Gæstekok på engelsk pub

---

Jeg har forberedt turen en måneds tid. Menuerne er justeret med Philip, den engelske bestyrer på pubben. Vi har e-mailet sammen, og der er rettet ind efter råvaremuligheder, priser og kundegrundlaget, som er multietnisk og multireligiøst. Så der skal vegetarmad og ‘minus svin’ på menuen. Jeg formår dog at beholde både frikadeller og flæskesteg på en menu, hvor også kogt torsk, helstegt rødspætte på rodfrugtbund og blomkålsgratin får plads.

Ilddåb og vabler

Jeg er spændt! Hvordan skal det her gå.
Det hele er anderledes. Bare at tænde gaskomfuret kræver sit. De første par dage får jeg svedet både øjenbryn og hårene på armene af, inden jeg overlader antændingen af komfuret til Serge.
Vil englænderne kunne lide mine danske retter? Vil jeg kunne ramme udbud og efterspørgsel, så jeg altid kan servere de 14 retter på menukortet (4 forretter, 6 hovedretter og 4 desserter) uden at smide for meget ud?
Der ligger allerede 50 kilo flæskesteg i fryseren, de første 10 kilo skal jeg stege første dag. Jeg havde glemt, at sværen ikke var ridset, og med de sløve knive denne pub råder over, giver det dagens første vabel.

Med spæk i kufferten

Da jeg ankommer dagen før med Ryan Air, ligger der i min kuffert fem kilo frossen lever og spæk, 100 små stanniolforme, en dåse sprøjtemargarine og kogebogen: The Scandinavian Cookbook af Trina Hahnemann – på engelsk. Det er rart at have nogle gode oversættelser til mine danske retter. F.eks. hedder kærnemælkskoldskål med kammerjunkere: Lemon mousse soup with biscotti. Det lyder da knald godt, synes jeg.
Udover lever og spæk har jeg også en stor pose tørrede tragtkantareller med. Det er nogle, som jeg selv har plukket i skovene omkring Ry og tørret over brændeovnen. De skal bruges i risotto.
Så har jeg selvfølgelig mit kokketøj med. Sikkerhedsskoene har jeg på, de kunne simpelthen ikke være i kufferten!
Jeg satser på ikke at blive stoppet i tolden. De tørrede svampe kunne måske blive et problem, måske ville de mistænke dem for at være euforiserende. Frossen lever og spæk er ikke forbudt at indføre, men jeg er tilfreds med at trille min kuffert gennem security uden at blive taget ud.

Fri til at tage en chance

Hvordan har jeg dog fundet på dette? Eventyrlysten har jeg altid været, min datter bor i London og min svigersøn har en pub. Så det var egentlig ikke så svært.
Desuden er jeg ‘sæsonledig’ fra Traktørstedet Simonsens Have i Den gamle By i Århus i januar, februar og marts. Det er anden gang. Sidste år sendte arbejdsformidlingen mig til køkkenet på Karup Flyvestation. Det var ikke et morsomt arbejdssted, så i år tog jeg sagen i egen hånd.
Da min datter ringer og spørger, om jeg vil komme til London og lave mad i tre uger i stedet for deres kok, der ikke har haft ferie i fire år, siger jeg ja.

Et multietnisk køkken

Mine samarbejdspartnere i køkkenet er ligeså multietniske, som alle jeg møder på gaden og i undergrundstoget. Der er hvide muslimske Serge fra Algeriet og Douglas fra Brasilien, som stort set ikke taler engelsk, selvom han taler hele tiden. I weekenden er der også sorte Costa, som studerer til elektromekaniker i London. Hvordan han kan det, forstår jeg ikke, for heller ikke han taler meget engelsk. Til gengæld kan Douglas og Costa tale sammen på portugisisk, idet begge deres hjemlande har været portugisiske kolonier.
De knokler fra morgen til aften for den engelske mindsteløn på 5,73 pund i timen. Det er ca. 50 kr.

Samarbejdets kunst

Den første weekend koger jeg hønsekødssuppe og laver tarteletfyld af hønsekødet. Jeg får lavet 100 små leverpostejer og 100 frikadeller, som bliver solgt den første weekend. Heldigvis er der ikke den store efterspørgsel på desserter, for jeg når kun at lave ris a la mande, hverken citronfromage, kærnemælkskoldskål eller lagkage ser dagens lys.
Jeg skal skabe plads og respekt i køkkenet. De andre virker ikke ovenud begejstret for alt mit svinekød, og den plads jeg tager. Hele tiden mangler der bradepander, opbevaringsbeholdere og plads i køleskabene. Smil og diplomati stilles på prøve.
Jeg tror ikke, de har haft en kvindelig kok i køkkenet før. Men da de opdager at jeg kan tage fat og også hjælpe med de engelske retter, bliver det bedre. Da de tre uger er omme, er vi pals (venner).

En sneøl til at slutte af på

Mens jeg er i London bliver hele byen dækket af et hvidt snelag. Det har de ikke oplevet siden 1991. Hele byen går i stå. Ikke en eneste af de røde dobbeltdækkerbusser kører og stemningen er euforisk og glad. Alle børn er på gaden, og jeg har aldrig i mit liv set så mange snemænd på så lidt plads. I Clissold Park står mindst 50.
Pubben åbner ekstraordinært denne mandag formiddag. Og vi sælger – bedre end på ugens bedste dag, søndag. Glad er jeg – og træt – da jeg lægger forklædet kl. 23 om aftenen og går i pubben og får mig en pint.