Processing time: 1337770823.7964 secs
Kost & Ernæringsforbundet skal sammen med Erhvervs- og Byggestyrelsen og en række danske virksomheder præsentere Danmark og dansk erhvervsliv på verdensudstillingen i Zaragoza til sommer.

Forsmag på verdensudstillingen i Zaragoza


Queso ahumado con pepino y nabos. Rygeost med agurk og radiser. En rigtig dansk sommerspecialitet. Den kender de ikke i Spanien – endnu. Men det kommer de til til sommer, når Kost & Ernæringsforbundet serverer den gode – danske – hverdagsmad i den danske pavillon på verdensudstillingen, som finder sted i Zaragoza i Spanien fra juni til september.

Grønne løsninger

Foruden mad vil de besøgende i den danske pavillon blive præsenteret for bæredygtige løsninger på verdens klimaproblemer.
Pavillonen bliver bygget op af store cylindre, der både i ord, billeder og bevægelser – f.eks. en strid, dansk blæst – vil vise sammenhængen mellem ressourcerne i dansk natur, vind- og vandenergi, biobrændsel og andre grønne løsninger.
– Vi vil bruge udstillingen til at skabe opmærksomhed omkring vores styrke i forhold til at løse klimaproblemet, sagde økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen da han den 22. april i samarbejde med Erhvervs- og Byggestyrelsen løftede sløret for, hvordan Danmark skal præsenteres i Zaragoza.

Hverdagsmad på pipette

Foruden grønne teknologier skal dansk kultur præsenteres på udstillingen blandt andet gennem produkter fra udvalgte designere. Og i pavillonens café vil Kost & Ernæringsforbundet servere et stykke dansk madkultur.
Ved præsentationen den 22. april fik gæsterne en forsmag på serveringen: de fik æggemadder – det vil sige de skulle selv smøre madderne, men ingredienserne var der. De fik vafler med sommersalat. Og vandbakkelser med vaniljecreme og syltetøj. Creme og frugt befandt sig i små plastikpipetter, så gæsterne selv skulle give vandbakkelsen en indsprøjtning for at få fyldet med. Ikke så hverdagsagtigt måske, men et forsøg på at sætte maden i scene og skabe kontakt til dem, der kom for at få en smagsprøve på ‘verdensmaden’.

Farvel til Karoline

Så, hvis gæsterne efter mødet i april ikke lige kan huske hvilke grønne teknologier, de vil møde på udstillingen til sommer, så kan de nok huske, at der serveres dansk mad i pavillonen.
Og denne gang er det ikke mejeriernes ‘Karoline’, der får lov at være indbegrebet af dansk madkultur. Men den gode hverdagsmad serveret af Kost & Ernæringsforbundet.
www.kost.dk/tema/mad/hverdagsmad

Vi vil servere et godt måltid

– Vi glæder os til at præsentere den gode hverdagsmad på verdensudstillingen til sommer, siger Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet.
Måske lyder det i nogles øren, som ‘molbo’ at præsentere god, dansk hverdagsmad i Spanien. Men vi har selvfølgelig en tanke med det. Ved at være med på verdensudstillingen er vi sikre på, at vi kan råbe danske politikere op, så de bliver klar over, hvor vigtigt det er at højne kvaliteten af de offentlige måltider, siger hun.
Når verdensudstillingen er slut har forbundet planer om en danmarksturné hvor den gode hverdagsmad bliver præsenteret for regionale og kommunale politikere. De skal forstå, at ‘den gode hverdagsmad’ ikke alene er et initiativ, der skal forbedre madens kvalitet, det er også et socialt projekt.
– Det handler om at højne kvaliteten af maden, men også om at forbedre samværet omkring måltidet. Det nytter ikke at sætte stearinlys på bordet, og tro det bliver et godt måltid, hvis maden smager forfærdeligt. Omvendt er det heller ikke gjort med at forbedre madens kvalitet, hvis der ikke følger omsorg med maden. Maden skal være tilberedt med tanke på dem, der skal spise. Og den skal serveres med omhu. Hele oplevelsen skal være god, siger Ghita Parry.
Netop nu er forbundet ved at uddanne 150 medlemmer til at tage vare på hverdagsmaden i cafeen i den danske pavillon på verdensudstillingen.
De får skærpet sanserne, så de kan iscenesætte måltiderne og skabe den kontakt til gæsterne, der giver dem oplevelsen af at få serveret et godt måltid.


Processing time: 0.1428 secs