Processing time: 1328949511.2658 secs
Ansatte fra Madservice Odense sørgede for mad til tusinde deltagere og hjælpere, da byen inviterede til Udsatte Lege, hvor folk fra ind- og udland fik en kulinarisk oplevelse ind imellem de mange sportsdiscipliner

Mad til socialt udsatte var en stor succes

Kost, ernæring & sundhed 9 · 2009

Med deltagere fra 12 forskellige lande er Udsatte Legene (UL) verdens største sportsarrangement for socialt udsatte. Landsforeningen af VæreSteder, Socialministeriet og Odense Kommune, som står bag UL, har hele vejen igennem lagt vægt på, at deltagerne skulle have en oplevelse ud over det sædvanlige. Både sportsligt, socialt – og gastronomisk. Maden stod Odense Madservice for.
– Vi lever højt på oplevelsen endnu. Det er en succes, der vil sidde i os i lang tid, siger ernæringsassistent Lene Nielsen, der til dagligt arbejder i en af cafeerne under Odense Madservice.
Sammen med knap 50 kolleger var hun med til at bespise over 1.000 deltagere og hjælpere i Udsatte Legene.
Cafeerne stod for det kolde køkken med frokostboller, vegetarretter og salat til de varme måltider. I et stort telt var der oprettet seks serveringskøkkener med en faglært i hvert køkken og mange frivillige hjælpere.
– Det var en spændende at blive kastet ud i noget, som jeg ikke rigtig vidste, hvad var. Samarbejdet med de frivillige og kollegerne fra køkkenet gik godt. Når man står og har lavet 58 kilo tunsalat, og det hele bare går op, så er det en skøn følelse, siger hun.

Varme hjerter

Deltagerne i Udsatte Legene var en meget taknemmelig gruppe at servere mad for.
– Det varmer ens hjerte, når der står en familie, som ikke har haft det helt let, og et af børnene siger, “Har I lavet alt det, mad til os?” eller “Må jeg gerne få mere end ét stykke kylling?” fortæller Lene Nielsen. Alle følte, at de var med til at gøre en forskel for deltagerne. Der var heller ikke var noget surhed eller sygdom hos de ansatte, der havde fået vagter i den lille uge legene varede. Og flere, end der var brug for, havde meldt sig.
De frivillige fra byens foreninger tog sig af morgenmåltidet, og midt på dagen var der mulighed for at købe et mellemmåltid.
– Hvis jeg får muligheden for at lave mad til Udsatte Legene igen, så er jeg klar, fastslår Lene Nielsen.

Samarbejde på tværs

Det samme siger ernæringsassistent Marlene Stiggård fra produktionskøkkenet, som sørgede for den varme mad.
– Jeg vil også gerne med igen. Men de kolleger, der gerne ville med, som ikke fik muligheden, skal først have lov, siger hun.
Under arrangementet blev der produceret f.eks. koteletter i fad med karrysauce og ananas, løse rise og marinerede bønner med friske løg og ristet bacon samt gammeldags kyllingesteg med persille med skysauce og nye kartofler, salat med flødedressing og agurksalat.
– Vi blev jo splittet op i to afdelinger for nogle år siden, og det var rart at møde kolleger, som man havde arbejdet sammen med tidligere. Samtidig var der folk her fra køkkenet, der kørte ud på pladsen og hjalp med at servere. De kom tilbage og fortalte, hvor god stemningen var. En kollega og jeg var derude om fredagen. Det var en fantastisk følelse at møde så mange tilfredse mennesker efter indsatsen i køkkenet.
Marlene Stiggård fremhæver også samarbejdet.
– Selv cheføkonomaen og souschefen gav en hånd med, for at vi kunne nå at blive færdige til tiden. Der var en helt anden stemning end i det daglige, og vi snakker stadig om oplevelsen i køkkenet, siger hun.
Ekstra portioner. I de seks dage, som Udsatte Legene i Odense varede, sørgede knap 50 ansatte i Odense Madservice for dagligt at levere 1.000 portioner varm mad og 1.500 frokostboller og 85 lagkager til lørdag aften.


Processing time: 0.0940 secs