Det er et fælles ansvar

---

Burde der ikke være en formel for, hvor mange hænder, der skal til, når man skal lave mad til mange?

Jeg fristes ikke til at opstille en matematisk formel, der viser, at der eksempelvis pr. 100 patienter skal en bestemt normering til. Så enkel er verdenen ikke – heller ikke køkkenverdenen. Forskel i valg af teknologi, valg af produktions- og distributionssystem, mad og måltidskoncept, brugerkrav, forskellige ernæringsbehov hos patienter, serviceniveau mv. har alt sammen indflydelse på køkkenets samlede normering og understreger blot, hvor kompleks en opgave køkkendrift er. Det handler altså ikke bare om ’hænder’ – men om, at de rette hænder og hjerner, dvs. kost- og ernæringsprofessionelle, er til stede i tilstrækkeligt omfang. Køkkenet og dets ansatte yder dagligt en stor og vigtig indsats overfor patienter, pårørende og sundhedsfaglige kollegaer og bidrager via sin store indsigt i ernæring til mange patienters livskvalitet. Så nej, en formel dur ikke, heller ikke i køkkenverdenen. Kvalitet kan ikke sættes ind i en formel, når det handler om mennesker!

Køkkenerne må kunne sige fra, når besparelserne går ud over kvaliteten af maden??

Kost og ernæring handler om sundhed, forebyggelse og livskvalitet – og om økonomi, fordi underernærede patienter koster dyrt i forlænget indlæggelsestid, langsommere helbredelse, genindlæggelser osv. Derfor er det ikke kun et anliggende for køkkener og tillidsrepræsentanter at sige fra, når besparelserne rammer. Det er også et ansvar for politikere og hospitalsdirektion at sikre, at en kerneydelse som kost og ernæring ikke nedprioriteres. Normeringen skal passe til den til enhver tid givne opgave. Øges antallet af patienter – varigt – skal normeringen tilpasses, det siger sig selv. Køkkenerne har høstet stordriftens frugter. Der er effektiviseret, rationaliseret, optimeret, harmoniseret og standardiseret i ét væk de seneste mange år. Hospitalets direktion og øverste ledelse må erkende, at yderligere besparelser – eksempelvis i form specialeoverflytninger, hvor normeringen ikke følger med patienterne til køkkenets opgaver, ikke vil fremme, at kost og ernæring fortsat er en del af et sammenhængende patientforløb.