Processing time: 1328946841.9649 secs
Som noget nyt skal alle offentlige arbejdspladser lave trivselsmålinger hvert tredje år. Det vigtigste er dog ikke selve målingen, men den rette diagnose og den efterfølgende kur.

Kuren skal følges

Kost, ernæring & sundhed 9 · 2009

Find balancen. Trivsel er det enkelte menneskes oplevelse af balance og følelsen af at have overskud både fysisk og mentalt .
Kampagnen ‘fra stress til trivsel’, Videnscenter for Arbejdsmiljø
Fremover kan alle offentligt ansatte se frem til at få undersøgt trivsel og medarbejdertilfredshed på arbejdspladsen mindst hvert tredje år. Det blev aftalt mellem regeringen, kommuner, regioner og arbejdsmarkedets parter i 2007 med virkning fra 2008 – og første gang er senest i 2011.
Det vil sige, at der nu jævnligt skal ske både en vurdering af arbejdspladsen (APV) og af trivslen. Alt sammen for at øge fokus på det psykiske arbejdsmiljø – og holde sygefraværet i skak.

Der skal aftales en kur

Øget trivsel kræver imidlertid andet og mere end en spørgeskemaundersøgelse, lyder advarslen.
– Det er positivt, at trivselsmålingerne giver mulighed for, at arbejdspladserne forholder sig til, hvordan medarbejderne har det, om de trives, så alle målinger på arbejdspladsen ikke kun handler om kvalitet og lignende, siger Hans Hvenegaard, der er forsker og specialist i arbejds- og organisationspsykologi i konsulentvirksomheden Team Arbejdsliv.
Men han frygter, at det bliver ved selve målingen. Og det er selvfølgelig ikke nok.
– Der er stor sandsynlighed for, at der er noget, der skal gøres, noget der skal sættes tid og penge af til. Og her ved jeg fra mange arbejdspladser, at det er et problem at få startet en proces, hvor der arbejdes med de problemstillinger, som kommer frem under trivselsmålingen.
Enten bliver der brugt så megen energi på selve målingen, at der ikke er overskud til mere. Eller også opfattes målingen som et resultat i sig selv.
– Så tror man, at man er færdig. Men en trivselsmåling er som at få stillet en diagnose: hvis ikke der kobles en kur eller behandling til, nytter det ikke. Så risikerer man, at målingen kun vil skabe frustration, advarer han.

Og kuren skal følges

Det er ikke nemt at fortolke resultaterne af en trivselsmåling. Og hvis man får lavet en forkert analyse eller drager en forkert konklusion, så får man også givet en forkert kur. Derfor er det vigtigt at hente professionel hjælp til analysen – f.eks. i personaleafdelingen.
For at få fuldt udbytte af en trivselsmåling er det også meget vigtigt at opfange de ideer og ytringer, der kommer frem i den efterfølgende fælles dialog og debat om målingens resultater.
Og så skal trivselsmålingen ikke bare munde ud i en handleplan, som bliver stillet op på en hylde sammen med alle de andre handleplaner.
– Det, man aftaler at gøre, skal indarbejdes i de daglige rutiner eller i arbejdets organisering, anbefaler Hans Hvenegaard.

Fakta om trivselsmålinger

Alle offentlige arbejdspladser skal fra 2008 lave trivselsmålinger mindst hvert tredje år.
Trivselsmålingerne kan evt. ske i tilknytning til APV.
På regionernes arbejdspladser skulle de første trivselsmålinger være gennemført inden 1. april 2009. I kommunerne senest ved næste APV og inden 2011.
Det øverste MED-udvalg har ansvaret for at udarbejde trivselsmålingernes retningslinjer og opfølgning.
Det er op til den enkelte arbejdsplads, hvordan man vil lave trivselsmåling.

APV og trivsel

I en APV er der fokus på, at arbejdspladsen skal være sund og sikker for medarbejderne og dermed på teknisk forebyggelse og udpegning af risikofaktorer i både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø.
I en trivselsmåling er der fokus på medarbejdernse motivation og følelsen af at være i balance. Og det er medarbejdernes arbejdsglæde og tivsel, der skal forbedres.
APV og trivselsmålinger kan gennemføres samtidig eller adskildt.

Artiklen er en del af et tema:
Psykisk arbejdsmiljø
Artikler i Køkkenliv:
Kuren skal følges
Trivselsmålinger tager temperaturen
Alle trives ved at gøre et godt stykke arbejde
Nærvær skaber trivsel
Visse vasse: Trivsel kommer ikke af sig selv
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Sprog skaber arbejdsmiljø
På arbejde i varmen
Hoffet gør noget ved arbejdsmiljøet
Test dig selv som medarbejder
Arbejdsmiljøet også vigtigt for lederen
Flere netnyt i temaet

Processing time: 0.1796 secs