Processing time: 1328946597.7286 secs
Børnene spiser og spiser, men de skal også nå gennem en tre retters menu i den italienske skolekantine. Køkkenliv har spist med i både Rom og Milano.

Måltidet får en førsteplads


“Hello, hello”, børnene gestikulerer med både arme og ben, for at hilse på se den lille delegation, der er kommet på besøg langvejs fra for at spise med i deres kantine.
Det er de yngste klasser, der sidder bænket omkring bordene. Og bortset fra den hjertelige velkomst til os, der er inviteret til at se, hvordan italienske skolebørn får serveret frokost på skolen i Piacenza, en provinsby i Emilia Romagna regionen, koncentrerer de sig om maden. Og skulle tallerknen blive tom, rækker de en lab i vejret, så bliver den fluks forsynet med en ny portion.

Fra kold til varm

Menuen består som regel af en pastaret – i dag lasagne med pesto – stegte og marinerede courgetter og auberginer, frisk, sprød, grøn salat med lækker friskost og regionens berømte parmesan. Brød til. Og frugt til slut. Enkelt og velsmagende.
I dagens anledning har Maria, der leder skolekøkkenet, bagt både citronkage og æbletærte til dessert. Ligesom vi også er så heldige at slutte måltidet med en vaskeægte italiensk espresso.
Da vi rejser os velforsynede efter en god time ved bordet, er børnene netop sprunget af sted mod legepladsen, og vi får lejlighed til at veksle et par ord med Maria, der står for skolekøkkenet på 16. år.
Maria får hjælp af to assistenter – og endnu et par stykker giver en hånd med, når maden skal serveres, og der skal ryddes af efter måltidet. Serviceniveauet er højt i de italienske skoler – og børnene har tilsyneladende trukket frinummer.
Maria er kokkeuddannet, mens assistenter og hjælpere er ufaglærte. Alle job i køkkenet er deltidsjob. Maden leveres nemlig næsten færdig fra det kommunale centralkøkken.

Friske leverancer

Der stilles høje krav til maden. Den skal være frisk og tilberedt fra bunden. Brødet må eksempelvis højst være 6 timer gammelt.
Siden sidst i 90’erne har man her i regionen desuden arbejdet på at fremme det bæredygtige måltid. Det betyder, at lokale, økologiske landmænd leverer størsteparten af råvarerne til centralkøkkenet. Varerne bliver kørt ind i køkkenet tidligt om morgenen og sendes ud igen som færdige måltider eller klargjorte råvarer, omkring middagstid.
Da vi besøger køkkenet sidst på formiddagen, er det derfor så godt som tømt for både mad og medarbejdere. Og den sidste kølebil er på vej ud af indkørslen.
– Hver morgen ved firetiden møder ti kvinder op ved de lange stålborde, bevæbnet med skrælleknive, parate til at skylle, hakke, snitte, skære og klargøre råvarer til 6.000 skolebørn på kommunens 34 skoler, forklarer centralkøkkenets leder, mens hun viser rundt i køkkenet.

Lokal forsyning

Det økologiske jordbrug, Il Giarone, er en af hovedleverandørerne til centralkøkkenet i Piacenza.
– 70 procent af vores omsætning går til skolekøkkenerne, fortæller Nadie Libé, der står for produktionen sammen med sin mand og to ansatte.
Og en rundtur på markerne bekræfter hurtigt, at der er både vandmeloner, salathoveder, agurker og andre gode sager i vente for skolebørnene.
Il Giarone er med i et mindre konsortie af økologiske landmænd, der deles om at levere til de skolekøkkener – en konstruktion, der sikrer skolerne råvarer. Og de økologiske jordbrug en rimelig afsætning.
Studieturen, som Køkkenliv deltog i, var arrangeret af DTU i samarbejde med universitetet i Milano.

Italiensk skolemad i flere modeller

Alle skoler i Italien er forpligtet til at servere skolemad. Men lovgivningen forvaltes forskelligt fra region til region.
Ifølge Roberto Spigarolo, der forsker i skolemad ved universitetet i Milano, findes de mest velfungerede madordninger i det velstillede norditalien og i Rom. Mens det i højere grad halter med tilbuddene i de sydlige regioner.
Men selv fra Rom til Milano er der forskel. Mens maden i Milano produceres centralt og blot færdiggøres på skolerne, produceres maden i Rom i skolekøkkenerne.
Også de nationale krav om, at 60 procent af maden skal være økologisk. At skolemaden skal holde lokale madtraditioner i hævd. Og at flest mulige råvarer skal være dyrket lokalt, tilpasses den politiske virkelighed i den enkelte region.
I Rom lægger skoleforvaltningen større vægt på det lokale aspekt end på økologien. Og der er blot et skuldertræk og et smil til svar på spørgsmålet om, hvordan lokale råvarer kan prioriteres, når EU kræver, at ordrer på mere end 1,5 mio kr. skal sendes i udbud.

Plads til forbedringer

Valerio Sarti fra universitet i Milano er ikke bleg for at kalde Italiens skolemadsordninger for de bedste i verden.
– Men selv her er der plads til forbedringer, erkender han. Og skoleforvaltningerne i Rom og Milano kunne lære af hinandens erfaringer. Eksempelvis er spildet for stort, når maden produceres på skolerne.
Alligevel hælder han til Rom-modellen.
– Men serviceniveauet er ekstremt højt – og det er dyrt. Mindre service og mere selvservice ville være en forbedring.

Centralt eller lokalt

Centralkøkkenet i Piacenza, drives af det private cateringfirma, Cir Food, der også beskæftiger medarbejderne ude i skolekøkkenerne. Den centrale forarbejdning er en økonomisk fordel, da skolekøkkenerne slipper for at investere i en række køkkenmaskiner. Til gengæld er den forbundet med en ressourcekrævende transport af maden.
I Rom produceres maden i skolekøkkenerne. Det kræver nøje planlagt logistik at få varerne bragt ud i de enkelte køkkener. Og produktionen er dyrere. Men de pædagogiske fordele opvejer klart merprisen, mener skoleforvaltningen i Rom.
Også i Rom er det private cateringfirmaer, der står for produktionen og har ansvaret for, at maden lever op til kommunens krav om friskhed, fairtrade- og økologimærker. Menuplanerne bliver til gengæld udarbejdet centralt af kommunens 70 diætister. Og selvom de er ens for alle skoler, forskubbes planen så alle køkkener ikke skal tilberede samme mad på samme tid – af hensyn til forsyningssikkerheden, men også for ikke at støvsuge markedet helt og aldeles for de råvarer, der står på skolernes menu.

Skolemaden betaler sig

Skolemaden er et tilbud til alle elever og er delvist forældrebetalt. Det varierer fra region til region, hvor stort tilskuddet til skolemaden er. I Rom betaler forældrene f.eks. 2 € for et måltid, der koster kommunen 5 €. Men pengene er godt givet ud, mener kommunen.
– Bystyret er overbevist om, at Rom på sigt sparer penge til sygehusophold og behandling af livsstilssygdomme, forklarer Roberto Spigaroli.
Giorgio Donegani, der arbejder i undervisningsministeriets afdeling for ‘food education’, i en slags ‘madkulturkommission, opfordrer dog til større opmærksomhed på skolemadens ernæringsmæssige værdi, hvis der skal dæmmes op for fedmeepedemien.
– Grøntsagerne skal serveres først. Eller sammen med ris og pasta, foreslår han, ellers spiser børnene dem ikke.
Men det synspunkt deles ikke af Paolo Agostini fra Roms skoleforvaltning.
– Tidligere var vi mere rigide med, hvad der var sundt og usundt. Men vi har fundet ud af, at det betaler sig at være mere fleksible, siger han.
– Børnene skal have mange smagsoplevelser i løbet af dagen. Og hvis de får chokolade om formiddagen (hvad de gør, red.) er der større chance for, at de spiser minestrone til middag.

Forbudt for børn

Der er ikke skyggen af børn i de italienske køkkener, og det er gang på gang de strenge hygiejneregler, der nævnes som en hindring. De er tilmed med til at gøre det vanskeligt for skolebørnene at få lov til at besøge de lokale bønder for at klappe koen og smage på den friske mælk. Eller røre i ostemassen. Aktiviteter som Undervisningsministeriets ‘madkulturkommissionen’ (se side 14) ellers drømmer om at styrke.
Selvom det ikke er så lang tid siden, at italienske børn kunne se bedstemor tørre tortellini på tørresnoren, er det længe nok til, at viden og færdigheder omkring den italienske madkultur er på vej til at sive. Så også for italienske skolefolk er det magtpåliggende at skolemaden kobles med viden om maden. Det er ikke nok at servere et kulinarisk veltilberedt måltid.
Og netop derfor søger madkulturkommissionen om penge til at afprøve nye skolemadsmodeller.
– En del af projektet går ud på, at børnene skal lære, hvor maden kommer fra. De skal blandt andet ud på de gårde, der leverer råvarerne og se, hvordan de bliver til. Og de skal selv have fingrene i maden, opfordrer Giorgio Donegani fra kommissionen.

Alternativet til skolemad

Skolemadsordningen er frivillig. Hvis børnene ikke er tilsluttet ordningen, tager de hjem i den lange, to timers frokostpause. Eller de kan benytter skolens madautomater eller den nærmeste sandwichbar. Madpakkerne nævnes derimod ikke som et alternativ – formodentlig fordi de aldrig har været en del af italiensk madkultur. Nogle skoler forbyder eleverne at have mad med i skole af hygiejniske årsager.

Skolemad i Italien

Italien har nogle af de ældste og mest veletablerede skolemadssystemer i europa.
Der serveres et daglige måltid til alle børn fra børnehaven til 6. klasse.
I alt 4,3 mio måltider.
I Rom eksempelvis 140.000 måltider.
Tilbuddet om skolemad er frivilligt. De fleste familier vælger måltidet til.
Et måltid koster 35-40 kr. Forældrene betaler 15 kr. Resten er kommunale tilskud.
I nogle regioner er prisen indkomstreguleret. Desuden findes der forskellige fripladsordninger.
Der er høje krav til råvarernes smag, friskhed, dyrkning og oprindelse.
Økologiandelen ligger omkring 40-60 procent.
Økologiske landmænd slutter sig sammen og dyrker på kontrakt for regionerne.
Omkring 70 procent af skolemaden tilberedes af private cateringfirmaer. Resten kommunalt.
Der oprettes stadig flere privat-offentlige partnerskaber omkring skolemaden.

Artiklen er en del af et tema:
Skolemad skal give madglæde
Artikler i Køkkenliv:
Obligatorisk skolemad er næppe lige om hjørnet
Mad efter alder
Nyt koncept gav nye udfordringer
Skolemad i Italien: Måltidet får en førsteplads
Skoleeleverne spiser på plejehjemmet
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Hjemmeside om kost og motion til lærere og elever
Børn har ret til skolemad
Sultne børn kan ikke følge med i skolen
Køkkenleder: Jeg kunne godt tænkte mig debat
Sund mad godt for skolebørn
Flere netnyt i temaet

Processing time: 0.1848 secs