Mellem køkken og afdeling

---

– Nå, skal vi gå op og se, hvordan landet ligger.
Kostkonsulenten går med raske skridt hen ad fliserne i de underjordiske gange, der forbinder bygningerne på Regionshospitalet Holstebro. Det er onsdag formiddag og 49-årige Hanne Sahl er på vej til at få sig en snak med en af hospitalets 18 afdelinger.
– Vi skal derop, fordi de har bestilt 90 stykker frugt, det er dobbelt så meget som andre afdelinger, siger Hanne Sahl, der blev ansat som kostkonsulent for godt syv år siden, fordi køkkenets chef syntes, at det var vigtigt at få et bindeled imellem køkkenet og afdelingerne.
Væguret på gastrokirugisk afdeling har lige passeret elleve, da Hanne Sahl møder to serviceassistenter i afdelingens køkkenniche.
– Vi synes, det er uheldigt, at du går ind og streger i vores bestillinger, siger en af serviceassistenterne. Hun er tydeligt irriteret.
– Ideen er, at I bestiller det, I har brug for. Jeg har set, at I har smidt meget af frugten ud. I kan bare bestille næste dag, hvis I har brug for mere, siger Hanne Sahl.
Hendes telefon afbryder flere gange diskussionen.
– Egentlig er jeg her, fordi jeg skal høre, om I kan nøjes med én madvogn, siger hun til slut. Og det er vi enige om, kan jeg forstå.

Hele tiden i dialog

Hanne Sahl sætter kursen videre mod fødeafdelingen på tredje etage.
– Nå, der landede vi lige i orkanens øje, siger hun efterfølgende. Mit job kræver personlige egenskaber, hvor man kan snakke med sine kolleger – og måske give sig lidt nogle gange. Du er nødt til at kunne mærke efter. Meget af min arbejdstid går med dialog og at snakke om tingene.
På vej op med elevatoren kimer hendes uundværlige telefon igen.
– Det var Intensiv A, der ringede, fordi de ikke har fået nogen madvogn 2. pinsedag. Hvor mon den er blevet af! Det er godt, at de ringer nu og ikke om 14 dage. Det gør det nemmere at opklare, hvad der er gået galt.
Ude på gangen drøner en person i hvid kittel forbi Hanne Sahl og siger hej i forbifarten.
– Tak for sidst, siger Hanne Sahl tilbage.
Hanne Sahl er tydeligvis et kendt ansigt, og hun færdes hjemmevant på afdelingerne.
– Der er næsten altid nogen, der griber fat i mig med et eller andet spørgsmål eller ønske til køkkenet, når jeg går en rundtur på afdelingerne.
– Det vigtigt, at jeg lytter til personalet. Hvad er deres dilemmaer, og hvilke patienter står de overfor. Der er forskel på, om det er psykiatriske patienter, der ligger her tre måneder, eller om det er fødende eller børn, eller om det er neurologiske patienter, som ingenting kan. Man kan sige sig selv, at de skal have forskellige tilbud. Derfor er det vigtigt, at jeg kommer op og lytter, og handler på det, jeg hører, så de føler, at det nytter at snakke med mig.

Skal selv smøre smørrebrødet

På fødeafdelingen er de irriterede over, at centralkøkkenet ikke længere vil smøre deres smørrebrød. Personalet synes, at det det giver mere arbejde, fordi de nu skal servere patienternes mad på en helt anden måde.
– Vi er kun to om aftenen og har kun en halv time til at skære rugbrød, servere suppe og lægge salat frem, siger den ene af serviceassistenterne.
Hanne Sahl giver dem ret i, at det ikke er lang tid. Snakken ender dog med, at de enes om at se, hvordan det går næste uge med.
– Det er min fornemmeste opgave at gå ind og se, hvad kan jeg gøre ud fra de rammer, vi har i køkkenet såvel som på afdelingerne. Hvordan vi kan komme afdelingernes ønske i møde? Eller om jeg kan gøre et eller andet, så de får en anden tilgang til f.eks. at skulle servere maden på afdelingerne?
– Jeg ved, hvilket rum jeg har at agere i, takket være min chef. Det er guld værd med en cheføkonoma, der i den grad uddelegerer opgaver. Ellers kunne jeg ikke sidde i en funktion, som den her. Så ville jeg jo ude på afdelingerne igen og igen skulle sige: det ved jeg ikke, det skal jeg spørge om i køkkenet. Det kan du ikke bruge til noget. Du er nødt til at være klædt på til at kunne træffe nogle beslutninger.

God til at udrydde misforståelser

Kostkonsulenten skal informere om nye tiltag og være med til at skabe dialog, hvis afdelinger og køkken ikke lige kender hinandens behov.
– Afdelingerne skal bestille det, de har brug for, ikke mere. Hvis deres bestillinger er alarmerende høje, snakker jeg med dem om det for at minimere spildet. Køkkenpersonalet skal lave maden efter afdelingernes behov og pakke madvognen korrekt. Portørerne skal transportere madvognene sikkert fra køkken til afdelinger. Serviceassistenterne skal anrette maden pænt, og plejepersonalet skal servere den, så den ser godt ud.
– Så der er mange steder, det kan gå galt, forklarer hun og nævner også problematikken med menukortene.
Alle patienter, der er indlagt i mere end 24 timer, skal have udleveret et menukort, så de kan vælge, hvad de vil spise. Men et par afdelinger udleverer ikke kortene pr. automatik.
– Så må jeg snakke med dem og måske tage et møde med afdelingssygeplejersken.
Hanne Sahl opfordrer til, at det personale, der passer patienterne, også serverer maden. Så sker der færre fejl, er hendes erfaring.
– De kender patienten og ved, om han eller hun har en god eller dårlig dag. Den fornemmelse har kollegerne ikke nødvendigvis. Det er også vigtigt, at det samme personale tager maden ud, så de kan registrere, om den er spist.
Det kan også være afdelingerne, der har et ønske til køkkenet. Og så må Hanne Sahl ned og overbevise sine kolleger.
– Eksempelvis har mange patienter på neurologisk afdeling svært ved selv at smøre franskbrødet, og plejepersonalet synes det er for stor en opgave for dem. Så må jeg i køkkenet for at skabe forståelse for, hvorfor vi skal gøre det for dem.

Dialogen går begge veje

Hanne Sahl synes, det er beklageligt, at der er steder, hvor man skærer kostkonsulenterne væk.
– Vi er i en opbyggende fase. Hvis du ser ti år tilbage, så har vi virkelig rykket. Når vi dengang kom på afdelingerne, var holdningen, at ‘nu kommer hun igen for at kontrollere’. Men det er slet ikke den følelse, jeg har i dag, fordi jeg gør meget ud af at snakke med personalet.
Hanne Sahl kommer på afdelingerne lige så meget for at blive klogere, som for at bidrage med noget.
– Dialogen går begge veje. En stor del af arbejdet er at have empati og fornemmelse for, hvad har jeg med at gøre. Vi kan skrive os ud af mange ting. Du kan sende mange formularer og beskeder ud, og det gør vi også en gang imellem. Men dialog om tingene er guld værd. Den er med til at øge forståelsen.