Kommunal service sat på skinner

---

Godt og vel ude af Odense spejder jeg ivrigt efter det nye køkken. Da bilen endelig drejer ned af Teknikvej, går der kun et øjeblik før den lille industribygning dukker op i nybyggerkvarteret.
Jeg går forbi en dør med skiltet ’varer ud’ og overvejer dernæst, om jeg mon kan kategoriseres som ’varer ind’ – inden jeg finder en tredje dør på den anden side af bygningen. Det ligner en personaleindgang.
Vel inde, træder jeg ind i kantinens lyse rum. Vinduer fra loft til gulv inviterer landskabet indenfor – tænk engang, når det grønnes. Det må være et godt sted at holde pause fra ’køkkenlandskabet’, hvor de mange portioner til tider må byde på et både hektisk og ensformigt arbejde.

Lønsedlen i indbakken

For enden af kantinen står en computer, som medarbejderne kan bruge til at tjekke lønsedler og beskeder. De kan også gå på nettet og hente kostfaglig information, hvis de får brug for det i løbet af arbejdsdagen. Eller de kan besøge Kost & Ernæringsforbundets hjemmeside.
– Nogle synes, det er svært i starten, men de vænner sig lynhurtigt til at tjekke, om der er besked til dem, lyder erfaringen fra køkkenets tillidsrepræsentant Jytte Pedersen og køkkenets leder, Jette Eggers forklarer, at et af målene netop har været at gøre alle medarbejderne fortrolige med computeren.
– Når de ved, at de får beskeder i deres postkasse, så er de jo nødt til det. Det kan f.eks. være en status fra cafeerne på plejecentrene, hvor køkkenets medarbejdere på skift har vagt en weekend om måneden, tilføjer hun.
Gennem cafevagterne kan medarbejderne blive mindet om, hvem de laver mad til. De fleste synes, det er dejligt at møde brugene, og de får samtidig også inspiration til ændringer i produktionen.
Weekendvagterne er dog også en måde at fordele arbejdstiden ligeligt mellem alle medarbejdere i den odenseanske køkkenorganisation. Centralkøkkenet har nemlig lukket i weekenden, og uden turnus skulle cafemedarbejderne klare alle weekendvagterne selv.

Med fra starten

Planen om et nyt kæmpekøkken blev vedtaget – og pengene bevilget – allerede i 2005. På det tidspunkt havde kommunen allerede én gang været igennem en omstrukturering, hvor de mange små produktionskøkkener var blevet lagt sammen til to. Dengang skulle køkkenerne spare 15 millioner kroner – og flere medarbejdere.
Det ene af de to tilbageværende køkkener blev tilmed renoveret, og der blev investeret i nye maskiner – i forventning om, at såvel maskinparken som erfaringerne fra den nye struktur kunne flytte med ud i det nye centralkøkken.
Dengang var der ingen, der vidste, at det skulle ligge på en mark lige udenfor Odense.
– Vi havde håbet, det kunne ligge inde i byen, så der var lettere adgang f.eks. for kommende brugere, når vi holder åbent hus, siger Jytte Pedersen. Men når det nu ikke kunne lade sig gøre, så ligger det godt her, mener hun, om end der er to km til bussen.
Der er to ting, der har gjort udfordringerne ved det nye køkken lettere at bære: omtrent fra start blev det slået fast, at der var plads til alle fastansatte. Ingen behøvede at frygte at miste jobbet.
Desuden har køkkenets medarbejdere været med i ’byggegruppen’ i hele projektfasen.
– Vi har haft stor indflydelse på, hvordan køkkenet skulle indrettes. F.eks. var det fra arkitekternes side planlagt uden koldt køkken og uden grøntsagsrum. Men vi insisterede på, at begge dele skulle tænkes med fra starten. Uanset hvilken produktionsform, man kalkulerede med. Og det har vist sig at være et stort held, mener Jette Eggers, der nærmest boede i køkkenet måneden op til indflytningen.
– Håndværkerne var sikkert godt trætte af mig og alle mine krav, siger hun.
Men det har vist sig at være guld værd for køkkens funktion. Produktionen er effektiv, og der er kun ganske få ting, hun i dag kunne ønske sig anderledes.

Fra to kulturer til en

Næste udfordring blev at fusionere to køkkenkulturer.
– Det er faktisk gået over al forventning, mener både leder og tillidsrepræsentant.
– Vi nedsatte nogle flyttegrupper, hvor vi blandede medarbejderne fra de to køkkener. De fik ansvaret for at flytte hver sit område af køkkenet. Det viste sig at være en god ide.
– Socialt har der ikke været problemer. Alle faldt hurtigt ind i en ’smalltalk’ med hinanden, mener Jytte Pedersen. Det var sværere at forene det praktiske. Alle er smadder ærekære. De to køkkener havde hver sin forestilling om, hvordan tingene skulle ordnes, og noget de var særligt gode til – som de nu måtte samarbejde om nye løsninger på.
Men i dag går det helt godt, synes de begge.
– Nu kunne vi måske oven i købet være modne til at arbejde i team, mener Jette Eggers, der til en start valgte at inddele medarbejderne i to arbejdsfællesskaber.
– Så var de flere om ansvaret. Og flere lærte at kende flest mulige funktioner i det nye køkken. Det var en fordel så længe strukturen var ny for os alle, og vi manglede erfaringer med, hvordan vi bedst kunne omlægge produktionen. I starten var vi f.eks. på arbejde fra klokken 4 om morgenen til 23 om aftenen.
Har alle medarbejdere hængt på til alt det nye?
– Der er vist to, der har forladt os, siger Jytte Pedersen. Og vælger den diplomatiske formulering: deres kompetencer lå et andet sted. Og de ville gerne have mere kontakt med brugerne.
– Der er også medarbejdere, der har det hårdt med at arbejde så meget i kulde – både i kølerummet, plukkerummet og pakkerummet. De bliver stive i leddene. Jeg arbejder i termotøj, så det er ikke et problem, tilføjer hun.

Arbejdsmiljøet er en udfordring

Jette Eggers er meget opmærksom på arbejdsmiljøet.
– Det er den allerstørste udfordring, siger hun. Og vi skal have alle de moderne hjælpemidler, vi kan få!
På rundturen i køkkenet demonstrerer hun da også gryder, der kan røre selv, tage vand ind og tømme det ud igen, som selv kan vaske op – og alt muligt. Sammen med diverse ’sug’, og selvkørende bånd, der bruges, når maden portioneres og pakkes.
Alle hjælpemidler til trods, kan det ikke undgås, at der er en del ensidigt gentaget arbejde i så stort et køkken.
– Vi gør meget ud af at minde medarbejderne om, at de skal tage hjælpemidlerne i brug, bytte turnus og sige til, hvis de kører træt i en arbejdsopgave og skal aflastes. Nogle er gode til det. Andre mere tilbageholdende.