Foruroliget
Kost & Ernæringsforbundet er dybt foruroliget over, at kommuner endnu en gang bruger den pris, de ældre skal betale for mad, som økonomisk regulator.
Samtidig udsættes køkkenerne, som er offentligt finansierede, i denne tid for et voldsomt økonomisk pres på grund af stigningen i fødevarernes priser. Stigninger, som ikke er indregnet i køkkenernes budget.
Frygter dobbelt prispres
Formanden for Kost & Ernæringsforbundet, Ghita Parry, frygter, at det dobbelte prispres på maden til de ældre går ud over sundheden blandt nogle af de i forvejen sværest stillede ældre.
- Hvad sker der med maden i institutionerne, når priserne stiger med 10 procent eller 50 procent som frugt og grønt. De prisstigninger er i forvejen ikke indregnet i særlig mange – om nogen - af køkkenernes budgetter. Hvis politikerne så oven i endnu en gang bruger maden som automatisk besparelsesknap, hører alting op, siger Ghita Parry.
Uacceptabelt
- Vi accepterer ikke indirekte besparelser som følge af prisstigningerne eller som følge af et kommunalt akut behov for en generel besparelse. Tværtimod skal madbudgetterne øges i takt med fødevareprisernes himmelflugt. Det betaler sig, siger Kost & Ernæringsforbundets formand, Ghita Parry.
Kost & Ernæringsforbundet er den faglige organisation for omkring 8.000 medlemmer, der er uddannede ernæringsassistenter, køkkenledere, økonomaer, professionsbachelorer i ernæring og sundhed og kliniske diætister.
Faggrupper, der arbejder med forebyggelse, behandling og livskvalitet gennem hverdagsmaden og de daglige måltider.
De har til daglig ansvaret for maden og rådgiver og vejleder om kost i institutioner, på skoler, arbejdspladser, hospitaler og pleje – og sundhedscentre.