Du skal tro, du er noget

---

Der står ikke noget job klar til dem. Et som er skræddersyet til den uddannelse, de har fået. Derfor skal alle professionsbachelorer i ernæring og sundhed, uanset hvilket speciale de har valgt, ud at tilkæmpe sig en plads på arbejdsmarkedet. Det kræver fantasi og kampånd, som vi kan læse om i dette blad. Og vi skal bakke dem op!
Som kost- og ernæringsfaglige er vi så heldige, at vi står med en helt ny faggruppe, pb'erne, og dermed nye chancer for udvikling og nye chancer for anerkendelse af vores fag.
Professionsbachelorerne strømmer ud på arbejdsmarkedet. De banker på køkkendørene med nye ideer. Og de banker forhåbentlig på rigtigt mange andre døre – for det er de uddannet til. Og det har både de – og vi – brug for.
Det kan godt være, at vi ikke umiddelbart kan gennemskue, hvordan de kan indgå i den daglige rutine i køkkenerne. Men det er heller ikke det, de skal. De skal være med til at bryde rutinerne. Og inspirere os alle til at gå nye veje. Det gælder om at tage imod nye ideer med åbent sind. Og ikke – som uddannelsesinstitutionerne beskylder os for i dette blad – at lægge vægt på at kritisere dem for det, de ikke kan. Lave mad f.eks.
Det har heller aldrig været formålet med uddannelsen. Og det skal vi respektere. Og huske, at det er ensbetydende med, at der er noget andet, de kan – noget, som vi måske ikke lige har tænkt på. Noget der vil udfolde sig hen ad vejen. Det første år på arbejdsmarkedet har de fleste nemlig nok at gøre med at finde ud af, om udannelsen overhovedet virker! Kan jeg bruges? Kan jeg bidrage med noget nyt?
Professionsbachelorerne kan være med til at skærpe den kost- og ernæringsfaglige profil. Det skal vi bruge som inspiration til at videreuddanne os. Om det er i god hverdagsmad, ledelse eller alt muligt andet, der har med faget at gøre, er ikke afgørende for mig. Det afgørende er, at vi vil noget nyt. Med os selv og med faget.
Det er nyt, at vi får fagfolk ud i køkkenerne, som vi ikke selv har ’opdraget’. Som ikke på forhånd har levet sig ind i og accepteret køkkenkulturen. Det skal vi se som en fordel. En chance for at blive skubbet til, som kan føre til nye kompetencer hos alle medarbejdere.
Vi har brug for hinanden.