Børn og unge skal have mad i skolen, det er en af forudsætningerne for en glad og energisk skoledag. Men hvor skal maden komme fra: fra skoletasken eller fra skolekantinen? Både forældre, skolefolk og politikere har taget del i den diskussion – og meningerne er delte. Nogle synes, at maden er forældrenes ansvar. Mens andre mener, at skolekantiner må der til, for at sikre alle børn god og sund mad i løbet af skoledagen. For børnenes skyld, for læringens skyld og for forældrenes skyld.
Spørgsmålet er, hvem der tager initiativet og ansvaret for skolemaden, hvem der skal lave den, og hvad det skal være for noget mad.
Nogle skoler har ansat en køkkenassistent eller en kantineleder til at lave mad på skolen, eventuelt sammen med børnene. Andre køber mad ude i byen, ikke sjældent hos det kommunale køkken, hvor gryderne alligevel er i kog. For køkkenet er det en faglig udfordring at kombinere mad til skolebørn med den mad, de tilbereder i forvejen. Og for skolerne er det en fordel at udnytte den faglige ekspertise og de tekniske hjælpemidler, der er i køkkenerne.
Pjecen Så er der serveret. Skolemad – mad i skolen er blevet til ved en rundbordssamtale mellem køkkenfolk og skolefolk. Pjecen lægger op til debat om skolemaden, men giver samtidig nogle bud på, hvordan skolemaden kan sættes i værk. Og svar på de spørgsmål, der melder sig, når man går igang.