Processing time: 1328950455.4977 secs
Et uheld for fem år siden ændrede Marianne Mortensen arbejdsliv for altid. Men ved fælles hjælp fandt leder og medarbejder en løsning, der er til at leve med.

Ærlighed førte til fleksjob

Kost, ernæring & sundhed 7 · 2009

Ny lov om sygefraværssamtaler træder i kraft til januar 2010. Arbejdsgivere skal indkalde sin syge medarbejder til samtale senest fire uger efter sygemeldingen.
Aftalen er en del af trepartsforhandlerne forud for forårets overenskomstforhandlinger. Målet er at begrænse sygefraværet.
Marianne Mortensen havde været ansat som ernæringsassistent i Odense Kommune i 21 år, da en ulykke ændrede hendes arbejdsliv.
– Jeg var på vej til arbejde og faldt ned ad trapperne. Datoen står tydeligt i min erindring, det var den 12. august. Der lå jeg, og da jeg kom på sygehuset, viste det sig, at min ryg havde fire brud, fortæller Marianne Mortensen om det uheld, der satte gang i sygefraværssamtaler, fyring, jobtræning – og genansættelse på nye vilkår. For heldigvis har Marianne Mortensen en leder, der gerne ville beholde sin medarbejder.
De sidder begge med en kop kaffe på cheføkonoma Jette Eggers kontor i den nye bygning, der rummer Odense Madservice, som leverer mad til godt 2.000 borgere i kommunen.

For hård en tilbagevenden

Marianne Mortensen var sygemeldt i fem måneder efter uheldet og følte derefter, at hun var klar til at vende tilbage til jobbet. Men det gik ikke helt som forventet.
– Jeg troede, at jeg kunne klare det, men det kunne jeg jo ikke. Jeg startede med at have nogle få timer, men det gik ikke. Jette fandt ellers nogle andre arbejdsopgaver til mig, blandt andet på kontoret. Jeg kunne da godt klare at arbejde fuldtid, men så var jeg ingenting værd, når jeg kom hjem, og det går jo ikke, når jeg er alene med to børn, siger Marianne Mortensen.

Fyret alligevel

Marianne Mortensen blev kaldt ind til en sygefraværssamtale, og selvom fællestillidsrepræsentanten forinden havde fortalt hende, at hun nok ville blive fyret, husker hun samtalen som god. Under samtalen blev det nemlig skrevet ned, hvad de skulle arbejde hen imod, for at hun kunne vende tilbage på arbejde.
– Dengang havde vi ikke partnerskabsaftalen (se box) med Kost & Ernæringsforbundet, men jeg fik trumfet igennem, at vi kunne benytte en aftale, der lå med FOA, fordi jeg gerne ville beholde Marianne. Så selv om hun var opsagt, kunne hun vende tilbage til jobbet efter opsigelsesperioden, siger Jette Eggers, og Marianne Mortensen tilføjer:
– Jeg var aldrig i tvivl om, at Jette ville beholde mig, og det var rart at vide midt i alt det andet.
Men fyresedlen undgik Marianne Mortensen altså ikke.
– Jeg kneb da en tåre, da jeg fik brevet. Selv om jeg nu godt vidste, at jeg kunne vende tilbage, så var det underligt at stå med en opsigelse efter så mange år på den samme arbejdsplads.
Mens Marianne Mortensen var sygemeldt blev hun jævnligt kontaktet af sin chef, der også opfordrede hende til at møde op på arbejdspladsen for at hilse på.
– Alle var så søde og forstående, og det var rart, at Jette understregede, at jeg bare skulle tage det stille og roligt, ind til jeg var klar til at vende tilbage – for det ville jeg jo gerne, siger hun.

Fleksjob i sidste ende

Da det blev klart, at Marianne Mortensen ikke kunne arbejde lige så meget som tidligere, skulle hun til møde med en sagsbehandler på kommunen – som stillede hende overfor et noget drastisk ultimatum!
– Pension blev nævnt som det første, men jeg sagde, at det var jeg ikke klar til. Og på vejen hjem kørte jeg i stedet ind på en skole og fik lavet en aftale om et jobtræningsforløb.
– Sagsbehandleren var ikke vant til så driftige borgere, men jeg fik mit forløb, og efter et år blev jeg indstillet til et fleksjob – og det er hurtigt, hører jeg fra andre, som har været i samme situation. Men jeg har også altid fået at vide, at jeg er noget for mig selv, griner Marianne Mortensen.
Hun er glad for, at det endte med et fleksjob, men det har været svært, især psykisk.
– Tanken om, hvad der ville ske, hvis jeg ikke blev godkendt til fleksjob, lå hele tiden og lurede. Og selvom jeg har fået stor opbakning fra Jette og mine kolleger, er det er lidt mærkeligt, at jeg ikke kan lave det samme som de andre, og at jeg skal gå hjem før alle andre. Det har jeg skulle vænne mig til, siger hun.
I dag arbejder Marianne Mortensen fra 7 til 12 alle hverdage, men arbejdet er fordelt, så hun er to timer i køkkenet og tre timer på kontoret. Hver 4. weekend arbejder hun i weekenden fire timer begge dage.
– Det er i cafeteriet, så det smager lidt af gamle dage, før jeg kom til skade.
Ærlighed er nemmest
Både Marianne Mortensen og Jette Eggers understreger, at man kommer længere med åbenhed i et sygdomsforløb.
– Jeg har været meget ærlig og vist Jette alt, hvad jeg har fået af papirer fra sygehuset, siger Marianne Mortensen.
– Og så er det nemmere at støtte den ansatte i at finde den rigtige løsning, fastslår Jette Eggers.

Artiklen er en del af flere temaer:
Psykisk arbejdsmiljø
Artikler i Køkkenliv:
Kuren skal følges
Trivselsmålinger tager temperaturen
Alle trives ved at gøre et godt stykke arbejde
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Sprog skaber arbejdsmiljø
På arbejde i varmen
Hoffet gør noget ved arbejdsmiljøet
Flere netnyt i temaet
Tillidsrepræsentanter
Artikler i Køkkenliv:
I evig kamp med politikerne
Vi skal ud af køkkendøren
Sådan et resultat er sliddet værd
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Kvinder halter bagefter mænd
Nye regler skal gøre dig hurtigt rask
Danmarks fremtid hænger på dine skuldre
Flere netnyt i temaet
Tema om ledelse
Artikler i Køkkenliv:
Ærlighed førte til fleksjob
En samtale til gavn for begge parter
En god samtale kræver forberedelse
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Coaching er vejen frem
Videncenter for ledelse
Netværks-hjælp til kvinder
Flere netnyt i temaet

Processing time: 0.1286 secs