Processing time: 1328911913.5804 secs

Giv plads til eleverne


De unge er kritiske, og de stiller krav både til uddannelse og til arbejdspladser. De vil respekteres, og de vil have indflydelse på deres eget liv.
Når jeg er sammen med elever og studerende, så oplever jeg en imponerende livskraft og et stort fagligt engagement. De vil noget med faget, de har valgt. De vil mad og ernæring. De vil kvalitet. Og de vil brugerne.
Jeg har deltaget i mange spændende og udfordrende diskussioner med elever og studerende, og min opfattelse er, at de fleste har rigtig meget at tilbyde. Så jeg er helt tryg ved, at de skal bære vores fag ind i fremtiden.
Jeg ser det som vores opgave at sikre, at de bevarer engagementet og lysten til faget. Det er os og vores måde at omgås elever og studerende på, der afgør, om de bliver i køkkenerne, eller om de finder andre græsgange.
Vi skal give plads og slå ørerne ud. De skal kunne komme frem med det, de synes er vigtigt, og vi skal turde se på os selv og vores arbejdsplads med deres øjne. Selvfølgelig er det ikke elever og studerende, der skal styre arbejdspladserne, men vi har godt af at blive udfordret.
Der er fortsat mange elever og studerende, som har et medlemskab til gode. Samtidig hører jeg, at der er arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner, som mener, at det med forbundet kan vente til eleverne er færdige med uddannelsen.
Det kan det ikke. Der er for eksempel mange faglige arrangementer i kredsene og centralt, som elever og studerende vil have glæde af at deltage i, og det er vigtigt, at eleverne får mulighed for at møde engagerede kostfaglige med mange forskellige jobs og holdninger til faget. Elevforeningens bestyrelse har i det seneste år gjort en stor indsats for at tiltrække flere uddannelsessøgende, og det er lykkedes for dem at få 80 til at melde sig ind. Det er godt gået!
Men der er stadig plads til flere!


Processing time: 0.0734 secs