Det er godt at blive beværtet

---

Hvordan ruster man sig egentlig til jobbet som måltidsvært. Der er jo brug for viden om mad og ernæring, når en patient skal nødes, men der er vel også brug for omsorg og pædagogiske evner.
– Der er brug for faglig viden. Som måltidsvært skal du kende køkkenets tilbud, og i samarbejde med køkkenets kostfaglige og plejepersonalet skal du kunne tilbyde måltider, der matcher patientens behov. Ikke mindst, når der er tale om meget svækkede og småtspisende, er der brug for at samarbejde om patientens ernæring.
Men man skal kunne mere end det. Man skal have en fornemmelse for, hvordan man yder omsorg gennem maden. Være kreativ og iderig, servere maden særligt appetitligt, give forskellige tilbud, finde ud af, hvad der taler til den enkelte patient. Man skal kunne nøde, hvis der er brug for det. Og det betyder, at du også skal have lyst til at rykke tæt på patienten. Det kræver særlige menneskelige egenskaber. Man kan lære, hvordan man griber det an, men dybest set er det noget man kan eller ikke kan, noget almenmenneskeligt – det vil givetvis også afspejle sig i hvem, der søger den type job. Hvad er mest effektivt, når en patient skal lokkes til at spise: velsmagende og smukt anrettet mad eller en måltidsvært, der kan tale godt om maden.
– Et menneske, der kan skabe tryghed omkring maden, det er altafgørende.
Uanset, om trygheden opstår ved at være til stede under måltidet eller anrette maden kreativt appetitligt for at få den småtspisende til at ’overkomme’ maden – eller det drejer sig om at have øje for, at patienten måske gerne vil op af sengen og spise et andet sted – så er det afgørende med en måltidsvært.
Selvfølgelig skal maden være både velsmagende og smukt anrettet. Men undersøgelser viser, at det alligevel ikke altid er nok til at få patienten til at spise. Hvordan skal ældre patienter klare sig uden måltidsvært, når de udskrives fra sygehuset.
– Som kost- og ernæringsfaglige kan og skal vi ikke påtage os værtsskabet i de ældres hjem. Men under hospitalsopholdet kan vi gøre vores til at give patienten inspiration til også at få spist, når han eller hun kommer hjem. Og vi kan give vores viden om patientens lyst og behov for mad videre til kompetente kolleger – sygeplejersker eller ergoterapeuter, der samarbejder med plejen i primær sektoren. Her er der desuden mulighed for at samarbejde med den kostfaglige ekspertise i de kommunale køkkener.
I sidste ende er det kommunalpolitikerne, der har ansvaret for borgernes ve og vel i kommunen. De må tage stilling til, hvad der er behov for, for at få f.eks. svage ældre til at spise, så de genvinder kræfterne og kan leve et værdigt liv. Og undersøgelser viser, at der jo også her kan være brug for selskab til maden.