Jeg ville gøre det hele igen

---

Man kunne næsten fristes til at kalde den 58-årige økonoma, Karen Marie Tøfting, for sammenlægningsekspert eller pionér. I sin snart 40-årige karriere har hun flere gange ført kommunale køkkener gennem forandringsprocesser – senest i forbindelse med strukturreformen.
Hun var desuden med til at planlægge og starte køkkenet på Hvidovre Hospital i 1970, og hun var som en af de første med til at lave kølemad på et plejehjem i 1976. Men som barnefødt thybo er Karen Marie Tøfting ikke stor i munden, og hun erklærer, at for hende har drivkraften i de mange jobskift altid været: “Det ser spændende ud, det kunne jeg godt tænke mig at prøve”.
– Jeg har altid været glad for det, jeg har beskæftiget mig med. Køkkenarbejde og offentlige køkkener er altid blevet nedvurderet, så det bedste for mig har været at få medarbejderne gjort stolte af det, de arbejder med: “Ret ryggen og sig, hvor I kommer fra. I laver flot mad!” Og det er lykkedes i nogle af de køkkener, jeg har været i, siger Karen Marie Tøfting, som i dag er teamleder for ca. 50 køkkenansatte i Holstebro.

Troede lige, jeg skulle lave mad

De første 23 år af karrieren skiftede Karen Marie Tøfting mellem forskellige sygehuskøkkener på Sjælland og i Jylland med en enkelt afstikker til Danske Handelsrejsendes Plejehjem. Det blev også til fem år som leder af en personalekantine på Viborg Sygehus.
I 1992 var børnene blevet store, og det var tid til noget nyt. Vejen gik over den første lederstilling i Herning Kommune, indtil Karen Marie Tøfting et par år efter blev økonoma i et lille plejehjemskøkken i Tjele, tættere på bopælen. Her glædede hun sig til at skulle lave mad igen.
– Men de skulle spare penge, så der gik ikke længe, før jeg blev bedt om at kigge på en ny organisering af maden. Det endte med, at vi lagde to køkkener sammen og fik et kanongodt køkken. Vi ville være forgangsmænd og troede på, at køle-vakuum var fremtiden. Vi lavede rigtig meget mad i det lille køkken til flere kommuner, husker Karen Marie Tøfting.

Tungt økonomisk ansvar

Køle-vakuumprojektet i Thele tiltrak sig da også en del opmærksomhed. Og derfor stod Karen Marie Tøfting igen i 2001 for en køkkensammenlægning, denne gang i Vinderup Kommune.
– Jeg stod for sammenlægningen af de tre køkkener, for jeg havde jo prøvet det en gang før og havde lært lidt både af det gode og det dårlige. Sammenlægninger har været nødvendige for at bevare økonomien, for ellers kommer andre ind og laver vores mad. Derfor er det vigtigt, at vi forstår at drive det økonomisk forsvarligt og finde nye kunder, mener Karen Marie Tøfting.
Men det økonomiske og administrative ansvar har også tynget undervejs, erkender hun.
– Jeg har ikke altid følt mig godt nok klædt på til at være leder, især med hensyn til økonomien – at skulle lave budgetter osv. Jeg savnede at vide, hvordan man gør. Jeg gik til forvaltningen og fik hjælp, på kurser osv. Men det var den hårde vej.

Vil hellere have fagligt ansvar

I forbindelse med strukturreformen skete et nyt skift i Karen Marie Tøftings arbejdsliv.
I den nye Holstebro Kommune var der tre produktionskøkkener. Et af dem blev gjort til modtagekøkken, og madproduktionen blev lagt ind under køkkenet i Vinderup. Lederne af de to andre køkkener søgte ud i det private, så Karen Marie Tøfting blev faglig leder for hele produktionen i Holstebro – mens en anden fik ansvaret for det økonomiske.
– Det var egentlig ikke mit ønske at gå ned i niveau som leder, men jeg ville gerne slippe for al det økonomiske papirarbejde. Jeg har haft rigeligt med budgetter i min tid. Jeg vil hellere have det faglige ansvar, og det har jeg nu. Jeg veksler mellem at være i køkkenet i Vinderup og køkkenet i Holstebro og tilrettelægger sammen med mine dygtige medarbejdere hele produktionen af mad til hjemmeboende, ældrecentre, gæster, skoler, vuggestuer og skattecenteret. Ja, det er en stor mundfuld, men igen – det lød spændende, så jeg valgte at takke ja.

Glade ansatte laver god mad

Set i bakspejlet erkender Karen Marie Tøfting, at hendes karriere ikke har fulgt en klar rød tråd.
– Jeg har ikke planlagt, hvad jeg ville, men jeg ville gerne lede et køkken og lave en god arbejdsplads for medarbejderne – hvis de har det godt på arbejdet, laver de også god mad. Og så har jeg sat pris på friheden til at handle og sætte i værk. Jeg har haft behov for rum til at lede uden hele tiden skulle spørge om lov. Og det har jeg haft.
– Så jeg ville gøre det hele igen, hvis jeg blev spurgt.