Du behøver ikke at kunne se, for at lave mad

---

Finn Oddur samler en klump margarine op i sin ene hånd, stryger fingrene over den, løfter den til næsen og lugter længe og intenst til den. Hans tre klassekammerater udviser ikke helt samme interesse, men alle vil gerne prøve at piske margarineklumperne med sukker. Ned fra loftet hænger stikdåser i forlængerledninger, så elpiskeren kan sluttes til uden at ledningen kommer til at forstyrre på gulvarealet eller rundt om armene på eleverne.
Lærer Kirsten Larsen tager sukkerdåsen frem og ryster den, så eleverne kan høre lyden.
– Nu skal vi veje sukker af, så vi skal have fat i vægten, der kan tale, forklarer hun, og alle følger interesseret og tyste med, mens der hældes sukker op i vægtskålen. Med robotstemme forkynder vægten sit indhold, hver gang der hældes mere på.
– STOOP! Råber Ulrik, da vægten siger 150.
Men nej – det var i går, klassen skulle bruge 150 gram sukker til kagerne. I dag skal der bages dobbelt portion, for der er inviteret gæster til cafetemaet, som Kirsten Larsen og eleverne har arbejdet med gennem længere tid. Naboklassen kommer på besøg senere på dagen.

Et ægs mysterier

Da vægten når til 300 gram er både Finn Oddur og Ulrik opmærksomme og råber stop, stop, stop og flagrer ivrigt med hænderne. Så bliver sukker og margarine pisket sammen, og Sania deler et æg ud til hver af sine kammerater. De får dem på røde plastictallerkener, der farvemæssigt danner en kontrast til æggene. Det gør det nemmere for hende at orientere sig. Ulrik får taget lidt akavet på ægget, som slår revner, da det havner på tallerkenen foran ham.
– Nå Ulrik, nu har du slået ægget ud. Tak for det, siger Kirsten Larsen venligt og med smil i stemmen.
– Osman, du får også et æg. Og nu må du gerne slå det ud.
– Det må jeg også gerne, konstaterer Finn Oddur og banker sit eget æg mod tallerkenen.
Osman lader på opfordring sit æg falde ned på tallerkenen med det ønskede resultat, og så er det tid til at piske igen.

Mad giver mening

Processen er vigtig, når Kirsten Larsen underviser de unge elever i S5 på Synscenter Refsnæs. Tre af eleverne er helt blinde, Sania har en synsrest. Hertil kommer psykiske handicaps, som også kalder på nøje planlægning.
– Køkkenet er et godt rum at udvikle sig i sammen med andre. Intet sted er bedre. Selv autister elsker det, når de kender rammerne. Selvfølgelig kan de! Vi skal bare lægge det til rette, konstaterer Kirsten Larsen.
Og derfor er der da heller ingen grænser for, hvilke projekter hun sætter i gang med sine blinde og ofte også multihandicappede elever. Fra kartoffellægning til kransekagebagning og rouladerulning.
Meningen med at lære blinde at lave mad er oplagt:
– Vi har jo alle brug for mad flere gange dagligt. Det er et fag, der indgår i deres hverdag, og det giver selvværd at kunne byde ind. At lave en kop kaffe eller byde på et stykke kage. Men det kræver, at voksne bruger noget tid og tager blinde børn med i køkkenet og rode i stedet for at sidde foran en båndoptager eller en anden død maskine.

Træning gør mester

Ved bordet med de fire elever er grunddejen færdig. Nu får hver enkelt lov selv at vælge smagstilsætning til sine helt egne muffins. Sania presser en appelsin, Osman kværner hele kanelstænger på den lille, fine kværn med håndsving, Finn Oddur har næsen langt nede i vaniljebøtten, og Ulrik drejer håndsvinget på den manuelle råkostmaskine. Med sin hånd ovenpå Kirsten Larsens lader han fingrene glide ned på de opskårne gulerodsstykker – en helt almindelig blindeteknik kaldet hånd-over-hånd-princippet, der hjælper den blinde til den fysiske kontakt med for eksempel ukendte fødevarer. Ulrik tager derefter en stump og putter op i maskinen og presser den ned med den brune ‘skorsten’ af plastik.
– Man kan godt tænke “sikke da et demokrati” om bagningen, hvor hver enkelt vælger smag. Men det gælder om at finde pædagogikken i hverdagen. Og så er det jo faktisk fordi eleverne har prøvet de forskellige ting før, at de kender mulighederne og smagene. Man taler tit om, at blindes øvrige sanser er så gode. Men de er ikke bedre end vores, hvis de ikke trænes, forklarer Kirsten Larsen.

At se med hænderne

Ulrik tager den næste gulerodsstump og begynder at dreje på råkostmaskinens håndsving med fingrene halvt nede i kværnen.
– Vil du bruge skorstenen eller stikker du bare ‘pølserne’ derned?, spørger lærer Hanne Stricker muntert. I hjemkundskabstimerne er der altid to lærere til de fire elever.
– Jeg ta’r pølserne derned, griner Ulrik uden at gøre alvor af truslen.
Han er netop fyldt 18 år og er optaget af sin nye myndighed. Da hans dej er blevet fyldt med revne gulerødder, prøver han med stor forsigtighed at røre dejen foran sig. Han overvinder et vist ubehag og planter finger for finger i dejen.
– Det var flot. Men du er jo også blevet 18 år, kommenterer Hanne Stricker.
– Jaa, så kan man godt prøve noget nyt og spændende, lyder det tænksomme svar fra Ulrik, der klart er til søde sager.
– Smoothie og brudepige med slør, lyder svaret uden betænkningstid, da han bliver spurgt, hvad der har været sjovest i hjemkundskabstimerne.
Da kagerne er i ovnen, skal der ‘kigges på’ kaffekander. Kirsten Larsen sætter cafetemaet ind i en kulturhistorisk ramme med præsentation af en gammel Madam Blå, et tyrkisk kaffesæt, stempelkande og en fin, gammel sølvkande. Eleverne undersøger kanderne med hænderne, og det afprøves, hvor meget vand den store Madam Blå kan indeholde.
– Sådan ser en mand, konstaterer Ulrik, mens han undersøger en kande.
– JA! Sådan ser en blind mand, samstemmer Kirsten Larsen.

Enkelhed gavner

Efter frokostpausen er det tid til gæstebuddet med naboklassen, der er langt mere ‘hurtigkørende’ end S5. Sania, Ulrik, Finn Oddur og Osman bliver meget stille i den snakkende forsamling, men nyder at være værter ved bordet med kager og specialkaffer, der bliver godt taget imod. Kirsten Larsen sender kaffeposer rundt til duftning. De unge får lov at undersøge en gammeldags kaffekværn og kaffekanderne kommer frem igen. Madam Blå vækker begejstring.
– Nøjjj, der kan være meget te i sådan en fætter her. Hvor nice! lyder kommentaren fra en ung kaffeforsager, som da også er heldig at få serveret en god kop te.
Alle lærerne er opmærksomme på at tale til alle fungerende sanser hos eleverne. At sætte sig i deres sted er en del af jobbet. Kirsten Larsen har 24 års erfaring på synscenteret – og har også prøvet at lave mad med bind for øjnene.
– Alting er så besværligt. Der er også noget med balancen. Du bliver så træt af at stå op og koncentrere dig. Og så er der jo alle risikomomenterne i et køkken. En varm ovn for eksempel. Derfor sætter vi også altid ting ind i kold ovn og udnytter eftervarmen, forklarer hun. En af de faglige udfordringer har været at forenkle eller omforme opskrifter og fremgangsmåder, så de egner sig til den blinde elev.
– De blinde elever har rigeligt at gøre i køkkenet. Derfor skal opskrifterne være skræddersyet til dem – men smag og duft skal bevares, konstaterer Kirsten Larsen.