Jeg er jo glad for at være her

---

– Dengang jeg startede som økonoma, var vi nærmest som ernæringsassistenterne er i dag. Vi lavede mad! Og hvis jeg skulle starte forfra, ville jeg nok vælge den uddannelse, for det var jo mad, jeg ville lave, da jeg valgte at blive økonoma. Det har altid interesseret mig. I dag er mit arbejde mest i den administrative og planlæggende fase. Sådan har tingene forandret sig i årenes løb.
Økonoma Annelise Jensen er 57 år og kan snart fejre 40 års jubilæum på sin arbejdsplads. Hun begyndte som elev i køkkenet på Sankt Hans den 1. maj 1970, og bortset fra en enkelt afstikker til Bispebjerg Hospital som et led i uddannelsen, er Annelise Jensen fortsat, hvor hun begyndte.
Endnu er den bedrift ikke noget særsyn. Kost & Ernæringsforbundets medlemssystem kan stadig spytte en forholdsvis lang liste ud over medlemmer, som har været rigtig mange år på samme arbejdsplads. Men skal man tro arbejdsmarkedsforskerne, vil de runde jubilæer være en sjældenhed på fremtidens arbejdsmarked.

Er blevet behandlet godt

Vi har bedt Annelise Jensen fortælle, hvorfor hun har valgt at gå ind og ud ad den samme dør hver morgen i snart 40 år.
– Jeg tror, forklaringen er meget simpel. Det er nok fordi, jeg er glad for at være her. Jeg føler, jeg er blevet behandlet godt her i køkkenet, og jeg føler, at jeg har behandlet Sankt Hans godt. Vi har et godt arbejdsklima, og jeg synes, vi har indflydelse på, hvad vi laver.
Og så holder jeg jo meget af mine kolleger. Man kommer tæt på hinanden, når man går sammen i så mange år – man følger med i alt: børn, børnebørn, skilsmisser, bryllupper osv.
Det er da heller ikke uvæsentligt, at jeg bor tæt på. Det betyder meget, at hverdagen hænger sammen. Det var guld værd, især da børnene var små. Så det har bestemt ikke været noget offer, siger Annelise Jensen og tilføjer lidt eftertænksomt:
– Hvis det havde været helt forfærdeligt, var jeg nok søgt videre. Men jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle prøve noget andet. Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg føler, at jeg hører til her.
Det er nok den simple grund.

Opskrifter på tavle med kridt

Det kan godt være, at Annelise Jensen ikke har søgt nye udfordringer i arbejdslivet eller er gået benhårdt efter en karriere. Til gengæld har forandringens vinde hvirvlet gennem Sankt Hans-køkkenet. Alene den teknologiske udvikling kan få smilet frem hos Annelise Jensen:
– Jeg kan huske, da vi ikke havde edb. Vi regnede opskrifterne ud på nogle tavler og skrev med kridt. Ja, det lyder helt tosset i dag.
Også sparerunder, omlægninger, ombygninger og fyringer er gledet igennem Annelise Jensens arbejdsplads, der er gået fra at lave mad til mere end 1.000, da hun startede som elev, til 300 i dag.
– Køkkenet har forandret sig meget, og jeg synes, vi er ved målet for, hvad vi kan nå. Det kan godt være, vi var lige rigeligt mange, da jeg startede i sin tid, men i dag synes jeg, at vi er lige få nok. Vi har været igennem mange besparelser, og har udfyldt rationaliserings- og tidsregistreringsskemaer i lange baner. Men det har også været medvirkende til, at vi har oppet os og sagt: “De skal ikke få os ned med nakken”. Jeg synes, vi har kæmpet for det, tilføjer Annelise Jensen, der ikke er den, der har fyldt kalenderen med efteruddannelse.
– Jo, de nødvendige kurser, men ikke ‘det store forkromede’. Fordelen her er måske, at vi holder hinanden i ørene, netop fordi vi er så mange. Hvis man var alene et sted, kunne man måske risikere at gå i stå. Her er vi er nødt til at følge med, siger hun.

Læg sjæl i frikadellerne

Annelise Jensen kan samtidig glæde sig over, at hierarki og hakkeorden er afløst af et mere menneskeligt arbejdsmiljø.
– Da jeg var ung, sad de ‘gamle’ økonomaer inde på kontoret. Dem skulle vi ikke blande os med – der var en vis hakkeorden. I dag er vi meget mere lige, og jeg prøver også at give mine erfaringer videre til de unge piger i produktionen. Det må være min opgave. De kommer og spørger mig, fordi jeg nu er ‘den gamle’, siger Annelise Jensen og tilføjer:
– Jeg prøver at lære dem, at man godt kan lære at lave mad, men at man også skal føle for det. Vi siger, at man skal ‘lægge sjæl i frikadellerne’. Det er ikke nok at stå med temperaturmåleren, man skal også kunne fornemme, hvornår frikadellerne er stegte.

Venter lidt med pensionen

Næste store forandring i Annelise Jensens liv bliver sandsynligvis overgangen til pension. Det huer ikke den 57-årige økonoma.
– Da jeg var 30, tænkte jeg, at jeg selvfølgelig skulle på pension som 60-årig. Det kan man jo sige ustraffet, når man er så ung. Men nu bliver jeg i hvert fald ved, indtil jeg er 62. For jo ældre jeg bliver, jo sværere bliver tanken om at stoppe. Arbejdet fylder jo mange timer om dagen, og den berøringsflade, man har gennem sit arbejde, skal man ud og finde andre steder. Det er ikke bare sådan lige at holde op efter så mange år…