Lønkampen blev også kvindekamp

---

Forud for overenskomstforhandlingerne lancerede FOA sloganet ‘Mandeløn til kvindefag’, mens pædagogerne og Sundhedskartellet valgte at fokusere mere på behovet for højere løn generelt og ligeløn mellem den offentlige og den private sektor end på selve kønsproblematikken.
Alligevel endte kønsaspektet med at få betydning for kampen for mere i løn. Det vurderer kønsforsker Anette Borchorst.
– Ligestillingskampen kom mere og mere med, og sygeplejerskerne og pædagogerne fulgte helt klart trop, vurderer kønsforsker Anette Borchorst fra Aalborg Universitet.
Hun var i januar ude med en offentlig kritik af, at de faglige organisationer ikke stod sammen om FOA’s krav om mandeløn til kvindefag, som hun mener, var helt centralt i lønkampen. Det ville også have gjort lønkravene til et spørgsmål om ligestilling og dermed et samfundsanliggende, fremfor et spørgsmål om at skaffe højest mulig lønstigning for den enkelte fagforenings medlemmer. Her burde de faglige organisationer stå mere sammen, mener hun.
– Styrken ved at stå sammen er, at der sker en mobilisering af medlemmerne, og det gjorde der, men spørgsmålet er så, om det nytter, siger Anette Borchorst.
Under konflikten var der hårde odds imod lønmodtagernes forhandlere, hvor arbejdsgiverne f.eks. brugte afmatningen i økonomien som argument imod et lønhop i den offentlige sektor. Et af oddsene, de var oppe imod, var også, at selvom regeringen udadtil forholdt sig passiv, trak den formentlig i trådene, så det ikke var regionernes formand, Bent Hansen (S), men finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) man reelt forhandlede med. Kunne man have gjort mere i lønkampen for at slå på ligestillingsproblemet?
– Måske, men det kom faktisk rigtig meget på banen. Det eneste problem var måske splittelsen på lønmodtagersiden, hvor grupperne blev spillet ud mod hinanden, f.eks. ved at arbejdsgiverne sagde, at man ikke kunne give nogle grupper mere i løn end andre, mener hun.
– Det er vigtigt at stå sammen om ligestillingsspørgsmålet, og man skal huske, at parolen ‘mandeløn til kvindefag’ ikke kun appellerer til kvinder, men også til de mænd, der arbejder i disse kvindefag. Hvad kan man forvente af en lønkommission?
– Det kommer an på, hvor mange ressourcer der afsættes, sammensætningen af medlemmerne og selve kommissoriet. Igen er det vigtigt med sammenhold på lønmodtagersiden omkring kommissionens arbejde, mener Anette Borchorst.
Fremover ligger der derfor stadig mange udfordringer for fagbevægelsen i forhold til at opnå ligeløn.
Ifølge Anette Borchorst bliver det en udfordring at sikre sammenhold mellem grupperne internt i fagbevægelsen.
Eksternt bliver det en udfordring at aktivere støtte fra de politiske partier til kampen for ligeløn mellem kønnene.
– Det er også vigtigt fortsat at komme ud med budskabet i medierne. Og så må man forsøge i konkrete situationer at fastholde presset for ligeløn, f.eks. nu hvor der er faldende søgning til flere af uddannelserne på FTF-området, eller for sygeplejerskernes vedkommende som middel til at stoppe personaleflugten fra det offentlige sygehusvæsen til privathospitalerne.