Kost & Ernæringsforbundet har gennem de seneste år fået en række erfaringer i forbindelse med de mange forandringssager, der har været på hele køkkenområdet. Herunder de ændringer, der er sket for personalet.
Erfaringerne har vi samlet i et forandringsprogram, som er en aktivitets- og handleplan for, hvordan man bedst kan håndtere hele processen omkring en forandring og hvilke overvejelser, man skal igennem på personaleområdet i forløbet fra start til slut. Planen tager hånd om både planlægning og gennemførelse af forandringer, hvad enten det er køkkenlukninger, udbud eller udlicitering eller andre ting.
Planlægning og aftaler løser ikke de grundlæggende problemer, der opstår, når for eksempel en forandring hastes igennem fra arbejdsgiverside. Men erfaringerne fra de områder, hvor programmet har været anvendt helt eller delvist, viser, at det medvirker til at skabe ro og overblik hos de involverede parter, herunder ikke mindst de ansatte.
Kun derved gives medlemmerne størst mulig indflydelse på egen fremtid.
Endelig giver det også Kost & Ernæringsforbundet det bedst mulige udgangspunkt for at opnå de bedste forhandlingsresultater for medlemmerne.