Gang på gang må tillidsrepræsentant Louise Bundgaard, Plejecenter Risagerlund, op på barrikaderne. Hun har både brugt de lokale medier og er gået gennem MED-udvalget for at klage over manglende høring af køkkenet. Men det holder hårdt at få politikerne til at lytte.
I evig kamp med politikerneHistorien om ældremaden og køkkenet på plejecenter Risagerlund i Brønderslev Kommune kan få den groveste satire på TV2 Zulu til at ligne ‘Fjernsyn for dig’. Og byrådspolitikerne har givet økonoma og TR Louise Bundgaard kam til sit hår i de seks år, hun har haft opgaven som tillidsrepræsentant. Men hun har ikke givet op – hun vil have afklaret fremtiden for sin arbejdsplads. – Vi er ikke kommet et skridt videre i dag end for seks år siden. Vores fremtid er stadig lige uafklaret, og det har været en meget utryg periode for os. Heldigvis er mine kolleger helt fantastiske – vi har en fast joke kørende: Hvor mon vi skal bage julesmåkagerne i år? Det skal vi nok stadig her i kælderen på Risagerlund. For selvom vi ikke har vundet de store sejre, tror jeg på, at vi trods alt leverer god service og rigtig god mad. Ellers var vi nok blevet lukket. På den måde er det en sejr, at vi er her endnu. Og vi kæmper videre. Fra privatisering til små køkkenerKort fortalt har ældremaden i Brønderslev Kommune og ikke mindst køkkenet på Risagerlund, som producerer mad til 170 plejehjemsbeboere på fem plejecentre, gennemlevet både udbud, køkkenanalyser, skolemadsprojekter og privatiseringsplaner under skiftende bykonger. Processer, Louise Bundgaard som tillidsrepræsentant har skullet holde sig selv og kollegerne orienteret om og råbe op, når tingene ikke gik ordentligt for sig. Som f.eks. når politikerne glemmer at høre medarbejderne i afgørende beslutninger.Lige nu venter Louise Bundgaard og hendes kolleger på, at byrådet, som skiftede fra Venstre til socialdemokratisk styre ved seneste kommunalvalg, skal beslutte, om alle plejecentre skal have etableret lokale køkkener – et løfte, flere politikere gik til valg på i efteråret. Kort forinden havde det siddende byråd besluttet at lade det privatejede Danske Diakonhjem overtage driften af Risagerlund, da det viste sig, at kommunen stik mod planerne ikke havde råd til at renovere centeret og dets køkken – en af de beslutninger, kommunen glemte at høre medarbejderne på Risagerlund om. Og det fik tillidsrepræsentant Louise Bundgaard på barrikaderne. – Jeg gik til vores repræsentant i hoved-MED, som formulerede en klage på vegne af alle medarbejdere. Den blev behandlet i hoved-MED og kom også med under et punkt vedr. Risagerlunds fremtid på et byrådsmøde, så politikkerne fik kendskab til vores klage. Vi fik aldrig nogen forklaring, men i et referat fra mødet beklagede forretningsledelsen den manglende høring. Det ville de stramme op på, siger Louise Bundgaard. Ta’ debatten med osSelvom Louise Bundgaard godt kan grine af det politiske vægelsind, erkender hun også, at det af og til kan være svært at holde kampgejsten som TR oppe.– Jeg er stor tilhænger af demokrati og af, at politikerne skal have arbejdsro til at lave gennemarbejdede løsninger. Men hver gang glemmer de at høre os i køkkenet. Og vi ved da, hvad det handler om! Så kom da ud og ta’ debatten med os! Jeg har flere gange sørget for, at vi er kommet i avisen eller i TV om vores situation som kegler i det politiske spil. Vi har også deltaget i flere byrådsmøder, men det rykker ingenting. Jeg ville ønske, at politikkerne tænkte lidt mere over, hvilke konsekvenser det, de siger, får for den enkelte arbejdsplads og ikke mindst de ansatte, siger hun. Men hun har ikke givet op. – Jeg er alt for nysgerrig! For mig giver det mening som tillidsrepræsentant at være en del af noget større og yde en god service udadtil. Det tvinger mig også til at følge med i det politiske liv i kommunen, som jeg synes er spændende. Og generelt er vi alle glade for vores arbejdsplads – og glade, hver gang vi overlever. Lige nu venter vi på, at de nye politikere finder ud af, hvad de vil med ældremaden. Så skal de nok høre fra os! Køkkenet på Plejecenter RisagerlundFor seks år siden producerede køkkenet på plejecenter Risagerlund i den ‘gamle’ Brønderslev Kommune mad til beboere og hjemmeboende pensionister. Politikerne valgte at sende maden til de hjemmeboende i udbud, som det daværende amt vandt. Men amtet måtte ikke levere mad til kommunen, så maden endte på private hænder, mens Risagerlund fortsatte med at lave mad til plejehjemsbeboere.Med kommunalreformen i 2007 blev Brønderslev lagt sammen med Dronninglund Kommune, hvor ældremaden var udliciteret til Det Danske Madhus i Skive. Det er den stadig, så i dag får halvdelen af de ældre i kommunen mad fra en privat og resten fra Risagerlund. For to år siden gennemførte kommunen en analyse af prisen på en døgnkost til ældre. Her var Risagerlund ‘for dyre’. Det kostede en fuldtidsmedarbejder og en lukket vikarkonto. I sommeren 2009 viste det sig, at pengekassen til at renovere Risagerlund, inklusive det gamle og nedslidte produktionskøkken, var gabende tom. I stedet overlod byrådet driften af centret til det privatejede Danske Diakonhjem. Den beslutning blev ændret af det nye byråd i efteråret, hvor flere politikere var gået til valg på, at kommunens plejehjem skal have små, lokale køkkener. Den proces er endnu ikke afsluttet. | Artiklen er en del af et tema: Tillidsrepræsentanter Artikler i Køkkenliv: I evig kamp med politikerne Vi skal ud af køkkendøren Sådan et resultat er sliddet værd Forbundets spydspidser Uorganiserede stiller sig udenfor fællesskabet Flere artikler i temaet Netnyt: Kvinder halter bagefter mænd Nye regler skal gøre dig hurtigt rask Danmarks fremtid hænger på dine skuldre Fra tillidsrepræsentant til leder Nu må du snart tale om din fremtid Flere netnyt i temaet |









