Slut med talmagienKommunalreformen har længe været en realitet, og mad- og måltidsorganisationen har ændret sig voldsomt i mange kommuner. Det er ikke blevet lettere at være leder i det offentlige! Du stilles overfor nye krav om både faglig, strategisk og personalemæssig ledelse, og du vil mærke, at det bliver stadig sværere at lukke køkkendøren og passe sig selv. Kvalitetsreformen, som er en del af kommunalreformen, skal fremme kvaliteten i den offentlige sektor. Et af midlerne er at stille krav til offentlige ledere. De skal udvikle attraktive arbejdspladser, der kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Kvalitetsreformen stiller ligefrem krav om, at alle ledere skal ‘måles og vejes’ – i aftalen står, at lederne skal evalueres mindst hvert tredje år. Så vi kan være forvisset om, at vi ikke får lov at hvile på laurbærrene. Og det skal vi heller ikke. Jeg ser reformen som en mulighed for, som leder, at skaffe sig nye kompetencer. Alle ledere har ret til lederuddannelse. Og der er afsat penge til formålet. Så kik i jeres værktøjskasse: mangler I redskaber, eller trænger knivene til at blive slebet? Det er vigtigt, at lederne i Kost & Ernæringsforbundet er rustet til fremtidens udfordringer. Og det bliver uden tvivl en udfordring at fastholde og udvikle kvaliteten i den offentlige madservice. En lederuddannelse på niveau med den, som andre offentlige ledere tilbydes, kan ruste jer til god dialog med lederkolleger f.eks. i Sundhedskartellet, samarbejdspartnerne, politikerne og ikke mindst medarbejderne. God ledelse og målrettet kommunikation er forudsætningen for indflydelse. Og indflydelse er en forudsætning for at stå stærkt som fag. Og forbund. Kvalitetsreformen stiller store krav, men åbner også for større frihed til ledelse. Du har til gengæld pligt til at skaffe dig de kvalifikationer, du har brug for. Forbundet har sammen med Den Kommunale Lederuddannelse skræddersyet en diplomuddannelse. Læs mere på hjemmesiden. |



Mette Jensen




