Fra stuen til 1. sal

---

– Jeg føler selv, at jeg er på vej op af min karrierestige.
Sådan siger Hanne Hansen, 51 år, uddannet økonoma og gruppeleder i Centralkøkkenet Kildebo i Sakskøbing, som i dag hører under Guldborgsund Kommune.
Men sådan ville hun ikke have sagt for to år siden, da strukturreformen blev en realitet, og det blev besluttet at samle de mange små køkkener på Lolland og Falster i ét stort.
Hanne Hansen havde været ledende økonoma i Sakskøbing siden 1994, hvor hun både var budget- og personaleansvarlig og deltog i den daglige drift – inklusive vagter på søn- og helligedage – på lige fod med de andre i køkkenet. Og det var hun ærlig talt ved at løbe lidt sur i.
Jeg var sådan set fint integreret i ledergruppen, men det var svært at sidde alene med køkkenfunktionen og samtidig være med i driften. Jeg havde to kasketter på. Det var lidt af en balancegang, fordi jeg både skulle varetage autoritetsrelationen til medarbejderne og repræsentere organisationen udadtil, husker Hanne Hansen.

Det kan der ikke blive tale om

Ved kommunesammenlægningen i 2007 fortsatte Hanne Hansen i første omgang som leder i sit eget køkken (her bliver hun, indtil Guldborgsund Kommune er klar med det nye storkøkken, red.), men hun så forandringen i organisationen som en mulighed for at slippe ud af krydsfeltet mellem ledelse og drift. Så hun meldte klart ud til sin nye chef, Caroline Heerup:
– Jeg sagde, at hvis der med det nye storkøkken skulle være nedskæringer for os ledere, var jeg parat til at sige op med det samme, for jeg kunne ikke se mig selv med de samme ledelsesfunktioner fremover – både at lede og deltage i driften hver anden weekend. Det var blevet for surt efter 13 år.
Men så let gik det ikke. I stedet for at tage imod en mulig opsigelse valgte Hanne Hansens nye chef at undersøge, hvad Hanne godt kunne tænke sig.
– Caroline Heerup sagde, at der ikke kunne blive tale om at sige op! “Vi har brug for dig, for det, du kan og for din erfaring”. Hun tilbød mig i stedet at blive leder på lige fod med de andre ledere i den nye køkkenorganisation. Hun gav mig plads og rum til at arbejde som leder med stort L. Jeg fik lov til at ansætte en vikar i produktionen, så jeg kunne være på kontoret og tage mig af det sjove arbejde, jeg altid havde forbundet med at være leder, siger Hanne Hansen
Siden er det gået ud over stepperne for Hanne Hansen. Hun indgår i et lederteam, har deltaget i lederseminarer, er til ledermøde hver 14. dag og har fået kolleger, hun kan drøfte ledelsesspørgsmål med. Godt nok var medarbejderne et stykke tid om at acceptere hende uden uniform. De følte, at hun pludselig havde forladt dem, og at sikkerhedsnettet var væk.
– Men jeg lyttede til dem og havde stadig tid til en snak i køkkenet eller på kontoret. Efter et halvt år er det så småt ved at vende til noget positive, både for medarbejderne og for mig som leder, siger hun.

En ny verden har åbnet sig

Det helt store hit i Hanne Hansens nye jobliv er den diplomuddannelse i ledelse, hun startede på i august 2008.
– I mange år havde jeg drømt om at tage en diætistuddannelse, men min økonomauddannelse var jo ved at være gammel (fra 1979, red.), og jeg kunne ikke få den merit-godkendt. Så jeg skulle på SU i tre et halvt år. Det havde jeg ikke lyst til.
I stedet fik Caroline mig overtalt til en diplomuddannelse, som jeg nu læser sammen med en kollega. Vi laver opgaver sammen og får vendt mange sten. Nu kan jeg pludselig se den røde tråd i det hele, siger Hanne Hansen.
Set i bakspejlet ærgrer hun dog sig stadig lidt over, at det aldrig lykkedes at blive diætist.
– Den drøm gik ikke i opfyldelse, men så blev jeg leder i stedet, og jeg har altid gerne ville være der, hvor beslutningerne blev taget – og det har været svært i alle de år, hvor jeg også var i produktionen. Nu er der tid til, at jeg kan fordybe mig 100 procent i det at være leder. En diplomuddannelse kan på sigt måske bringe mig op på niveau med min chef – eller jeg kan søge andre lederjob. Det er, som om en helt ny verden har åbnet sig. Jeg tænker “pyha, kan man virkelig komme så langt?”
– I mange år har jeg gået rundt i stueetagen og drømt om at komme op på 1. sal – nu føler jeg, at jeg kan.