Det kan lade sige gøre i fællesskab
Uanset om vi taler om nedslidt, forældet teknologi eller om et skrantende arbejdsmiljø på en virksomhed, kan det smages på sovsen – som vi siger i min professionelle verden. Heldigvis er der håndgribelige beviser på, at det kan lade sig gøre at opdatere en arbejdsplads med positivt resultat. Især når initiativet kommer fra medarbejderne og de er med til at bestemme. Det kan tilmed have stor værdi at bruge den viden og mangeårige erfaring, medarbejderne har, når der skal moderniseres, udvikles og nytænkes.Glæde ved at være med
På flere storkøkken-arbejdspladser landet over oplever de ansatte i dag glæden ved at være med til at ændre teknologi, produktionsform og samtidig forbedre arbejdsmiljøet. Både på sygehuse og plejecentre har de ansatte i køkkenerne i den seneste tid selv engageret sig, når der skulle bygges nyt og vælges ny teknologi. Og politikerne har sagt ja til at slippe den energi og viden løs, de ansatte i køkkenerne har.Åbent brev til byrådet
I Kalundborg skrev køkkenets personale et åbent brev til politikerne i Kalundborgs byråd. De forslog at bygge et nyt, lokalt køkken, fordi det gamle var nedslidt og stod til lukning. I dag har de i Kalundborg et helt nyt køkken i en ny bygning med det nyeste, supermoderne udstyr og et godt arbejdsmiljø. Et helt nyt, professionelt køkken bygget op fra grunden med entusiastiske og vidende medarbejdere som partnere i processen.Nyt bestillingssystem
Og i Holbæk er køkkenet på sygehuset lukket, mens det renoveres totalt. Maden kommer imens fra Ringsted, og de ansatte i køkkenet benytter ændringer i produktionsformen til selv at komme ud på afdelingerne med maden. Arbejdet med centralt at øse op i portioner er afskaffet og et elektronisk bestillingssystem bliver indført. Alt sammen på basis af engagerede medarbejderes erfaring og lyst til at være med til at sikre borgerne en god kvalitet og sikre sig selv en ordentlig arbejdsplads med et rart og sikkert arbejdsmiljø.Og det kan smages på sovsen. Indlægget har været bragt i Altinget.dk.








