller har haft psykiske problemer.

Den vigtige bundlinie

I bageriet er Peter B. i gang med at fordele dej til chokoladescones på en hård, rund plastskive.
Økonoma Hanne Weckesser peger på en stor og sandsynligvis meget tung bagerimaskine.
– Ja, det var så dén der, der gav os underskud sidste år, siger hun med et skævt smil.
– Vil du se, hvordan den virker? spørger Peter B. den undrende journalist, der aldrig har set en ‘opvirker’ før. Han placerer gesvindt den dejbelagte plastskive i maskinen, betjener et par knapper, og ryste-ryste-ryste har maskinen forvandlet den samlede dejmasse til nydelige, ens scones, som Peter B. placerer på en bageplade.
Opvirkeren kan åbenlyst andet end at give minus på bundlinien!
Alligevel har det givet Hanne Weckesser grå hår i hovedet, at indkøbet blev foretaget på et tidspunkt, hvor det så ud som om, der var overskud på kantinedriften i 2006 – og så alligevel i sidste ende medførte et minus. I Social- og Sundhedsskolens kantine- og cateringprojekt – også kaldet Appetit – er det nemlig en grundpille, at driften skal være udgiftsneutral.
– Vi må ikke gå i underskud. Men det gjorde vi altså så sidste år. Vi skal så have afklaret, hvordan vi får det dækket ind, og så skal vi selvfølgelig finde ud af, hvordan vi undgår, at det sker igen. Jeg er meget ærekær omkring, at selvfinansieringen lykkes, forklarer Hanne Weckesser, der startede kantinen op i 2002.

Fordomme blev sat til vægs

Hun havde 20 år på bagen som økonoma i socialpsykiatrien og blev hentet til Social- og Sundhedsskolen af lærere, der havde hørt hende holde oplæg om arbejdet med psykiatribrugere. Tanken var fra starten, at de ansatte skulle være i støttet beskæftigelse, dvs. skånejob eller fleksjob – og at kantinedriften skulle hvile i sig selv økonomisk.
– Vi gik i gang med at udvikle konceptet – og mødte modstand. Man troede ikke på, at vi kunne skaffe medarbejdere. De ville få alt for mange sygedage, og vi ville ikke kunne få det til at hænge sammen økonomisk, husker Hanne Weckesser.
Men fordommene blev gjort til skamme. I dag har den store kantine på SoSu-skolen, der producerer mad til mellem 500 og 800 mennesker hver dag, fået aflæggere i form af mindre kantiner i to lokalpsykiatricentre med hver 100 medarbejdere. Sammenlagt er der 23 medarbejdere, heraf fire med almindelig ansættelse, nemlig to kokke, en bager og Hanne Weckesser selv som leder af hele menageriet.

Overskud til fælles bedste

Og hvis man i øvrigt glemmer alt om 2006, så holder tanken om at skabe økonomisk overskud på driften i en grad, så cirka 10.000 kroner pr. medarbejder pr. år kan gå i en fælles kasse. En tilknyttet coach, mange sociale arrangementer og specialdesignede kurser for medarbejderne betales af de fælles penge. Denne overskudsdeling har skånejobberne selv valgt i erkendelse af, at de ikke kan nyde godt af egentlige lønforhøjelser, da de blot vil blive modregnet i pensionstillæggene.
Alligevel er det forretningsmæssige aspekt vigtigt for de ansatte.
– I perioder har vi meget travlt. Og så er der mange, der siger ‘Yes, nu skal vi rigtig ud og bruge penge på udflugter.’
– Jo, det er da vores egen lille virksomhed. Og for mig selv er forretningsideen vigtig på grund af friheden. Ellers skal man jo bede om lov til mange ting i et offentligt system. Men min chef blander sig ikke i, hvordan jeg disponerer, forklarer Hanne Weckesser, der selv har opgraderet sin økonomauddannelse af flere omgange, blandt andet med en halv merkonomuddannelse.

En succes bygget på succeser

Ovenover hensynet til økonomien i køkkenet står den grundlæggende tanke om et meningsfuldt arbejde, der styrker den enkelte ansatte.
For Hanne Weckesser er tanken om ‘recovery’ det allervigtigste på arbejdspladsen. Recovery betyder at komme sig, og begrebet vinder mere og mere indpas i psykiatrien i en erkendelse af, at psykisk lidelse ikke behøver være kronisk – og i hvert fald aldrig er statisk. Hensynet til medarbejdernes psykiske sårbarhed, består først og fremmest i en velstruktureret arbejdsdag. Og derudover er det et must, at nyansatte kommer med lyst til at arbejde og er indstillet på at arbejde mindst fem timer om dagen tre gange ugentligt.
– Hvis man arbejder mindre, bliver man en person, som ingen regner med, så det er minimum. Og så bygger vi på succeser. De fleste medarbejdere kommer med lavt selvværd, men så får de ansvar og udfordringer og bliver mere stabile. Det er dejligt at se, hvordan de får et helt andet udtryk i ansigtet, forklarer Hanne Weckesser, der kun ganske få gange har måttet erklære en medarbejder for uegnet.
Peter B. har været ansat knapt tre år i kantinen.
– Jeg er stjerneglad for at være her. Jeg blev pensioneret i 2002 efter en masse indlæggelser og hurlumhej. Det var ikke særlig rart. Men heldigvis er livet ikke statisk. Man bliver klogere – og kommer også til kort overfor nogle ting. Jeg gad da vildt godt et almindeligt arbejde ... men jeg tror bare ikke, det er realistisk. Her føler jeg, at jeg giver noget, er produktiv, hører til. Og jeg kan godt lide, det er travlt. Jeg er en del af forretningen!