Kampen om maden

Private er bedre til at stege en frikadelle end kommunale køkkener. Nogenlunde sådan lyder det fra Dansk Erhverv for tiden, hvis man koger budskabet ned til essensen. I den senere tid har Dansk Erhverv været på ideologisk korstog med budskabet om, at udlicitering er det bedste, der kan ske for svage ældre, der kan købe deres hverdagsmad i den kommunale madservice. En ordning, hvor produktionen af maden er på kommunale hænder de fleste steder i landet. Budskabet er klart. Private leverandører kan gøre det billigere. Private leverandører giver større valgfrihed. Private leverandører kan give de ældre lige det, de ønsker. Desværre står kommunerne i vejen for, at private leverandører kan komme til at yde deres service til de ældre. Ifølge loven om frit valg må kommunerne vælge mellem to modeller. Udbudsmodellen, hvor opgaven med mad til ældre bliver sat i fri konkurrence og leverandøren med det bedste tilbud vinder. Og så er der godkendelsesmodellen, hvor kommunen fastsætter prisen, de ældre skal betale for maden. Private leverandører kan udmærket vinde opgaven efter den sidstnævnte model, de kan bare ikke konkurrere på prisen. Den model bruger langt de fleste kommuner, og det er de private leverandører utilfredse med. Landets kommuner er ikke imod frie udbudsrunder omkring leverancer af mad til ældre, men kommunerne har igennem en årrække gjort sig nogle erfaringer, det er værd at nævne. Kommunerne skal tage højde for økonomien og få mest muligt for pengene. Et krav, der blandt andet kommer fra regeringen. Og det koster en hel del penge for kommunerne, når private leverandører af mad til ældre kommer på banen. Det er dyrt i administration at holde udbudsrunder. Især, når det er tydeligt, at det ikke kan betale sig. Private leverandører har været på banen i flere år. De foretrækker at byde ind på madservice, fordi en del af leverancerne for det meste er ens. Det vil sige, at leverandøren for eksempel skal levere 200 ens portioner mad. Det kan umiddelbart vække undren, fordi en del af kritikken fra Dansk Erhverv går på, at de ældre har for få valgmuligheder. Dansk Erhverv tænker nok på valg af leverandør og næppe på et større udbud af mad. Som er det valg ældre spørger efter i medierne. Når virkeligheden i madservice så åbenbares, kommer private leverandører ofte til kort. For den rækker langt ud over 200 ens portioner mad. Her er ældre med særlige behov. De skal have diætkost eller specialkost på grund af undervægt eller sygdom. Og så begynder udfordringerne, når produktionen samtidig skal være rationel og konkurrencedygtig. Vinder en privat leverandør udbuddet af mad til ældre, der ikke kræver særlige kosttilbud, står kommunen jo tilbage med den omkostningskrævende produktion af specialkost. Økonomisk gives der tilskud til den mad, de ældre får. Et overskud hos en private leverandør går til ejere eller aktionærer. Kommunekassen modtager overskud fra det kommunale køkken. Kommunernes produktionskøkkener kan i øvrigt stå distancen. Socialministeriets ”Undersøgelse af madservice” fra 2006 viser, at de kommunale køkkener kan producere ernæringsrigtig kost af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser. De kommunale køkkener var faktisk effektiviserede, inden kommunalreformen kom forbi med endnu en trimning. Selv om private leverandører kæmper bravt, bliver de slået af de kommunale køkkener i fri konkurrence. Senest har en privat leverandør måtte kaste håndklædet i ringen i Ikast Brande Kommune, fordi kommunens eget køkken kunne levere varen flere millioner kroner billigere end en privat leverandør. Vi har ikke noget imod konkurrence. Konkurrence kan være godt og fremme gode resultater. Men mad til ældre er et af de områder, hvor samfundet bør sætte kursen. Vi har at gøre med mennesker, der har brug for hjælp og ansvarlige politikeres omsorgsfulde beslutninger. Ernæringsrigtig mad af god kvalitet til ældre kræver gode råvarer og professionelle fagfolk. Den erfaring har kommunerne. Velfærdsstaten yder en effektiv, konkurrencedygtig og solid madservice til borgerne. Er vi villige til at sætte den over styr for at få mere konkurrence? Vil du som ældre spise den mad, du har råd til? Eller vil du spise den mad, der passer ernæringsmæssigt til dig til en god pris, fordi samfundet tager sig af dig?