Processing time: 1328946208.9931 secs
Caroline Heerup er madservicechef i Guldborgsund Kommune, men debuterer nu som forfatter med romanen Arvelighed. Romanens tema om barnløshed ligger tæt op af hendes egne erfaringer.

Romanforfatter i fritiden

Kost, ernæring & sundhed 4 · 2008

Dobbeltjob | Næste morgen satte jeg mig til computeren, og siden har jeg været afhængig, fortæller Caroline Heerup om sin debut som romanforfatter. ‘Mens vi venter på et nyt storkøkken’ kunne være overskriften på Caroline Heerups arbejdsliv det sidste godt halvandet år. ‘Tålmodighed’ kunne være en anden.
I slipstrømmen på kommunalreformen og den nye storkommune Guldborgsund er der blæst masser af varm luft op under skørterne på både ledere og de 130 medarbejdere i kommunens fem storkøkkener og ni cafeteriaer, som Caroline Heerup er chef for. Allerede i 2006 traf politikerne en beslutning om et nyt storkøkken. Men ingen ved endnu, hvornår det bliver en realitet, eller hvor det skal ligge.
– Og jeg tror, vi skal være glade, hvis vi får et svar i år, konstaterer Caroline Heerup.
Ventetiden er imidlertid ikke gået med ingenting. Både ledere og medarbejdere har forberedt sig på fremtiden ved at bygge en helt ny organisation op og indføre selvstyrende teams.

Afhængig af skriveriet

Heller ikke efter arbejde har Caroline Heerup siddet med hænderne i skødet. Og resultatet af hendes indsats ved computeren lader ikke vente så længe på sig som det nye storkøkken. Den 23. april udgiver hun selv sin debutroman, Arvelighed.
– Jeg sad en nat på et af de mere rå steder i København. I baren sad nogle alkoholikere og andre, som var røget igennem samfundets sikkerhedsnet. Jeg talte med dem og tænkte: ‘Hvad har ført dem hertil, hvor de er nu?’ Og jeg kan huske, at jeg sagde til min mand: ‘Jeg har sådan lyst til at skrive en bog om det.’ ‘Så gør det dog,’ svarede han.
Næste morgen satte jeg mig ind til computeren, og siden har jeg været afhængig, siger Caroline Heerup.
Det er 12 år siden. Ikke at Arvelighed har været så længe undervejs, for på harddisken ligger også et andet manuskript, som endnu ikke er udgivet. Det bliver Caroline Heerups næste projekt.

Æggeleder sprængte

Temaet i Arvelighed er i høj grad et, 46 årige Caroline Heerup har oplevet på egen krop.
Romanen handler dog ikke om hende, men om Bo og Greta, et veletableret og lykkeligt par i slutningen af 30’erne, som lever det travle liv i storbyen. De ønsker sig brændende et barn for at fuldende tilværelsen, men da hovedpersonen Bo får resultatet af sin sædprøve, prikkes der uventet hul på uudtalte mistanker og gamle tabuer, og drømmen om et barn udvikler sig til en dramatisk proces, der næsten sætter Bo og Gretas solide parforhold over styr.
– Da jeg var i tyverne, var jeg selv gravid med min daværende kæreste. Jeg blev indlagt med akutte mavesmerter, og da de ikke kunne se et foster, troede de, at jeg havde aborteret. Men lige inden jeg skulle udskrives, sprang min ene æggeleder. Det viste sig bagefter, at fosteret sad der, fortæller Caroline Heerup om oplevelsen, der kunne have kostet hende livet. Hun ‘slap’ med at få fjernet æggelederen.
Nogle år senere skete det igen. Caroline og hendes nuværende mand Karsten ventede barn, men igen sad fosteret i den nu enlige æggeleder. Parret fik valget mellem at fortsætte graviditeten med risiko for, at æggelederen sprang eller at få fjernet æggelederen – og dermed definitivt sige farvel til drømmen om et barn. De valgte det sidste.
– Det var en meget svær beslutning, men det var også langt ude at sætte mit liv på spil for måske engang ude i fremtiden at kunne få børn. Så jeg valgte at acceptere det og har siden brugt min tid på andre ting f.eks. at skrive. Men sorgen over, at jeg ikke skulle have børn, vil jeg altid have med mig, selvom jeg nu ved, at man sagtens kan få et godt liv også uden.

Skal opleve tab

Chefstolen skal da heller ikke skiftes ud med drømmen om det store litterære gennembrud.
– Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg ikke skulle arbejde mere, fordi jeg holder så meget af mit job, og det er også meget ensomt at skrive. For mig er det en stor succes, at jeg har skrevet en bog. Og jeg er allerede i gang med at skrive min første roman om. Den er lidt mere voldsom end Arvelighed, men jeg tror på, at smerte ikke skal fortrænges. Livet må gerne gøre ondt, fordi det kan skabe dybder i os at acceptere sorgen, siger Caroline Heerup.
Arvelighed udkommer den 23. april. Læs mere om den og Caroline Heerup på www.heerup.net


Processing time: 0.1443 secs