Det er maden på tallerknen der tæller

---

Det er maden på tallerknen, der er vigtig for brugerne. Maden skal tage sig godt ud. Og den skal smage godt. Og så skal den selvfølgelig svare til forventningerne – det skal være mad, der ligner den, de plejer at spise, mad, der kan inspirere, og mad som de føler sig trygge ved.
Brugerne interesserer sig ikke for, hvordan maden er lavet i storkøkkenet. Og det skal de heller ikke. Det er køkkenets ansvar. De kostfaglige ansatte ved, hvad der skal til, for at lave den mad, brugerne ønsker. De kender også mulighederne og begrænsningerne ved de forskellige produktionsformer.
I modsætning til politikerne. Alligevel hører jeg meget ofte politikerne debattere køkkenernes produktionsform. Det ender hurtigt med at blive til en debat om ‘varm eller kold’ og et spørgsmål om, hvad der er billigst – og ikke bedst – for borgerne.
Jeg vil opfordre politikerne til ikke at blande sig i valget af produktionsform! Overlad det til dem, der kender produktionen til bunds og ved, at det ikke kun er produktionen i køkkenet, der koster penge. Men eksempelvis også den omsorg, der er forbundet med maden.
Politikernes opgave er at lytte til borgernes ønsker til maden. Og beslutte hvilken madkvalitet, de vil byde borgerne på. De skal vedtage en politik for kommunens eller regionens mad og måltider. En politik, som fortæller, hvilken madkvalitet og hvilken service i forbindelse med måltiderne borgerne kan forvente. Den politik skal afgøre valget af produktionsform. I stedet for omvendt, hvor valget af produktionsform afgør, hvilken mad borgerne kan få.
Valget af produktionsform påvirker ikke kun madkvaliteten. Det har også indflydelse på arbejdsmiljøet i køkkenet, hvor en bestemt produktionsform under de givne omstændigheder måske vil medføre mere ensidigt gentaget arbejde, stress mv. Noget køkkenets ansatte må afgøre.
Et tæt samarbejde med køkkenerne vil resultere i den mest gennemtænkte og professionelle beslutning om, hvordan maden skal produceres. Det vil komme alle til gavn.