Hjem igen – tyk igen

---

– Det er lige så vigtigt som opholdet!
Annette Berthelsen er klar i mælet, når hun skal vurdere betydningen af kommunal opfølgning.
Hendes datter, Janet, var i foråret 2008 på et ti ugers ophold på julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund. Da hun kom hjem med en god portion selvtillid og et solidt vægttab, stod en sundhedsplejerske klar til at følge hende med vejning, snak og forældrekontakt.

Mad som trøst

Janet er 14 år og lillesøster til en bror med Aspergers syndrom. Storebroderens psykiske handicap fylder meget i familien – og gjorde det i særdeleshed i tiden forud for julemærkeopholdet.
– Janet var nok blevet lidt for vant til at passe sig selv. Og på et tidspunkt begyndte hun at tage voldsomt på i vægt, fordi hun trøstespiste, husker Annette Berthelsen. Storebroderen var hård ved Janet og drillede med overvægten. Samtidig havde Janet indlæringsproblemer og trivedes ikke i sin klasse.
– Hendes selvtillid var ikke stor. Hun vejede 10 kilo for meget, og jeg syntes ikke, der var nogen grund til at vente med at gøre noget til det blev 30-40 kilo, forklarer hendes mor.
Løsningen blev opholdet på Fjordmark.
– Janet voksede psykisk. Hun fik lov at være sig selv. Der var ingen, der var efter hende. Hun blev meget gladere og tabte otte kilo, fortæller en glad mor.
I dag knap et år efter hjemkomsten trives Janet stadig – på en ny skole og uden anden vægtforøgelse, end den, der passer til højdetilvæksten.

Børnene følges

Sundhedsplejerskens indsats har været afgørende, mener Annette Berthelsen.
– Som forældre får man ekstra megen fokus på, at barnet skal holde vægttabet, når der er én, der følger med på sidelinjen. Og i forhold til Janet er det meget lettere, når det er sundhedsplejersken, der siger, ‘husk madpakken, husk morgenmaden’ eller hvad det nu er.
– Som forælder til børn i den alder, bliver man jo hurtig træls, griner Annette Berthelsen, som ved flere lejligheder er blevet ringet op af sundhedsplejersken eller har mødt hende på skolen.
– Så har vi snakket om, hvordan Janet har det nu, og jeg har forklaret om vores hverdag, for det er Janet ikke altid selv så god til. Sundhedsplejersken er også kommet med idéer og har prøvet at få Janet i gang med boldspil og badminton. Det har været rigtig fint, at der er noget bagefter opholdet. Overvægt kan jo nemt komme igen, pointerer Annette Bertelsen.

En voksen ven

Det gik op for Sundhedsstyrelsen, da de i 2005 lavede en opsamling på tiltagene for overvægtige børn i Danmark, at julemærkehjemmene gør et godt stykke arbejde, men at effekten i hvert fald vægtmæssigt ikke er langtidsholdbar.
Det fik Indenrigs- og Sundhedsministeriet til at bevilge 8 millioner kroner til et to-årigt projekt, som satte gang i den kommunale opfølgning, som Janet og Annette Berthelsen har nydt godt af. Det betyder, at der i dag er en tovholder i hver kommune, som skal finde en kontaktperson til børnene. Det kan være en voksen ven, en sundhedsplejerske eller en idrætsinstruktør, der får ansvaret for at følge barnet.
Indtil videre er der kun positive tilbagemeldinger på opfølgningen, men kun tiden kan vise, om den generelt vil gøre det nemmere at bevare vægttabet.

Fokus på det ømme punkt

Allerede inden børnene kommer på julemærkehjem, skal forældrene tage stilling til, om de vil tage mod tilbuddet fra kommunen.
– Og det siger stort set alle forældre heldigvis ja tak til, fortæller Vibeke Sørensen, der er leder af Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund, hvor Janet har været.
Julemærkehjemmene fortsætter samtidig med, så vidt muligt, at udvide samarbejdet med forældrene, så børnene også får bedst mulig støtte derhjemme.
– Vi skal selvfølgelig først og fremmest lære barnet at kende. Men vi har også en meget direkte facon og tager med det samme hul på det, der gør ondt. Vi vil typisk sige ‘Hvad er du blevet for tyk af?’ til et overvægtigt barn, der kommer på besøg inden opholdet. Dermed har vi med det samme skabt grobund for et meget forpligtende samarbejde med familien.
Mens børnene er på julemærkehjemmet, er der forældredage om kost og motion.
– Vi videregiver vores erfaringer og sørger for, at det ikke bliver så indviklet. Vi kostberegner jo ikke og den slags. Men der skal være et rigtigt forhold mellem indtag og forbrænding. Og så skal børnene kunne leve med ændringerne!
– Vi opfordrer også forældrene til at tænke over, hvordan de selv vil spise. Som de plejer, eller som børnene. For det betyder jo noget, når børnene kommer hjem. Så det er godt at gøre sig nogle overvejelser inden.