Kvalitet kosterKøkkenerne er hele december fyldt med juleforberedelser - det skal være rigtigt festligt med gran og lys, masser af god mad og andre lækkerier. Medarbejderne knokler og gør det med glæde, fordi de ved, hvor meget deres indsats betyder for alle de mennesker, der spiser deres mad - julen kommer først rigtig, når der dufter af andesteg og rødkål, og småkager og konfekt til kaffen er ren fornøjelse. Det er derimod ingen fornøjelse at erfare, at finansminister Thor Pedersen er ude med nye sparekrav. På trods af, at budgetforhandlingerne er afsluttet for flere måneder siden, er meldingen nu, at kommunalbestyrelserne skal igennem nye sparerunder. Udgifterne i 2006 skal begrænses yderligere. Det er helt urimeligt. Og det er helt umuligt for køkkenernes vedkommende. Kost & Ernæringsforbundet og FTF har gang på gang peget på, at en reform af den offentlige struktur vil medføre ekstra udgifter. Men finansministeren svarede, at vi så spøgelser, og at strukturreformen ikke ville medføre økonomiske problemer. Nu hvor problemerne melder sig, er svaret: kommunerne må selv finde pengene. Han sender ikke så meget som et lille bitte signal om, at regeringen tog fejl, at det alligevel kommer til at koste, og at staten er med på at finansiere de ekstra omkostninger. Nej, der er bare lukket. Det betyder, at alle kommuner, rige som fattige, de der skal lægges sammen, og de, der fortsætter uændret, skal være med til finansiere de ekstra udgifter. Det bliver de ansatte og brugerne af de kommunale ydelser, der kommer til at lide under de nye sparerunder. For kvalitet koster, og derfor vil besparelserne betyde, at kvaliteten af de kommunale ydelser falder. Men denne gang skal det ikke gå ud over madkvaliteten. Vi må afvise besparelserne ved køkkendøren og stå fast på, at vi hver eneste dag i 2006 vil levere kvalitet. Til glæde for kommunens borgere. Og for at fastholde de gode medarbejdere i køkkenerne, hvor arbejdsglæden og den faglige stolthed også påvirker madkvaliteten. Jeg ønsker alle medlemmer og samarbejdspartnere en glædelig jul og et 2006 præget af kvalitet. |



Mette Jensen




