Mad, meninger, kvinder og karriere
Jeg tror, det vigtigste er at kende sig selv. Og vide hvad man gerne vil, og hvad man ikke vil. Det er en vigtig forudsætning for at skabe noget for andre og sammen med andre. Jeg skal ikke bruge en masse tid på at dokumentere, at jeg kan noget. For det ved jeg godt, at jeg kan. Jeg kender mine egne begrænsninger, og det er ikke så tosset, for så kan jeg bede om hjælp til at komme om ved dem. Jeg skal ikke bruge en masse tid på at opnå anerkendelse eller på at få ros af andre. For jeg ved, når jeg har gjort det godt, og når det kunne have været bedre. Men får jeg en enkelt rose, så siger jeg tak til. Det giver en personlig ro, som jeg tror, forbundet kan få stor gavn af, og som jeg selv har stor gavn af. Jeg skal ikke bruge en hulens masse tid på mig selv og på at pleje mit eget ego. Vi kender hinanden – mig og Ghita. Og Ghita har det rigtig godt med formand Ghita. Jeg tror, det at kende sig selv gør livet meget lettere og mange ting mindre indviklede. Jeg møder mange mennesker i min tilværelse som formand, og jeg møder en hel del, som er mest optagede af sig selv. Som helst kun lytter til sig selv, og som derfor mister den udviklingsmulighed som dialogen giver. Indimellem kan jeg godt tænke: Gad vide, om de har taget ørerne af, eller slået flapperne hen foran ørerne. For de lytter ikke. De hører ikke noget. De venter kun på, at de selv kan få ordet igen. Det er synlighed for synlighedens skyld. Og jeg takker gerne nej til den form for synlighed. For mig handler synlighed og dét at blive synlig: - om indholdet- om budskaber
- om muligheden for at være til at skabe respekt
- om dét at have viden om mad og måltider
- om råvarer, ernæring, hygiejne og så det aller vigtigste, at forebyggelse og sundhed langt hen ad vejen handler om dét, vi putter i munden, og at det ikke er for amatører.
Betydningen af synlighed
Jeg tror, mange medlemmer af Kost & Ernæringsforbundet ville ønske, at jeg hver aften tonede frem på skærmen i tv-avisen – og sagde noget klogt om vores fag, og om dét, vi kan. Men helt ærligt, så tror jeg også hurtigt, de ville blive trætte af det. Hvis det var dén form for synlighed, så skulle jeg have valgt at stile efter at blive studievært. Men det er ikke dén form for synlighed, jeg stiler efter. Jeg vil gerne være en klog kvinde, der bliver spurgt, når medierne og mennesker vil vide noget enten fagligt eller holdningsmæssigt, om alt hvad der har med mad og måltider, ernæring og sundhed at gøre. Og helt ærligt, så er det ikke dét, der står øverst på tv-avisernes dagsorden. Tre drab, et overfald, en enkel kamp hvor en fra regeringen generer en fra oppositionen eller er det omvendt for tiden, og - hvis vi er heldige - så kommer der en lille positiv historie lige før sporten og vejret. Jeg hører ikke til dem, der siger, at det er mediernes skyld det hele – eller samfundets - men jeg kunne nu godt tænke mig en dialog med de mennesker, der er med til at uddanne journalister og andre mediefolk. Efter min smag er der blevet for meget sensations-trang på bekostning af lysten til at give reel og nuanceret viden til os alle sammen. Jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg spørger af og til mig selv: Hvad fik jeg egentlig at vide? Blev jeg klogere af det, jeg hørte og så? Mit svar er lidt for ofte: næh, men jeg fandt da endnu engang ud af, at nogle er blevet myrdet eller overfaldet, samtidig med at statistikkerne viser, at kriminaliteten er for nedadgående, øøh?Mig selv som synlig
Synlighed er noget underligt noget. Kost & Ernæringsforbundet har en klar målsætning om, at vi skal være synlige og medlemmernes rolle , indsats og arbejde skal være synlig. Det er der til gengæld ikke noget underligt i. Vi skal bruge dét til at få vores fag og vores faglighed anerkendt som en profession, som et fag, der kræver uddannelse. Sådan tror jeg, det er med mange traditionelle kvindefag. Sådan er det ikke for mange traditionelle mandefag. Vi ved vel, hvad en økonom er, og at de bare er rigtig dygtige! Min påstand skal være, at det ved vi faktisk ikke, men de har skabt et image til sig selv om, at de kan noget meget vigtigt, og derfor er meget velegnede som ledere og til at besidde strategisk vigtige poster i det her land. Sikke noget sludder. Det er ikke længe siden, jeg i en avis så resultaterne af en undersøgelse, der viste, at en meget stor del af de, der er med i de politiske ungdomsorganisationer er økonomer eller i gang med at læse et fag, hvor samfundsøkonomi er centralt. Det, synes jeg, er tankevækkende, men ikke så underligt. For det er givet lettere at blive synlig, hvis man er økonom end, hvis man er økonoma, som jeg er. De har et forspring, men det skal jeg nok få indhentet. Jeg vil ikke tage en anden uddannelse - som økonom - for at blive synlig. Jeg vil være den økonoma, jeg er, og jeg vil være synlig, fordi jeg har noget at bidrage med.Jeg kan godt lide talerstole
Lige nu er jeg synlig for omkring 8.500 mennesker. Det er ikke så tosset. Jeg kan godt lide talerstole, og når jeg går ind i et lokale, forsøger jeg at finde den plads, hvor jeg har bedst overblik, og hvor jeg kan høres og ses af flest mulige. Jeg kan godt lide bordender, men med et gammelt citat af Mimi Jakobsen: Hvis ikke jeg sidder for bordenden, så sørger jeg for, at bordenden flytter derhen, hvor jeg sidder. Min ambition er, at I kan huske noget af dét, jeg siger, når I skal fortælle jeres kolleger om arrangementet her hos BC. Min ambition er, at når jeg mødes med formanden for Folketingets fødevareudvalg, medlemmer af Sundhedsudvalget, repræsentanter for uddannelsesinstitutioner eller formænd for andre organisationer, eller med Lotte og jer her i aften, så huskes noget af det jeg siger, og jeg huskes, når der skal en holdning, et synspunkt eller en mening til. Jeg tror på netværk, fordi det er dér, man mødes og lytter til hinanden, får inspiration, og jeg tror, at netværk og den personlige kontakt og dialog giver bedre muligheder for indflydelse, end hvis jeg satsede på at komme i tv-avisen mindst to gange om ugen. Derfor kan jeg klart sige, at jeg ikke satser på at blive den lille positive historie i slutningen af en tv-avis! Det har medlemmerne af Kost & Ernæringsforbundet ingen gavn af – og jeg ville hade det. Jeg er en blandt fire debattører på den fødevarepolitiske platform - Altinget. Det er ikke sikkert, at I læser, hvad jeg mener – lige dér – men det er der mange af de medieprofessionelle, der gør. Og dem vil jeg gerne i kontakt med. Min konklusion i forhold til synlighed er, at dét satser Kost & Ernæringsforbundet på. Ikke for vores egen skyld. Men fordi vi er sat i verden for at promovere og skabe prestige til medlemmernes arbejde og faglighed. Jeg er helt bevidst om, at personen, der er valgt til at stå i spidsen, er helt afgørende for, om det lykkes. Men hvorfor skulle det ikke være det? Jeg bruger meget af min tid på at mene noget og på at sige noget til andre. Derfor skal det være noget, jeg selv tror er rigtigt og vigtigt. Jeg tror, at mennesker meget hurtigt gennemskuer, hvis de holdninger jeg kommer med, er nogle, jeg har fundet på til lejligheden – eller noget som nogle andre synes, jeg skal sige. Det duer ikke. Jeg skal mene dét jeg siger – helt ind i hjertet. Det giver den fordel, at jeg som regel kan forklare, hvorfor jeg synes, som jeg gør – det er mig – holdningerne ligger godt i min mave. I vores hovedbestyrelse spørger jeg ind imellem: ligger beslutningen godt i maven? Det griner vi af – også selvom vi har talt med store bogstaver og været meget uenige undervejs. For mig handler det om, at vi alle går ud af lokalet og har det ok med dét, vi sammen har besluttet – ellers er det en OMMER. Vi skal have det godt med en beslutning – også selvom den blev lidt skæv i forhold til vores eget udgangspunkt. Vi skal hver især kunne forklare, hvorfor beslutningen blev, som den blev. Jeg bliver hellere ved to timer ekstra eller venter til næste møde, hvis det er dét der skal til. Der er ikke noget så sjovt for andre, som hvis de kan finde en sprække – finde ud af, at vi mener noget helt forskelligt: Det er godt nok spændende. Det er jeg helt uenig i. Jeg synes, det, vi kan blive enige om, er spændende – for dét er dét, vi kan samles om at være ambassadører for. Og det er dét, der skaber udvikling og sammenhold. Jeg kan blive rigtig, rigtig træt, hvis jeg mange dage i træk er sammen med mennesker, som siger det helt rigtige – hele tiden. Jeg møder af og til kolleger, hvor jeg tænker: Gaab, de taler som fagforeningsmaskiner. Gaab - de taler som politiske maskiner. Gad vide, om de er rigtig levende mennesker inde bag facaden? Gad vide, hvad de siger, når de kommer hjem ? Jeg ville i hvert fald nødig have dem med hjem! Jeg tror, at min søn August ville blive noget forskrækket, hvis jeg kom hjem med et menneske, der lød som en båndoptager. Eller også ville han grine, fordi det lød som et af de computer-spil, han bruger. For mig handler det om at være et helt og levende menneske, der har fået en særlig opgave, er valgt til en særlig rolle. Men hvis rollen fik vippet mig af banen, så det bliver rollen og ikke mig, der taler, så ville jeg lynhurtigt sige til Ghita: ”det er nu, du skal væk ”. Jeg tror på, at I og alle andre, bærer dét med hjem, som I synes, I kan bruge. Som I syntes gjorde jer lidt klogere på jer selv. Mere indviklet synes jeg ikke, det er.Åh, at være en formand
Hvis man har brug for ro og regelmæssighed i tilværelsen, så kan jeg ikke anbefale en karriere som formand. Det er ikke et 7-15 job. Det er en livsform eller en livsstil, og den passer godt til mit temperament og til min måde at arbejde på. Det forventes, at jeg er til rådighed, når der er brug for mig, og det gælder alle ugens dage og døgnet rundt – næsten. Så hvis man trives bedst med en skarp adskillelse mellem fritid og arbejdstid, så hold jer langt væk fra noget, der ligner et formandsjob. Hvis man, som jeg, trives bedst med opgaver, der kræver engagement og muligheder for at påvirke verden; livet og ikke mindst fag og faglighed, så er det noget nær ideelt at være formand for Kost & Ernæringsforbundet. Nu kunne det lyde, som om jeg arbejder altid, men det gør jeg ikke! Jeg arbejder bare på nogle andre tidspunkter og på en anden måde, end man gør i mange andre job. Og det kan fint kombineres med at have et barn – især når barnet har en fleksibel far, der arbejder lidt på samme måde. Og så skal man have et fleksibelt forhold til alle de huslige sysler. Jeg kan ikke tilbyde en fuldtids-indsats som husholderske og som rengøringsindpisker. Jeg kan heller ikke påtage mig ansvaret for, at alt derhjemme bare er i orden, og at der altid er sæbe til vaskemaskinen og smukke blomster i vaserne. Men jeg vil i øvrigt heller ikke. Jeg tror, det gør mange ting lettere, at jeg ikke påtager mig en rolle derhjemme, som dén der er nødt til at ordne det meste, for ellers bliver det ikke gjort. Jeg er ikke og vil ikke være kvindelig martyr, der med årene bliver stresset og bitter over, at manden ikke har kunnet gætte, hvad jeg syntes var vigtigt at få gjort, hvornår det skulle gøres, og hvordan resultatet skulle være. Det får man alt for mange rynker af. Jeg siger mine ønsker og forventninger højt, og så påtager jeg mig ikke, dét vi har aftalt, at han – altså gemalen - skulle gøre. For mig er det f.eks. vigtigt at slippe for at hænge i en klokkestreng. Derfor er det Torben, der bringer og henter August i børnehaven, de handler ind sammen. Det giver mig en ro og et overskud, som jeg bruger, når jeg kommer hjem. Jeg gør i stedet nogle af de ting, som jeg er god til og som Torben helst er fri for. Osse hér tror jeg, at man selv kan gøre meget for at arrangere sit eget liv på en måde, som man trives med. Der er sikkert nogle af jer, der tænker. Hun kan sagtens, for det ville ikke lykkes hjemme hos mig. Selvom det er lidt firkantet, så vil jeg sige: selvfølgelig kan det lade sig gøre. Men det kræver noget af os selv. Vi skal holde op med at tro, at mænd er synske og kan se de forventninger, vi kvinder har inde i hovedet. Og vi skal holde op med at påtage os opgaver – fordi de jo skal gøres. Vi er nødt til at acceptere, at når ikke vi selv udfører opgaverne, så bliver de måske udført på en anden måde og på andre tidspunkter, end vi selv ville have gjort.At være Ghita
Jeg nyder, at være Ghita, at være formand for Kost & Ernæringsforbundet, og at være mor til August på 4 år og Torbens kone. Jeg tror, det handler om at vælge. Og det mener jeg alvorligt, selvom jeg gennem årene har mødt mange, der syntes det var liiige letbenet nok. For de kunne godt nok få øje på masser af problemer, hvis det skulle være. Jeg hører ofte, at man skal være benhård og kunne prioritere benhårdt, hvis man skal lykkes med både en karriere, at være mor og samtidig være gift eller have en kæreste, der oven i købet kan lide en. Jeg er ikke et orakel, og jeg vil ikke være benhård. Jeg foretager nogle valg. Jeg har f.eks. valgt min mand Torben med omhu. Jeg har valgt at leve sammen med en mand, som respekterer mig, som dén jeg er, og som har fuld respekt for, at vi har et fuldkommen fælles ansvar for vores fælles barn. Hvis manden i ens liv synes, det bliver svært, hvis man er ude – også om aftenen - hvis han synes, at vi skal deles om alt – også om hans karriere, så ville jeg meget hurtigt foretage et fravalg. For mig handler det om, at vi er to ligeværdige mennesker. Vi lever hver vores tilværelse med hver vore karrierer, men vi lever også sammen. Og vi har en fælles opgave i forhold til at give August en god barndom med en far og en mor og en familie, som synes, han er vigtig. Men jeg synes ikke, det gør noget, at han også ved, at vi gør noget, som vi synes er vigtigt. Indimellem har jeg haft August med ind på sekretariatet, og han har da også deltaget i kurser for tillidsrepræsentanter og møder med vore kredsformænd eller formænd for andre organisationer. Han har været med på generalforsamling og har i det hele taget været kostfagligt aktiv, siden han var 3 måneder. Han synes ikke, det er det mest spændende, man kan komme ud for, hvis møderne trækker ud. Men han møder nogle af de mennesker, som jeg omgås. Og det tror jeg ikke, han tager skade af. Jeg passer godt på ham, og det kan sagtens kombineres med at passe sit arbejde. Lyder det naivt – lyder det som om, jeg gemmer eller fortrænger, hvor besværligt det i virkeligheden er? Jeg lever livet forlæns, og jeg løser de problemer, der opstår, undervejs. Jeg gør ikke livet mere besværligt end højst nødvendigt! Hvorfor skulle jeg det? Jeg vil gerne være god til at udvikle. Der er så ufatteligt mange, der er rigtig gode til at gøre alting indviklet. Så jeg har aftalt med mig selv, at dét er en af de få ting, jeg ikke vil lære.Afslutning
Ligestilling er noget, vi skal tage. Det er ikke noget, vi skal have. Hvis vi betragter ligestilling, som noget vi skal have fra mænd eller magthavere, så har vi defineret os selv som nogle, der er er mindreværdige. Og som skal kunne gøre det samme som mænd, for at gøre os fortjent til at få magt og indflydelse Den køber jeg ikke. Fordi det handler om, at vi på forhånd har defineret, at det er mænd der har magten. Det kan godt være, at de er de fleste, når vi tæller køn på magtens tinder. Men jeg tror ikke, de er de bedste – bare fordi de er mænd. Jeg er formand for et forbund, hvor langt de fleste medlemmer er kvinder, men de fleste af dem, jeg møder i netværk, og når jeg opbygger kontakter udadtil, er mænd – og dét jeg hver gang konstaterer er: de bruger deres midler – og jeg bruger mine. Jeg tror, at vi skal holde op med at være vores egen værste fjende. Jeg bruger mine kræfter på at komme på tværs af køn og på at komme frem til noget af dét, vi er enige om. Mit budskab er:Tro på jer selv og det, I selv mener. Gå i dialog med omverdenen om dét, I vil og vælg så jeres mænd med omhu.
