Håndsrækning til selvtilliden

---

– Jeg har aldrig før været på et mere nærværende og brugbart kursus.
Køkkenleder Anne-Marie Schneider frådser ikke med ordene. Når hun taler, bliver der lyttet ved bordet, hvor fem kostfaglige fra Kolding Kommune er samlet for at fortælle om det kursusforløb, der var en åbenlys nødvendighed efter den seneste ‘beskæring’ på køkkenområdet i Kolding.
I halen på strukturreformen forsvandt 19 stillinger. Størsteparten af produktionen blev udliciteret til Fælleskøkkenet Elbo I/S i nabokommunen, og alle Koldings produktionskøkkener blev forvandlet til modtageenheder, der får sovs, kød og desserter fra Fælleskøkkenet.
Tilbage stod omkring 50 medarbejdere, der skulle prøve at finde fagligt fodfæste efter at “maden var blevet taget fra dem”, som ernæringsassistent Tine Poulsen formulerer det.

Udvikling er et must

– Det var tydeligt for alle, at der skulle ske noget. Vi var nødt til at gøre noget for at fastholde gode medarbejdere efter omlægningen. Hvordan skulle medarbejderne fremover kunne stå og smile ved disken, når de trak filmen af den mad, de ikke selv havde lavet? Vi skulle jo faktisk lære at miste vores håndværk og vores faglighed – og så alligevel beholde selvrespekten, forklarer Susanne Jensen, der er cheføkonoma i Kolding Kommune.
Der var samtidig brug for, at medarbejderne lærte hinanden godt at kende, for omlægningen betød samarbejde på kryds og tværs af køkkenerne f.eks. i ferier, weekender og ved kursusforløb. Ligesom sikkerheds- og tillidsrepræsentanter idag også dækker flere køkkener.
Svaret fra Kolding Kommune blev en efteruddannelsesplan fordelt på et kalenderår. En plan der, vel at mærke, involverer alle medarbejdere. Tilbageblik viste nemlig, at de kostfaglige i Kolding var den faggruppe, der i de foregående år havde været mindst på kursus – og at det altid foregik ‘drypvist’ med et par enkelte medarbejdere. Nu skulle alle af huse.
– Hvis man har valgt at blive efter omlægningen, så er man nødt til både at yde og at modtage – uanset om man selv har lavet sovsen! Man har det kun så godt, som man selv vil. Altså var udgangspunktet, at man skulle udvikle sig – også selvom der nogle steder var medarbejdere, der aldrig havde været på kursus før.
– Det betød, at jeg måtte ud at markere et par steder, at det her kunne man altså ikke sige nej til, fortæller Susanne Jensen.
Meldingen gav en del modstand, men i dag mener de fire medarbejdere omkring bordet, at alle er omvendt.
– Nogle har ændret sig meget. De er blevet nogle helt andre mennesker.

Hvem skal igennem det øverste hul?

I takt med, at snakken omkring bordet går mod det konkrete kursusindhold, bliver stemningen munter. Der er mange glade minder fra kursusdagene og ideer, der har vundet fodfæste i køkkenerne.
– Vi har fået en masse redskaber. Og vi er blevet opmærksomme på, at der er mange måder at komme omkring tingene på. Der er jo altid flere løsningsmuligheder, siger husassistent Grethe Poulsen.
– Vi er blevet opmærksomme på, at vi skal åbne op og snakke sammen. Høre hinanden, før vi går i gang. Så når vi har et problem i hverdagen, så er der nogle teknikker fra kurset, vi kan bruge, siger Anne-Marie Schneider.
Alle nikker indforstået og refererer til en konkret øvelse, der på smukkeste vis demonstrerede handlevilligheden, men også, at det nogle gange er klogere at tænke, før der handles.
Et edderkoppespind af tov var spændt op i et træ. Hele gruppen af medarbejdere stod samlet på den ene side af spindet og skulle igennem hullerne, men hvert hul måtte kun bruges af én medarbejder. Lynhurtigt gik de første i aktion og kravlede igennem de mest oplagte huller. Men hurtigt blev det tydeligt, at der var brug for planlægning, for hvem skulle for eksempel i gennem de øverste huller, hvor der var brug for at blive løftet?
– Det er jo lige til at overføre til køkkenet. Vi skal bruge hinandens ressourcer. Spørge, hvem der nu er bedst til den konkrete opgave og hjælpe hinanden, forklarer Lisbeth Jensen.

Det talte og det hørte

I en anden øvelse skulle en medarbejder male et bestemt maleri udfra de andres beskrivelse.
– Så fandt vi ud af, hvad der sker, når man fortæller – og hvordan vi opfatter tingene forskelligt, fortæller Grethe Gydesen med et smil.
– Ja, og at det er nødvendigt at spørge til, hvad der forventes, supplerer Anne-Marie Schneider.
– Alt for ofte får vi en ordre. Så går vi i gang. Men vi skal jo sørge for at få så mange informationer, at vi undgår misforståelser, mener Tine Poulsen, der ikke er i tvivl om, at kursusforløbet forandrer arbejdspladserne til det bedre.
Lisbeth Jensen samtykker:
– Vi ændrer os – og dermed måden vi er på overfor hinanden. Det giver nogle andre køkkener.

Ny mening

Men rammen, hvad med den? For omlægningen til modtagekøkkener bliver jo ikke taget af bordet af en god omgang selvudvikling og samarbejdsøvelser.
– Siden omlægningen har vi selvfølgelig tænkt over, hvordan vi bevarer arbejdsglæden og det gode arbejdsmiljø. Og det er blevet til noget med at bruge vores kræfter på mærkedage og traditioner. At arbejde lidt hurtigere, så der bliver plads til det sjove. Og putte arbejdsglæden ind dér.
– Hos os laver vi for eksempel risengrød og boghvedegrød selv. Sådan vurderer hver enkelt arbejdsplads, hvad der er timer til, forklarer Tine Poulsen.
Nogle producerer vuggestuemad, sælger kager, laver mødemad. Andre gør økologi eller salatbar til det faglige omdrejningspunkt. Og selv om især Anne-Marie Schneider og Lisbeth Jensen fortsat ønsker sig produktionen tilbage, har de også fundet mening i det ændrede arbejdsliv – og uventede positive aspekter ved omlægningen.
– Det var jo ikke altid så sjovt at stå og stege frikadeller en hel formiddag. Og vi er da også blevet sparet for mange tunge løft, selvom jeg stadig væk ville foretrække at have ansvaret for det, jeg afleverer, forklare Anne-Marie Schneider.
– Det er SÅ godt med fokus på os. Det har vi fortjent! Og det er guld værd, at vi har lært hinanden at kende på tværs af køkkenerne, opsummerer Lisbeth Jensen.