Jeg er netop påbegyndt endnu en periode som tillidsrepræsentant på Århus Sygehus, hvor jeg også de sidste to år har været fællestillidsrepræsentant (FTR). Blandt Region Midt’s tillidsrepræsentanter er jeg også FTR.
Arbejdet som tillidsrepræsentant har vakt min interesse for de ting, der sker omkring os. Ud over god løn og gode arbejdsforhold er noget af det, der ligger mig meget på sinde, at få fat i de unge mennesker. Få dem med i fællesskabet, og give dem en god grunduddannelse i håndværket omkring den gode hverdagsmad til mange mennesker. Der er brug for dem.
Vi kan, og vi vil den gode hverdagsmad. Derfor er det vigtigt, at vi kan vores håndværk fra bunden. Den viden og de færdigheder skal vi give vores elever. Det er dem, der skal bære håndværket videre. Et håndværk som er meget vigtigt for folkesundheden. Antallet af offentligt bespiste er stigende, og vi vil jo gerne medvirke til en yderlige stigning ved at levere medarbejdere med en solid grunduddannelse til at producere den gode hverdagsmad, efterhånden som hverdagsmaden vinder indpas i de sundhedsfremmende foranstaltninger på arbejdspladserne, offentlige såvel som private.
En solid grunduddannelse er også et godt grundlag for efter- og videreuddannelse.
Vi skal kendes for den gode smag, den gode hverdagsmad, den gode oplevelse.
Jeg er i øvrigt uddannet økonoma i 1983 fra Vejle Sygehus og køkkenassistent i 1981 fra Helsingør Sygehus.