Ældre småtspisende. Om ernæring til ældre på Ældregården

Juryens anerkendelse

Tina Bønlykke Kinnberg demonstrerer et fuldstændigt billede af ernæringsassistentens kvalifikationer og kompetencer og er en god ambassadør for faget. I en velskrevet opgave arbejder Tina med kost til småtspisende ældre herunder blød kost og de udfordringer, man som professionel skal indtænke. Som valgfri emne er valgt udarbejdelse af en mad- og måltidspolitik for centralkøkkenet Ældregården. Opgaven viser sammenhæng mellem mad- og måltidspolitikken og mad til småtspisende og Tina demonstrerer godt fagligt kendskab om de ældres ernæringssituation, egenkontrol og hygiejne, høj kvalitet i måltidet og vigtigheden af tværfaglig samarbejde og erfaringsudveksling.

Menuvalget er godt forklaret og særligt hovedretten, Hjerter i flødesauce, er modig. Tina argumenterer og reflekterer kritisk ift. egen præstation og viser dermed at hun fagligt har en meget høj kvalitetsbevidsthed. Juryen indstiller på denne baggrund Tina Bønlykke Kinnberg til hædrende omtale.

Juryen bag Svendeprøveprisen består af:

Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet, Gitte Breum, køkkenchef, Glostrup Hospital, Marianne Sloth Sørensen, leder af Madservice, Randers Kommune