Processing time: 1328946404.0183 secs
På Betaniahjemmet på Frederiksberg har man skabt en aftencafe for de lidt mere friske beboere. Det kommer også de svagere til gavn.

Til bords med køkkenpersonalet

Kost, ernæring & sundhed 1 · 2009

Det lyserøde tørklæde med de spinkle sølvtråde ligger sirligt omkring Inga Jørgensen hals. Hun har pyntet sig lidt ekstra i dagens anledning, hvilket hun altid gør, når hun som beboer deltager i Betaniahjemmets aftencafe to-tre gange om ugen. Hun ikke alene nyder maden, hun hjælper også med at dække bord, inden de øvrige ‘gæster’ tropper op også lidt ekstra pyntet.
– Det er dejligt at få lov til at lave noget og gøre lidt gavn. Det betyder meget for mig, at man er noget værd. Det har alle brug for. Og så er maden prima – hver gang, lyder det fra Inga Jørgensen på 86 år.
Faktisk har hun ‘truet’ personalet med at flytte, hvis de lukker aftencafeen, som holder til i hjemmets spisestue, der ligger i forlængelse af køkkenet.

Tættere på beboerne

Men Inga Jørgensen og de andre cafedeltagere kan glæde sig. Der er ikke udsigt til, at Betaniahjemmet lukker aftencafeen, selv om plejehjemmet har brugt de puljemidler, som stedet modtog fra Velfærdsministeriet sidste år for at få sat skub i aftensmadprojektet.
– Vi forsøger at køre cafeen videre ved blandt andet at omlægge nogle timer og søge midler fra fonde, forklarer forstander Laust Sørensen.
Sammen med køkkenets leder Karen Thomsen tog de initiativ til aftencafeen, efter at Karen havde læst i Køkkenliv om Velfærdsministeriets puljemidler.
– Vi har utroligt mange friske beboere, og jeg syntes, at det var ærgerligt, at vi ikke rigtigt tog hånd om dem under måltiderne. Samtidig syntes jeg, det kunne være rart at komme tættere på beboerne, siger Karen Thomsen.
På Betaniahjemmet har man eget køkken, hvor alle måltider bliver tilberedt. Tidligere blev der smurt smørrebrød og forberedt lidt lunt til aftensmaden, der så blev spist på de enkelte afdelinger.
– Men her blev de mere friske beboere overladt til sig selv, da plejepersonalet jo havde travlt med at tage sig af de mere plejekrævende, siger Karen Thomsen.
I aftencafeen deltager plejepersonalet ikke. Her er det den køkkenassistent, der er på vagt, som hygger sig med cafegæsterne. Derudover hjælper også frivillige pensionister udefra med borddækning og afrydning. Gæster er også velkomne til at spise med, og betaler 50 kr. for maden.

Appetitten skærpes

I aften står menuen på en af beboernes favoritter: stjerneskud efterfulgt af frugtsalat og en osteanretning. Menuen rundes af med en kop kaffe og hjemmebagte småkager, som flere af cafedeltagerne har bagt tidligere på dagen.
Hilda Fraenckel på 92 sidder for bordenden og sludrer. Hun elsker at snakke, hvilket også er en af grundene til, at hun deltager i aftencafeen.
– Jeg kan bedst lide at spise her, for så møder jeg en masse andre damer. Og maden smager ligesom bedre, lyder det fra Hilda, der også glæder sig over et kærligt knus og kram fra personalet. En helt naturlig del af menuen.
Den gode mad i det gode selskab gør samtidig, at der bliver spist mere.
– Den tætte kontakt med køkkenpersonalet giver helt klart næring til de mere småtspisende beboere appetitten stiger ganske enkelt i forhold til, at de skulle sidde alene og spise. Vi har ikke målt det, men vi kan se det med vores egne øjne. De spiser mere, når de er i godt selskab, lyder det fra Laust Sørensen.
Cafegæsterne er selv med til at bestemme menuen fra gang til gang. Et ønske om norsk øllebrød blev også imødekommet, men det vakte nu ikke lige stor jubel hos alle.
– Og det får vi at vide. Men det er utroligt dejligt for os at få respons med det samme, og det sker jo, fordi vi er tæt på dem. På den måde lærer vi også beboernes vaner at kende, og kan løse små individuelle behov, hvis der f.eks. er noget, de ikke kan lide eller ikke kan tåle. Og de informationer giver vi videre til plejepersonalet. Samtidig undgår vi al brok over maden, for nu kan vi løse problemerne med det samme, mens vi spiser, forklarer Karen Thomsen.

Til gavn for alle beboere

Ideen om en aftencafe mødte modstand fra personalets side i starten, for en aftencafe betød aftenvagter.
– Det kræver helt klart et fleksibelt personale, og det er vi heldigvis udstyret med. Nu er aftenvagterne faktisk blevet så populære, at køkkenpersonalet står i kø for at få dem, fortæller Karen Thomsen.
Hos beboerne har cafeen derimod været en succes lige fra begyndelsen. Og der er mellem 15 og 20 beboere, der deltager hver gang.
– Vi kan se og fornemme, at beboere, der deltager i aftencafeen får deres livskvalitet forhøjet. De føler nærmest, at de er på restaurant, siger Laust Sørensen, der dog også mener, at de øvrige og svagere beboere har gavn af aftencafeen.
De får fortsat serveret smørrebrød på afdelingerne om aftenen, men aftencafeen har betydet, at plejepersonalet har bedre tid til dem, fordi der er færre beboere på afdelingen at skulle tage hensyn til.
På den måde får alle beboere den opmærksomhed, som de har brug for.

Råd til lidt ekstra

Betaniahjemmet har modtaget 165.000 kr. fra Velfærdsministeriet til aftensmadprojektet. Pengene er blandt andet gået til at ansætte en ufaglært projektmedarbejder til at varetage opgaver om dagen, så køkkenassistenterne kunne tage aftenvagterne. Desuden til lidt ekstra forplejning som f.eks. røget ål og snaps.
Forstander Laust Sørensen fortæller, at man forventer at fastansætte projektmedarbejderen på deltid.


Processing time: 0.1467 secs