Gud bevare hverdagsmaden

---

Hverdagsmaden vender hjem

Den gode hverdagsmad er for alle kostfaglige. Det er vejen til alt det, vi gerne vil opnå: mere anerkendelse og større belønning.
Jeg opfordrer dig til at gribe Den gode hverdagsmad i 2009, hvis du ikke allerede står med den i favnen. Den gode hverdagsmad er glæden ved faget, fokus på borgeren og et godt måltid. Alt andet kommer af sig selv. Med Den gode hverdagsmad, skal vi nok få politikerne i tale, når de kan se, at børn, voksne, gamle og syge er vilde med vores indsats – for det bliver de.
Lad mig bare sige det, som det er. Det er ikke nogen nem opgave at udbrede Den gode hverdagsmad. Det kræver kostfaglige medarbejdere med solid faglighed og mod på at komme videre med faget. Men jeg er jeg sikker på, det kan lade sig gøre.
Du kan hjælpe ved at præsentere Den gode hverdagsmad for sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og andre kolleger. Når de selv kan smage, sanse og mærke maden, kan de også hjælpe med at få den udbredt. Jeg er sikker på, at det kan betale sig at få Den gode hverdagsmad ind i kantinen.
Forbundet vil i 2009 gå foran med en række arrangementer. Det bliver også muligt at komme på kursus i Den gode hverdagsmad – for dig, der har det til gode. De praktiske oplysninger kommer, når vi er klar med kurserne.

Politikerne skal vide, hvad vi vil

Det andet store punkt bliver kommunalvalget og valget til regionsrådene.
Inden den 17. november, hvor valget finder sted, skal vi kostfaglige svinge fanen og vise de forhold, vi arbejder under. Vi skal begynde med det samme. Politikerne skal have at vide, at vi kræver ligeløn, bedre arbejdsmiljø, og at vi er nøglen til succes for madordningen i daginstitutionerne.
Arbejdet i et køkken – stort eller lille – er krævende. Politikerne kommer med reform på reform, der presser tempoet i køkkenet op, og det slider på den enkelte medarbejder og på kvaliteten af maden. Der er en grænse for, hvad vi vil være med til. 2009 er året, hvor vi sætter en skarp grænse for, hvor travlt der må være i vores køkkener. Vi må tage hinanden i hånden og gå til arbejdsgiverne og sige, at livet er andet end arbejde, så vores førlighed ikke bliver smadret, fordi vi arbejder med et fag, vi holder af. Vi vil have tid til at gøre vores arbejde ordentligt.
Kommunalpolitikerne er vores arbejdsgivere, og hvis de ikke allerede er klar over det, skal de have det at vide mange gange: vi er meget værd. Vi er mindst lige så meget værd, som alle vores kolleger, der arbejder på samme niveau hos private arbejdsgivere. Det kunne jo være rart, hvis politikerne indså, at det vil blive vanskeligt at få livet til at hænge sammen på sygehuse, plejehjem og i institutioner, hvis de kostfaglige forlod køkkenet.
Fra 2010 skal der være mad til børnene i institutionerne, det har regeringen lovet. Forældrene kræver jo det bedste til deres børn, og det kan vi give dem. Vi ved, hvad det kræver at lave mad til mange og hvor langt pengene rækker, når børnene skal have ernæringsrigtigt mad.
Både politikerne og vi skal være opmærksomme på, at der er flere løsninger på den her udfordring. Den kan klares i et lille køkken, et storkøkken eller i institutionen. Det afhænger af, hvilke ressourcer der er at gøre godt med.
Og vi skal yde en professionel assistance, så børnene får den mad, de fortjener.
Der er også valg til regionsrådene i 2009. De bestemmer over vores hospitaler. Frem til valget skal vi gøre vælgerne og politikerne opmærksomme på, at kost og ernæring er centrale elementer i opbygningen af nye hospitaler og behandlingen af syge i det hele taget. Når politikerne skærer ned, forsømmer eller glemmer kost og ernæring, skal de og vælgerne have at vide, hvilke konsekvenser det har. Det er vores opgave.

Mere uddannelse

Det sidste punkt på min dagsorden for 2009 er uddannelse. Vi skal uddanne os, efteruddanne os og videreuddanne os.
Uddannelse er vejen frem, når vi vil have større anerkendelse, mere i løn, øget faglig selvtillid og gennemslagskraft over for resten af samfundet.
Kravene til kostfaglige medarbejdere er store – det gælder både ledere og medarbejdere. Den eneste måde, vi kan stå distancen på, er ved at blive dygtigere og dygtigere. Det bliver vi igennem uddannelse.
Mulighederne er mange, der er også nogle, der passer til dig. Ud over et fagligt løft, giver uddannelse også et personligt løft, som du helt sikkert vil få stor glæde af.
Jeg synes, vi skal give hinanden håndslag på, at 2009 er året, hvor kostfaglige for alvor springer på vognen med efter- og videreuddannelser.