Jeg vil sidde for bordenden

---

– Om fem år sidder jeg højst sandsynligt i en chefstilling – gerne i det kommunale system. Det går jeg efter. Det ville være så fantastisk, hvis man som økonoma kunne have med andet end mad og ernæring at gøre. Jeg vil gerne bevæge mig lidt væk fra mit felt og være med der, hvor man bestemmer – sidde for bordenden og træffe beslutninger. Jeg mener ikke, at man skal sætte sit lys under en skæppe, men selvfølgelig skal man være ydmyg og have respekt for andre.
36-årige Marianne Lange er klar i spyttet, når hun taler karriere og arbejdsliv. I eftersommeren 2008 blev hun headhuntet til et job som kostfaglig leder i Gribskov Kommune. Her skulle hun rydde op efter år med dårlig ledelse og et stort underskud i to kommunale køkkener, som dagligt leverer mad til både ældrecafeer, hjemmeboende og plejecentre i tæt konkurrence med private leverandører.

Har stadig blod på tanden

Marianne Langes job er dybest set at få et underskud på syv millioner kroner i Pleje Gribskov til at gå i nul i 2009.
– Ja, det er et stort oprydningsarbejde, vi er gået i gang med. Større end man havde forestillet sig i kommunen, tror jeg, men det er spændende, og jeg har stadig blod på tanden. Vi er back to basic, hvor der skal være styr på produktion, flow osv. Vi skal optimere processer, effektivisere – og vi har allerede skåret i bemandingen. Det kan jeg selvfølgelig ikke klare alene, siger Marianne Lange.
– Jeg skal vise vejen, fordele ansvar for økonomi osv., men medarbejderne skal være med mig. Tidligere har her været meget selvledelse à la: 25 medarbejdere, 25 retninger. Ingen har samlet trådene, så lige nu er det meget top-down styret, men vi sætter gang i en mere dialogbaseret proces i det nye år. Og medarbejderne har allerede givet udtryk for, at de er glade for, at jeg har italesat problemerne og taget ansvar, siger Marianne Lange.

Økonoma ved et tilfælde

Egentlig skulle Marianne Lange slet ikke have været økonoma, men sygeplejerske. Det informationsmøde, hun i sin tid gik til for at høre nærmere, var imidlertid så rodet og utjekket, at hun i stedet helt tilfældigt havnede på den anden side af gangen hos en meget målrettet instruktionsøkonoma med åben dør – og blev tændt på det med det samme.
Allerede i forpraktikken kunne Marianne Lange dog mærke, at det ikke huede hende at være nederst i hierarkiet med ensidigt gentaget arbejde og nul indflydelse.
– Jeg havde en masse input og stor interesse i at få indflydelse på de strategiske beslutninger. En masse ideer til at lave tingene om, men uden positionen til det, husker hun.
Som elev på Odense Universitetshospital steg hun dog lidt i graderne og var hurtigt den, som fik tjek på teknikken i de avancerede digitale ovne. Det kunne de andre ikke.
– Allerede her var tilegnelsen af særlige kompetencer vigtigt for mig, konstaterer Marianne Lange. Jeg ville gerne skille mig ud og gå forrest.
– Hjemmefra har jeg altid fået at vide, at det ikke nødvendigvis et det vigtigste at være bedst, men at gøre sig umage! Så jeg tog tre måneders ekstra praktik for at få papir på, at de gerne ville have mig tilbage efter elevtiden – selvom jeg meget hellere ville over til kæresten i København, griner Marianne Lange.

Headhuntet til Gribskov

Siden er det gået slag i slag. Hun kom til Herlev Hospital under den store salmonellakrise i 1995, men kom hurtigt til at kede sig med al den rengøring og kontrol, som fulgte i kølvandet på krisen.
Marianne Lange søgte derfor ud i det private og havde fire års lynkarriere i Dansk Supermarked blandt andet som bistro- og salgschef i Føtex. Med to små børn holdt de skæve arbejdstider imidlertid ikke, så det blev i stedet til et job på et omsorgscenter i Gladsaxe Kommune, først som økonoma, så gruppekoordinator og siden servicechef. Sideløbende tog Marianne Lange en diplomuddannelse i ernæring og ledelse – i øvrigt som en af de første herhjemme.
– Men jeg kunne ikke forhandle min løn – den stod fast, og kommunen ville ikke anerkende mine kompetencer som leder, selvom jeg havde erfaringen fra Føtex. Så jeg søgte og fik i stedet et job i Egedal Kommune samtidig med, at jeg blev kontaktet af et rekrutteringsbureau til et job i en privat virksomhed. Efter fem interviews her fik jeg dog afslag. Samme dag blev jeg kontaktet af en gammel kollega, som nu var i Gribskov Kommune og blev tilbudt et job. Det var en heftig uge, husker Marianne Lange.

Går efter anerkendelse og indflydelse

Hun endte med at sige ja tak til jobbet i Gribskov efter en benhård lønforhandling, selvom hun lige var startet i Egedal Kommune.
– Så mit sidste valg har ikke været enormt bevidst, men generelt er mine valg meget styret af, om jeg føler, jeg får anerkendelse og indflydelse. Jeg har et stort behov for at kunne udvikle mig og agere. Hvis jeg kan det, gør jeg mig enormt umage og er meget pligtopfyldende. Og jeg kunne ikke klare mit job uden det kæmpe netværk, jeg har fået. Jeg har stor respekt for mine dygtige kolleger, som jeg kan ringe til for at få gode råd og sparring. Jeg er en utålmodig natur, som vil meget, men jeg ved også godt, at vi er afhængige af hinanden alle sammen for at nå vores mål, både de personlige og de organisatoriske, konstaterer Marianne Lange.