Turbo på udviklingen
De første år som formand har været spændende, og der er sket meget i de 2 ½ år.
Vi skal træffe nogle vigtige valg på denne kongres. Vi skal have sat turbo på udviklingen af Forbundet. Jeg håber, I er klar. Jeg er!
Står det til mig, så skal vi i den kommende periode højprioritere arbejdet med mad og måltider.
For det er fag, faglighed og uddannelse, vi har til fælles. Uanset om man til daglig arbejder med håndværk, faglig ledelse, rådgivning, vejledning eller formidling, så er det maden, madvaner og måltiderne, der er i centrum.
De fleste forbinder mad med nydelse og livskvalitet. Og de fleste ved, at mad samtidig er et vigtigt led i forebyggelse og behandling af sygdomme. Det er ikke, og må ikke være, en modsætning. God hverdagsmad og gode madvaner skal ikke være hverken trist eller kedelig. Min påstand skal være, at alle, der har taget en uddannelse, hvor der på én eller anden måde er fokus på maden, kan kombinationen, fordi vi har viden.
I de kun 2 ½ år, der er gået, siden vi tiltrådte, har hovedbestyrelsen haft mange – og ofte lange debatter om vejen frem. Vi har da indimellem hængt med hovedet, fordi medlemstallet falder, fordi vi kan se, at et stigende antal medlemmer nærmer sig pensionsalderen, og så bliver der uddannet katastrofalt få ernæringsassistenter.
Men vi har hurtigt fået vendt den triste stemning. For vi har rigtig mange og rig-tig gode kort på hånden. Vi skal bare spille dem rigtigt.
Og vi får god hjælp udefra. Den samfundsmæssige fokus på hverdagsmaden er klart til vores fordel. Og set fra en forbundsvinkel, så skal vi da ikke underkende, at det kan blive vores held, at flere madforbund har fravalgt den faglige dimension. Her tænker jeg selvfølgelig på RBF og Formidlerne, som i perioden har valgt at fusionere med henholdsvis 3F og Danmarks Lærerforening.
Det er selvfølgelig deres valg, men for mig åbner det muligheder for at samle alle faguddannede, der arbejder med mad og måltider! Hvis vi vil, kan vi blive et fag-ligt centrum for alt, hvad der handler om mad og måltider. Men vi skal ville det. I skal ville det!
Som jeg ser det, står vi ved en skillevej, og mit håb er, at vi får nogle spændende debatter, som resulterer i nogle helt klare beslutninger om, hvor vi vil hen med Forbundet.
En god træner – eller coach – ville nok sige: Vi vil, og vi kan. Jeg siger: Selvfølgelig kan vi – om vi vil – det er op til jer.
I hovedbestyrelsens skriftlige beretning får I et grundigt indblik i, hvad der er sket i perioden siden generalforsamlingen i oktober 2004. Vi har lagt vægt på at vise, hvilke udfordringer der har været, og ikke mindst, hvordan vi har tacklet dem.
Og ja, den er lang, men det er den jo kun, fordi der er sket meget og udrettet meget, som vi mener, er vigtigt for jer at vide, når I skal være med til at fastlægge Forbundets fremtid.
Jeg håber, I er enige med mig i, at beretningen på mange vigtige områder lægger op til debat om emner, som har betydning for vores fælles fremtid og for det enkelte medlems vilkår og muligheder i fremtiden.
I min tale til kongressen har jeg valgt at koncentrere mig om nogle ganske få temaer. Maden og måltiderne, vores fremtidige rolle på arbejdsmarkedet og så slutter jeg med os selv – med Forbundet i fremtiden.
Mad og måltider
Faget - maden – hverdagsmaden, gode madvaner og de gode måltider – det faglige - står allerøverst på min arbejdsplan for de kommende års arbejde.
Vi er som nævnt den eneste faglige organisation, der har maden som omdrejningspunkt – og det vil min tale bære præg af - for en af de store opgaver bliver at sikre, at alle andre i dette land finder ud af – at sådan er det.
Sådan er det ikke - endnu
Min ambition er i løbet af meget kort tid at udvikle Forbundet til at blive et videns- og inspirationssted i forhold til mad og måltider. Det er hos os, man skal hente viden, udvikling, trends, inspiration og fakta.
Som det er nu, er der ingen samling men masser af forvirring. Madområdet er præget af mange enkeltpersoner, som mener noget, vurderer andres mad og fortæller, hvad der er godt og skidt.
Der er mange meningsdannere, og man skal stå godt fast på fødderne for ikke at lade sig påvirke af snart den ene snart den anden holdning. At have en uddannelse indenfor madområdet hjælper, men det hjælper ikke de mange mennesker, der bare gerne vil spise rigtigt og godt. Eller de politikere, som selvfølgelig også lader sig påvirke af det, de ser i fjernsynet og læser i aviserne.
Jeg tror, de fleste politikere både på landsplan og lokalt har set skriften på væggen: Det er indholdet i hverdagens mad og vores alle sammens madvaner, der skal gøres noget ved – ellers koster det – og det kan blive rigtig, rigtig dyrt.
Fedmeepidemi, livsstilssygdomme, det koster nu – men det kommer til at koste endnu mere i fremtiden.
Jeg tror, at en hvilken som helst politiker – uanset partitilhørsforhold inderst inde – gerne være med til at forebygge. Men vil de også træffe beslutninger, som gør, at de på sigt får succes?
Når jeg ser på de beslutninger, der træffes, så kan jeg have mine tvivl.
Vi kan - og vi skal - give politikerne svarene på, hvordan de kan skabe succes til maden! Ellers tror jeg, de bliver ved med at vælge succes på budgettet i stedet for succes til maden.
Hverdagsmaden skal prioriteres i det store samfundsbudget og i budgetterne i regionerne og i kommunerne. Som det er nu, er det forsvindende lidt, der bliver brugt på maden og måltidet.
Det skal der laves om på! Det er for dumt – og for dyrt - at lade være.
Hverdagsmaden og det gode måltid skal være omdrejningspunktet i Forbundets arbejde i de kommende 3 år. Vi skal sætte dagsordenen, når det handler om hverdagsmaden og det gode måltid. Gør vi det ikke, står andre klar i kulissen! Hvis vi tør, så når de aldrig ind på scenen.
Selvom vi har medlemmer, der arbejder næsten alle de steder, hvor der tilbydes mad i hverdagen, så tror jeg, at vi bliver identificeret med mad til ældre og til syge. Det er ikke så mærkeligt i og med, at flertallet af vores nuværende medlemmer er ansat indenfor de to områder.
Vi skal bevare og udvikle mad og måltider indenfor de to områder, fordi de betyder rigtig meget for mange mennesker. Men hvis vi vil være centrum for hverdagsmaden, så tror jeg, at vi fagligt skal fokusere langt mere på områder, hvor hverdagsmaden har lettere og bedre vilkår. Vi skal bruge succeser til hverdagsmaden i f.eks. kantiner, på høj-, fri- og efterskoler til at løfte hverdagsmadens image. Det kan vi alle få gavn af.
Maden bliver mange steder brugt til at tiltrække elever/kursister, og i mange virksomheder bliver sund mad brugt som et bevidst element i virksomhedens image, der skal tiltrække og fastholde medarbejdere.
Et holdningsskift er på vej
For mig er der ingen tvivl om, at vi står lige ved starten af et kultur- og holdnings-skift indenfor både hospitals-, ældre- og socialsektoren.
Jeg tror, at de fleste danskere er ved at blive helt klare på, hvad de mener, er vig-tigt for, at et hospitalsophold er en god oplevelse på trods af sygdom og lidelse.
Jeg tror, de fleste pårørende til svage ældre og fysisk og psykisk syge er ved at blive helt klare på, hvad de mener, er vigtigt for, at netop deres nærmeste får et godt liv på trods af svagelighed, store plejebehov, fysiske eller psykiske handicap.
Vi vil have menneskelig opmærksomhed, og vi vil respekteres som de individer, vi hver især er. Vi vil ikke være et nummer. Vi vil ikke nøjes med at være en del af et system. Vi vil heller ikke være en diæt.
Vi fastholder retten til at være levende og forskellige som mennesker, når vi får brug for hjælp – hvad enten det er varigt eller i en kortere periode.
Det er noget af en udfordring for den samlede danske hospitals-, plejehjems- og socialsektor.
Som jeg ser det, er der allerede så småt ved at komme gang i en værdidebat – godt hjulpet på vej af en række tv-udsendelser og en række meget ubehagelige TV-dokumentarprogrammer.
Man kan mene, hvad man vil, om Lottes Plejehjem. Men det billede, de fleste af os sikkert sad tilbage med efter udsendelsen, var: Mennesket er i centrum. Det tværfaglige samarbejde fungerer, og set fra en madfaglig vinkel, så har maden og måltidet den helt rigtige placering: Måltiderne er dagens højdepunkter.
Man kan mene, hvad man vil, om a la carte konceptet på Hvidovre hospital. Men jeg er overbevist om, at det, der skaber opmærksomhed og sympati i pressen, er, at det er det enkelte menneske, de individuelle ønsker og sidst men ikke mindst maden på tallerkenen, der er i centrum.
Jeg ved, at især a la carte projektet på Hvidovre Hospital sætter gang i følelserne hos i hvert fald nogle af jer, der er her i dag. Det kender jeg godt.
Men jeg synes ikke, vi skal diskutere de to konkrete eksempler. Når jeg har taget dem med, så er det ene og alene fordi, det siger noget om, hvad politikerne og vi skal forholde os helt konkret til.
Hvornår politikerne opdager og tager brugernes krav alvorligt. Det ved jeg ikke, men jeg ved, at vi ikke skal vente på politikerne.
Vi skal i alt, hvad vi tænker, i alt hvad vi siger tage udgangspunkt i kunden, brugeren, patienten.
For at skabe succes til mad og måltider, så skal vi starte hos kunden, brugeren, patienten!
Vi skal gøre op med "Vi-ved-bedre kulturen". Vi skal gøre op med system- og massetænkning. Vi skal gøre op med, at brugere og patienter skal indrette sig efter eksperter og systemer. Det er os, der er til for dem – og ikke omvendt.
Og det er os, der kan gøre et sygehus eller et plejehjem til en succes. Succes hænger sammen med den samlede oplevelse, og det er der masser af følelser i.
Der er til gengæld ikke mange følelser forbundet med god narkose – hvis det lykkes – og det gør det jo oftest. Succes til de forskellige kirurgiske specialer er der heller ikke mange følelser i: Hvis det nye hjerte fungerer, så er hjertekirurgen en succes. Hvis den nye hofte fungerer, så er ortopædkirurgen en succes.
Så når kvaliteten er i orden på alt det, der handler om selve sygdommen, så bliver det omsorgen og maden og måltiderne, der kommer i centrum.
Jeg tror, de fleste mennesker tager det for givet, at kvaliteten af narkose og kirurgi er i orden. Ligesom de fleste regner det for en selvfølgelighed, at fjernsyn, borde og stole på plejehjemmet er i orden.
Og så bliver det helt andre ting, der bliver afgørende for succes. Bliver vi respekteret? Lytter og hører de det, vi siger? og handler ud fra det, vi siger? Spørger de, hvad jeg vil have at spise – og får jeg det? Omsorg og opfyldelse af individuelle behov bliver afgørende for succes.
Jeg tror ikke, der er en eneste herinde, som bare vil finde sig i at være et nummer, en del af et system eller for den sag skyld en diæt. Og hvorfor skulle vi også det?
Jeg tror, at maden blive et kriterium, når der skal vælges hospital og plejehjem, eller måske børnehave eller skole.
Dokumentation er teknik
Der tales og skrives meget om dokumentation - om kvalitet og akkreditering i sundhedsvæsenet – om standarder og sammenligningsmuligheder. På det område er vi godt rustet.
Jeg ved godt, at gentagne undersøgelser viser, at vi på ældreområdet ikke klarer os alt for godt, når det handler om den manglende dokumentation af køkkenets ydelser, eksempelvis beregning af næringsindhold. Det er ikke godt.
For det er noget, vi kan, og som vi skal gøre. Vi skal selvfølgelig vide, hvad det er vi tilbyder på det rent tekniske plan, fordi det har stor betydning for, om et menneske får et relevant ernæringstilbud, hvad enten det handler om et menneske, der har fået en ny hofte, eller et ældre menneske, der har stærkt nedsat appetit.
Vi har i perioden haft fokus på ernæringsberegning, fordi det skal vi kunne og gøre, og vi har udarbejdet en kvalitetshåndbog og afholdt kurser, så alle, der skal i gang med kvalitetscertificering, får de bedste muligheder for at komme helskindede igennem.
Dokumentation er for mig teknik. Det er en stillingtagen til, hvad vi vil gøre, og en sikring af, at vi gør, som vi har besluttet. Og sidst men ikke mindst, at vi kan redegøre for det, vi har besluttet, og det vi har gjort. For mig er det ikke meget anderledes, end det vi gør i forhold til egenkontrol af hygiejne – og er der et område, hvor vi har succes, så er det på hygiejnen.
Men det er for småt – alt for småt. Selvfølgelig kan jeg da godt glæde mig over, at det næsten aldrig er køkkener, hvor kost- og ernæringsfaglige arbejder, der rammes af fødevare- eller madskandaler. Men det er ikke nok.
Vi skal ikke kun kendes på god hygiejne. Vi skal kendes på, at vi står for maden, der er en succes hos det enkelte menneske.
Optimal hygiejne og stillingtagen til hvilke råvarer vi indkøber, hvilke produktionsformer vi anvender, madens indhold af næring. Det er vores baggrundsfaglighed. Det skal være den usynlige del af vores indsats.
Jeg læser flere gange om ugen små og store artikler, hvor politikere har holdninger til produktionsformer. Varm mad kontra kold mad osv.. Sikke noget sludder. Ingen får serveret kold eller frossen mad. Men sådan bliver det opfattet, for det er dét, der er fokus på, I stedet for dét, der ligger på tallerkenen.
Jeg har forståelse for, at journalister konstant er på jagt efter gode overskrifter, men jeg ser det også klart som vores opgave at få flyttet fokus fra temperatur og valget af produktionsmetode til kvaliteten af maden på tallerkenen og selve måltidet.
Holdninger til produktionsformer
Jeg ved godt, at produktionsformer kan sætte sindene i kog hos os selv. Mange af os er enten til den ene eller den anden produktionsform. Jeg har i hele min formandstid mødt medlemmer, og jeg ved fra sekretariatet, at der flere gange om ugen kommer henvendelser fra medlemmer, som vil have os til som Forbund at tage stilling for eller imod den ene eller den anden produktionsform.
Jeg kan ligeså godt sige: Det gør vi ikke! I hvert fald ikke så længe jeg er formand.
For der er ikke en af de mange produktionsformer, der er den rigtige. Den rigtige produktionsform, eller som det ses mange steder, en kombination, er den eller de, der passer til behovene hos de mennesker, der skal spise maden.
Produktionsformer er et anliggende for faguddannede, fordi det er en metode til at nå de resultater, som politikerne vil have, og som vi kan stå inde for.
Politikerne skal koncentrere sig om at finde ud af, hvilke krav de har til måltiderne og til maden.
De skal opstille mål for og krav til kvaliteten af de madtilbud og den servicemæssige kvalitet, de vil tilbyde borgerne. Uanset om det er en kommune eller i en region.
Når de har taget stilling til, hvad de synes, er rigtigt og vigtigt for brugerne i forhold til mad og måltider, så skal de have vore bud på, hvad der skal til for at optimere mulighederne for at nå målene.
Vi skal hjælpe politikerne med at holde fokus på det, de er valgt til – at sikre de bedste tilbud og den bedst mulige service til hver enkelt borger. Det er den individuelle service og de individuelle tilbud, der er vejen frem.
Succes til maden og måltidet, der er vores fremtid – og det er os og kun os, der kan ændre ved den måde, alle andre taler om vores mad på – og det er kun os, der kan sætte nogle helt andre krav til fremtidens mad og måltider.
Og nu er vi ovre i en boldgade, der omfatter alle, der har en uddannelse, der har mad og måltider som udgangspunkt. Forbundet har været meget koncentreret om de kost- og ernæringsfaglige, der er ansat indenfor ældreområdet og indenfor hospitalssektoren. Det er der ikke noget mærkeligt i, fordi det er der, de fleste medlemmer er ansat.
Men står det til mig, så skal Kost & Ernæringsforbundet i fremtiden identificeres med fagligt stolte faguddannede, der arbejder med den gode hverdagsmad og det gode måltid. Vi skal have flyttet fokus fra ansættelsessted til maden og måltidet.
Jeg er helt klar over, at det kan virke stærkt provokerende på de af jer, der arbejder med mad til ældre og syge. Men jeg siger ikke, at vi skal holde op med at beskæftige os med mad til ældre og syge. Jeg siger, at vi skal beskæftige os med den mad og de måltider, der er en vigtig del af rigtig mange menneskers liv. Og det er et meget bredere område end plejehjem og sygehuse. Det er f.eks. kantiner i private virksomheder. Det er f.eks. madtilbud på høj-, fri- og efterskoler.
Jeg er nået til den konklusion, at vi skal flytte fokus fra forskellene mellem kost- og ernæringsfaglige og andre, der har taget en uddannelse indenfor madområdet, TIL fællesskabet om succes til hverdagens mad og måltider.
Der er f.eks. masser af kokke, der hver eneste dag laver noget mad under vilkår, hvor deres uddannelse og deres viden i virkeligheden er en hindring. Ingen skal bilde mig ind, at et menneske, der har gennemgået en kokkeuddannelse, er tilfreds med at bruge gammelt kød eller at køre det hele gennem frituren.
Ingen skal bilde mig ind, at når man har taget en kokkeuddannelse, så er det fordi man bare nyder at bliver råbt af, fordi man nyder at arbejde i et miljø, hvor man både fysisk og psykisk bliver kørt ned.
Vi har taget en uddannelse, fordi vi er optaget af alt, der handler om mad. Det har alle de andre, der har taget en maduddannelse, også.
Vi står overfor et valg: Skal vi samle alle de, der på forskellige niveauer har en uddannelse, hvor mad og måltider er centrum.
Det skal vi tage stilling til, og jeg er ikke i tvivl. Vi skal på denne kongres sætte et klart mål og sende et klart signal om, at Kost & Ernæringsforbundet vil være samlingsstedet for alle, der har en uddannelse indenfor madområdet. Vi skal vedtage visioner og mål, som klart signalerer faglig samling indenfor mad og måltidsområdet.
Jeg synes, det er et stort skridt. Men jeg er ikke i tvivl om, at det er rigtigt.
Arbejdsmarkedet
Vi har slet ikke den placering og den prestige på arbejdsmarkedet, som vores faglige og samfundsmæssige betydning tilsiger.
Nedenunder. Omme bagved. Både den fysiske placering af mange køkkener og vores organisatoriske placering i de kommunale og regionale hierarkier svarer slet ikke til den betydning, vores fag har.
Rigtig mange har et stort ansvar, og alle har stor betydning. Men det kniber gevaldigt med at få tillagt kompetence til at træffe beslutninger, og lønningerne halter gevaldigt bagefter.
Og så er der arbejdsmiljøet. Det er heller ikke for godt.
Vi kender problemerne, og det er den første forudsætning for at gøre noget ved dem.
Vi skal have selvstændige mad- og måltidsorganisationer i kommuner og i regioner, og vi skal have ansvaret for mad og måltider fra planlægning helt frem til maden er spist.
Vi skal have kompetence til at træffe beslutninger om alt, hvad der vedrører mad og måltider.
Det er vores faglige område, og det er alt for vigtigt til at overlade til andre faggrupper! Derfor skal vi følge maden helt frem til kunden, brugeren, patienten.
Vi skal ud af køkkenerne. Vi skal være synlige i hele processen.
Vi skal tilbyde vores faglige ekspertise til de andre faggrupper, og vi skal være der for kunden, brugeren, patienten.
Strukturer og vores placering i de kommunale og regionale strukturer er helt afgørende. Vi kommer ingen vegne, hvis vi skal basere vores faglige succes på andre faggruppers forståelse for madens betydning. De ved godt, maden er vigtig, men det er altså ikke deres kernefaglighed.
Jeg har, og hovedbestyrelsen har, sagt det her mange gange i perioden, og jeg synes, det er flot – det er en sejr, at det er lykkedes at få gennemført mad- og måltidsorganisationer i en række kommuner landet over. Det kan lade sig gøre, og de skal bredes ud til hele landet!
Ansvarsfordelingen omkring maden har, så længe jeg kan huske tilbage, været ulden. Går det godt, tager andre æren, går det mindre godt, så placeres skylden for problemerne hos os. Det skal vi ikke finde os i.
Vi vil have ansvaret for maden og for måltidet – for så går det godt!
I regionerne – er vi på vej ind i en periode med store forandringer. Nye strukturer, omfordeling af arbejdet, nedlæggelse af sygehuse og måske en række helt nye store sygehuse. Her skal vi kende vores besøgelsestid.
Vi skal have skabt gode køkkenfaciliteter på afdelingerne og nogle gode spisefaciliteter.
Vi lider under, at der ikke er plads til maden og til os ude på afdelingerne på masser af de gamle nedslidte sygehuse.
Vi skal sikre, at der er teknologi tilstede, så den enkelte patient selv kan tage stilling til sammensætning af maden og måltidet, og vi skal sikre, at der er faglig ekspertise til rådighed for den enkelte.
Jeg siger ikke, at vi kun skal gøre noget i forhold til nye sygehuse, men vi skal som minimum sikre, at når og hvis der bygges nyt, så er maden og de individuelle måltider tænkt med.
Jeg får sammen med Forbundets nyvalgte regionsformænd en stor opgave med at påvirke regions- og kommunalpolitikere. Vores budskaber skal være konkrete og tydelige - ikke til at komme udenom.
Vi skal tage udgangspunkt i det enkelte menneske og mulighederne for at opfylde den enkeltes behov for mad – mad af høj kvalitet.
De politiske budskaber og den politiske indsats fra Forbundets side er vigtig, men vi kan ikke alene.
Faglige ledere og tillidsrepræsentanter spiller en central rolle
Vi skal have faglige ledere med BÅDE ansvar OG kompetence, og vi skal have tillidsrepræsentanter på alle arbejdspladser.
Kompetencen til at træffe beslutninger er altafgørende både opad og udad i de kommunale og regionale strukturer, men det betyder også noget indadtil i køkkenerne.
Vi ser en klar tendens til, at man især i kommunerne går efter at få færre tillidsrepræsentanter.
Vi får et stigende antal henvendelser fra kommuner, som mener, at det er tilstrækkeligt med en fællestillidsrepræsentant for 3, 4 og 5 køkkener med tilsammen 50-60 ansatte. Arbejdsgiverne ser det som en naturlig konsekvens af centra-lisering i ledelsesstrukturen. Det gør vi ikke.
Vi vil gerne have en overordnet faglig leder for mad og måltider. Men vi er lodret imod, når man i kommuner mener, at man så kan undvære en daglig leder med kompetence i forhold til dagligdagens problemstillinger på de enkelte arbejdspladser. Vi vil ikke nøjes med koordinatorer, og vi vil ikke finde os i, at medarbejdere skal træffe ledelsesmæssige beslutninger i forhold til deres kolleger.
Og vi er lodret imod, at medarbejdere skal nøjes med en langdistancetillidsrepræsentant.
Vi ser gerne, at der bliver valgt flere fællestillidsrepræsentanter, men de skal vælges af og blandt de lokale tillidsrepræsentanter. Vi skal have en direkte forbindelse og sammenhæng mellem det, der foregår på de enkelte arbejdspladser og det, der foregår på overordnet niveau.
Hvem kan være imod det? Det kan flere af de organisationer, vi arbejder tæt sammen med i Sundhedskartellet og i FTF. Jeg forstår det simpelthen ikke! Og jeg bruger enhver lejlighed til at gøre opmærksom på, at de er på afveje.
Så længe jeg er formand, så er holdningen, at der på enhver arbejdsplads skal være en leder med daglig og faglig kompetence og en tillidsrepræsentant.
Vi skal ikke gå småt til det.
Som forbund har vi en forpligtelse til at skue ud i fremtiden og komme med bud på, hvordan vi får placeret os selv, så vi er til at få øje på. Vi skal som forbund komme med offensive bud på, hvordan vi ser arbejdsmarkedet både nu og i fremtiden. Det er nu, grundstenene til fremtidens arbejdsmarked bliver lagt.
Vi skal selvfølgelig også se indad og gøre noget på områder, hvor vi selv har afgørende indflydelse. Både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø kan blive meget bedre, så det vil også være et af indsatsområderne i den kommende periode.
Ny struktur
Og så til os selv. Vi har fået en ny struktur. Vi har valgt politiske ledere for de næste 3 år.
Vi skal turde gå forrest og udfordre nuværende og kommende medlemmer.
Generalforsamlingen i 2004 besluttede, at det var engagementet, der skulle bære Forbundet ind i fremtiden. Derfor fik vi en struktur, hvor alle delegerede på kongressen repræsenterer – ikke kun sig selv – men også de medlemmer, de er valgt af – og skal stå til ansvar overfor.
Jeg har, og I har, en forpligtelse til at debattere og forklare baggrunden og resultaterne af denne kongres. Vi kan ikke som tidligere bare rejse hjem og være tilfredse med os selv. Vi er valgt til at repræsentere de medlemmer, der har valgt os. Engagement kræver dialog, og demokrati kræver, at vi lytter, men også at vi tør lægge en linje, træffe beslutninger, og at vi kan gå hjem fra kongressen med en sikker fornemmelse af, at vi har gjort noget, der både er rigtigt og vigtigt for med-lemmer og for Forbundets fremtid.
På kongressen skal vi lægge linjen, og jeg forventer, at vi går herfra med nogle helt klare visioner og mål for de kommende 3 års arbejde og med nogle klare budskaber, som efterfølgende skal omsættes til handlinger.
Organisation og synlighed
Vi skal være synlige, men med hvad? Vi skal gøre det helt klart, at vi er i en konkurrencesituation, og vi skal vælge, hvor vi vil placere os. Enhver forening, organisation og enhver med et budskab vil være synlige.
Forudsætningen for at blive synlige er, at vi vælger, hvad vi vil være synlige med. Jeg tror godt, at I kan begynde at ane, hvor jeg vil hen.
For mig er der ingen tvivl om, at der mangler et samlingssted – et videns- og informationscenter for alle faguddannede, der vil noget med mad – hvad enten det er håndværk, ledelse, rådgivning, vejledning eller formidling. Mit og hovedbestyrelsens bud er, at det skal være os, der påtager os den rolle.
Kan det være en hovedopgave for en faglig organisation? Ja det kan det, fordi vi netop er en faglig organisation med et helt klart fagligt fokus og et fagligt fællesskab.
Vi skal placere os i en virkelighed, hvor der er såkaldt gule, kristne fagforeninger og lederorganisationer, der også kan det med at forhandle for det enkelte menneske.
De kender ligeså godt som os de overenskomster, VI forhandler igennem. De kender love og de arbejdsretslige regler. De kan ikke få forhandlingsretten, men som jeg vurderer det, så bliver de ikke altid afvist af arbejdsgiverne, hvis de møder op og forhandler på basis af vores overenskomster.
Jeg kan selvfølgelig godt blive sur og arrig, når andre organisationer tilbyder medlemskab for en urealistisk billig penge, fordi de skummer fløden af det arbejde, vi har gjort. De har ikke udgifter til at samle tillidsrepræsentanter og ledere for at finde frem til, hvilke krav der skal stilles til de kommende overenskomstforhandlinger.
De uddanner ikke tillidsrepræsentanter, de udarbejder ikke kvalitetshåndbøger, kosthåndbøger, kurser i akkreditering, ledertemadage - og jeg kunne blive ved.
Men jeg tror ikke, at en sur, fornærmet tilgang nytter. Jeg tror på, at vi skal tilbyde noget, som de gule, de kristne ikke kan tilbyde. De, der måtte føle sig fristet af et billigt kontingent, vil hurtigt opdage, at det er lige som i ”Kejserens nye klæder” - han har jo ikke noget tøj på! Der tilbydes ikke faglig viden, udvikling eller fagpolitisk samvær.
Jeg er helt bevidst om, at ledere får en god behandling i Ledernes Hovedorganisation. Men de kan heller ikke byde med noget, der handler om udvikling af god faglig ledelse eller om en kombination mellem fag og ledelse. Det kan vi. Og det er dér, jeg ser udviklingsmulighederne.
Det er jo ikke noget tilfælde, at vi har investeret massivt i tilbud til faglige ledere i de sidste 3 år.
Det er ikke noget tilfælde, at den gode hverdagsmad er et selvstændigt punkt på kongressens dagsorden.
Og det er ikke et tilfælde, at hovedbestyrelsen foreslår visioner og mål med et klart fagligt fokus.
Det er maden – hverdagsmaden – det gode måltid, der skal være vores brand.
Vi er den organisation, der samler faguddannede, der arbejder med den gode mad i hverdagen.
Hermed overlader jeg både den skriftlige beretning og min tale til kongressen.
Og lad os så få nogle gode debatter og nogle klare beslutninger om fremtiden.
