Der er ingen tvivl om, at frisklavet mad spist med det samme er det bedste. Men det kræver køkkener og kostfagligt personale alle steder.
Det er ikke den vej udviklingen går. Tværtimod satses der i mange kommuner på køkkener, hvor stadig færre kan lave mad til stadig flere.
Desuden er der under alle omstændigheder behov for et alternativ til frisklavet mad. Det er langtfra alle brugere, der kan komme til maden, så maden må bringes til dem.
Alle køkkener skal derfor vælge, hvad der er næstbedst, når maden ikke kan serveres ‘lige fra gryden’.
Det er vigtigt at beslutte, hvad der styrer valget: er det brugernes ønsker til mad og service, madens ernæringsmæssige kvalitet, den kulinariske kvalitet eller arbejdsmiljøet i køkkenet? Eller har kommunen måske allerede besluttet, at det er økonomien, der styrer?
Der er ikke muligt at pege på én produktionsform, som den bedste. Der er fordele og ulemper ved dem alle. Den produktionsform, der er bedst ud fra et ernæringsmæssigt perspektiv, er måske ikke bedst, hvis det er smagen, der er afgørende eller arbejdstimerne, der tæller.
