Processing time: 1337808495.6488 secs

Madmæssigt selvmål i Odder

Sidst revideret 20. nov 2008

den gode hverdagsmad


Ghita Parry kritiserer Odder Kommunes beslutning om nul-tolerance over for sukker i de kommunale institutioner, dagplejer og skoler.
debatindlæg på altinget.


Fødselsdag med lagkage

Laura er rigtig glad i dag. Hun har nemlig fødselsdag og bliver fem år. Og så skal alle kammeraterne fra børnehaven med hjem sammen med pædagogerne fra hendes stue og holde fødselsdag. Laura har glædet sig til denne dag – og til at de skal have lagkage, kakao og mors gode, hjemmebagte boller.
Men på bordet står et par kander med postevand og en kande kaffe til de voksne. Der er knækbrød med ost, et friskbagt rugbrød, agurker og gulerødder i stave - og en stor skål med frugt. Men ingen kakao, ingen hjemmebagte boller og ingen lagkage.

Sukkerforbuddet er kommunens nye politik

For Laura bor i Odder Kommune, og her har politikerne vedtaget en nul-tolerance over for sukker i de kommunale institutioner, dagplejer og skoler. Sukkerforbuddet er en del af kommunens nye mad- og måltidspolitik.
Det gælder også i private hjem, hvor byrådet henstiller til, at forældrene dropper sukker, når de holder børnefødselsdag, og der er pædagoger eller dagplejere inviteret med. Politikerne har dog åbnet for mulige undtagelser i forbuddet, men lader det være op til forældrebestyrelserne at afgøre hvilke. ’Frihed under ansvar’ kalder Odders borgmester Niels Ulrik Bugge (V) det.

Nul-tolerance er madmæssigt selvmål

I mine øjne har Odder Kommune begået et madmæssigt selvmål med nul-tolerancen. For hvad så med rødbeden på leverpostejsmaden? Og de hjemmebagte boller? Personligt ville jeg nødig sætte tænderne i en syltet rødbede uden sukker. Eller fejre børnefødselsdag med knækbrød, fordi der ikke må komme sukker i fødselsdagsbollerne.
Jeg er selvfølgelig overbevist om, at politikerne i Odder har haft de bedste intentioner – at passe godt på de mindste borgeres helbred og sundhed. For alle undersøgelser viser jo, at danske børn får for meget sukker og slik i hverdagen.

Forbud er helt forrykt

Men at gå så vidt som til at forbyde det til en børnefødselsdag mener jeg, er helt forrykt. Og det er i hvert fald dumt ikke at benytte sig af den kostfaglige ekspertise, som findes i mange kommuner. Her er både ernæringsassistenter og professionsbachelorer i cateringledelse (før hed de økonomaer), der har en faglig viden om mad – og sukker – som politikerne i dette tilfælde kunne have haft god gavn af at lytte til.

God, sund og varieret hverdagsmad

Sundhed – ikke mindst vores børns – handler om at spise god, sund og varieret hverdagsmad. Det kan man blandt andet sikre ved at ansætte uddannet, kostfagligt personale i de kommunale daginstitutioner og skoler. For hvis børnene her hver dag får et sundt og ernæringsrigtigt måltid mad, vil de uden risiko for deres helbred kunne få et stykke lagkage, en kop kakao og en af mors hjemmebagte boller med syltetøj, når de er til Lauras fødselsdag.

Den gode hverdagsmad
Artikler i Køkkenliv:
Stafet: Mad efter ordre
Det er ikke nok at bande over gryderne
Stafet: Vi hører 100 procent efter
Stafet: God hverdagsmad er den mad, vi bedst kan lide
Mad til mennesker
Flere artikler i temaet

Netnyt:
Sundhedsfremme på arbejdspladsen
Fuldkorn skal holde eleverne på skolebænken
Livskvalitet på plejehjemmene
Nul sukker i Svendborg
Frosne hindbær SKAL koges
Flere netnyt i temaet


Andre temaer

Processing time: 0.5546 secs