Det bedste er en sildemad, sagde Ruth på 89 år, da hun blev spurgt om den gode hverdagsmad. Mens Mads på 27 lagde vægt på ’kokkenes’ tilstedeværelse i spisesalen. Og det for kræftpatientens vedkommende var afgørende for appetitten, at maden var lavet til hende. Med kærlighed.
Vi har hver vores prioriteter. Noget der gør maden særlig værdifuld.
Netop de værdier havde Kost & Ernæringsforbundet sammen med Madeleines Madteater sat sig for at sætte fokus på i går, tirsdag den 22. maj.
Hverdage er der flest af. Og hverdagsmad er der mest af.
Til gengæld er det sjældent hverdagsmaden, vi taler om. Lægger vægt på. Og lægger os i selen for at gøre til noget særligt.
Det vil Kost & Ernæringsforbundet ændre på. Og topmødet var tænkt som startskuddet til en forandring.
Forbundet havde inviteret 40 deltagere – madhåndværkere, gastronomer, designere, antropologer, embedsmænd med flere. Alle valgt fordi de er levende interesseret i mad.
– Ideen er ved fælles hjælp at finde frem til hvilke værdier, der kendetegner ’den gode hverdagsmad’, sagde forbundets formand Ghita Parry. Er det vigtigste, at maden er velsmagende, varieret, vedkommende, tryg, nærværende ... spurgte hun. Og nævnte nogle af de egenskaber ved maden, som der var budt ind med allerede forud for topmødet. Egenskaber som topmødets deltagere blev sat til at prioritere, udvikle og fortolke.
– Målet er at hæve kvaliteten af den offentlige mad. Sætte hverdagsmaden på dagsordenen. Og gøre den til et nationalt anliggende, sagde arrangørerne. Og udnævnte de 40 topmødedeltagere til ambassadører for den gode hverdagsmad.






Bestil



