Relateret indhold

Fagbladsartikel 20/06/2019 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 20/06/2019 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 19/06/2019 Kost, Ernæring & Sundhed 06/2019
Christine Bille Nielsen [ OPSKRIFTER ] Jesper Glyrskov [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Månedens opskrift: Jordbær
Sanne Hansen [ TEKST ] Kissen Møller Hansen [ FOTO ]
Fagbladsartikel 19/06/2019 Måltider, der gør en forskel

Kontakt

RedaktørMette Jensen

T: 3163 6603
E: mj@kost.dk

Afskedigelse kostede dyrt

  • Marie Preisler [ t e k s t ] | Kissen Møller Hansen [ f o t o ]
    Marie Preisler [ t e k s t ] | Kissen Møller Hansen [ f o t o ]

Diana Lønsmann Friis var overrasket, men ikke decideret urolig, da hun blev kaldt til samtale på sin arbejdsplads, Køkkenområdet i Hjørring Kommune. Hun vidste, at to medarbejdere skulle afskediges efter sammenlægning af centralkøkkenerne i Hirtshals og Hjørring. Men hun troede ikke, at hendes eget job var i fare, idet hun var tillidsrepræsentantsuppleant på sin arbejdsplads.

− Det undrede mig lidt, at jeg skulle til møde, for jeg havde hørt, at der var to fyringer på vej. Men omvendt havde jeg været tillidsrepræsentant på arbejdspladsen i fire år, før jeg blev suppleant, så jeg kendte reglerne og vidste, at både tillidsrepræsentant og suppleant har særlig beskyttelse mod afskedigelse. Så jeg regnede ikke med, at jeg skulle fyres.

Alligevel ringede hun før mødet til Kost & Ernæringsforbundet og fik råd om, hvordan hun skulle forholde sig, hvis mødet alligevel skulle vise sig at handle om, at hun skulle afskediges, sådan som hun havde en lille mistanke om.

− Efter at have talt med forbundet gik jeg roligere til mødet, hvor det hurtigt stod klart, at jeg havde lugtet lunten: Jeg blev opsagt med seks måneders varsel, selvom jeg mindede min leder om, at jeg var suppleant for tillidsrepræsentanten, og at de derfor ville fortryde en beslutning om afskedigelse.

Tillidsvalgte er beskyttet

Diana Lønsmann Friis var grædefærdig og rystet og tog straks efter mødet igen kontakt til Kost & Ernæringsforbundet, som vurderede, at afskedigelsen var sket i strid med reglerne om særlig beskyttelse af tillidsvalgte. Et møde mellem Kost & Ernæringsforbundet og arbejdsgiveren blev aftalt til en uge senere.

Tiden frem til det møde var lang, husker hun:

− Jeg havde ferie, men vidste ikke helt, hvor jeg skulle gøre af mig selv, for jeg var ret bekymret over, hvad der nu skulle ske med mig efter otte år på den arbejdsplads, siger Diana Lønsmann Friis:

På mødet med Kost & Ernæringsforbundet erkendte hendes arbejdsgiver at have begået en fejl, og Kost & Ernæringsforbundet spurgte Diana Lønsmann Friis, om hun ville acceptere at afskedigelsen blev trukket tilbage. Ovenpå at være blevet afskediget havde Diana Lønsmann Friis dog meget lidt lyst til fortsætte på arbejdspladsen, og arbejdsgiveren indvilgede i stedet i at give hende en aftrædelsesordning, der indebar, at hun blev fritstillet i otte måneder med løn, plus at hun fik tre måneders løn i godtgørelse.

Opbakning fra forbundet

Den løsning er Diana Lønsmann Friis tilfreds med, selvom aftalen føles som et plaster på såret:

− Job for ernæringsassistenter hænger ikke på træerne, og der er mange om buddet, så det er rart, at jeg har en del måneder med løn til jobsøgning, men det er ikke nogen nem situation at stå i.

Hun er glad for, at hun hurtigt involverede Kost & Ernæringsforbundet, og hun råder andre medlemmer til at gøre det samme:

− Jeg har fået virkelig god opbakning fra Kost & Ernæringsforbundet, og jeg vil altid tage mit forbund med på råd. Det er meget ubehageligt og svært at stå alene med en sag som denne her, og man kan hurtigt komme i tvivl om, hvad der er rigtigt at gøre − også selvom man er tillidsrepræsentant. 

GUIDE

for beskyttelse af tillidsvalgte

Som tillidsvalgt er du Kost & Ernæringsforbundets repræsentant på arbejdspladsen. Ledelsen skal informere dig om forhold af betydning for arbejdet. Ligesom du som tillidsvalgt skal informere ledelsen om kollegernes synspunkter. En tillidsvalgt på arbejdspladsen er en god vej til at få medindflydelse på arbejdsvilkår og arbejdsmiljø. 

Tillidsrepræsentanten er beskyttet

Som tillidsvalgt står du midt mellem kolleger og ledelse. Det kan give konflikter med kollegerne, men også med ledelsen, hvis der opstår uenighed mellem ledelse og medarbejdere. Derfor er tillidsvalgte omfattet af en særlig beskyttelse i forbindelse med afskedigelse. Den særlige beskyttelse gælder både tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter og -suppleanter.

  • Tvingende grunde 
    Opsigelsen af en tillidsrepræsentant på det offentlige område skal være begrundet i ‘tvingende årsager’. Det vil sige, at opsigelsen ikke må være begrundet i, at du udfører dine funktioner som tillidsrepræsentant, og det er arbejdsgiveren, der skal bevise, at dette ikke er tilfældet. Hvis der i den givne situation er mulighed for at opsige en anden − en som ikke er tillidsrepræsentant – så skal arbejdsgiveren gøre det.
  • Forlænget varsel
    Hvis du er offentligt ansat, har du et forlænget opsigelsesvarsel. Det forlængede varsel er det varsel, der er aftalt ifølge din individuelle overenskomst plus tre måneder. Det forlængede varsel gælder ikke, hvis der er tale om arbejdsmangel.
  • Godtgørelse 
    Hvis arbejdsgiveren ikke kan bevise, at opsigelsen er begrundet i ‘tvingende årsager’, kan der blive tale om en økonomisk godtgørelse.

Info:

Tillidsrepræsentantens særlige beskyttelse fremgår af MED-aftalen i din kommune eller region. Du kan desuden læse om samarbejde mellem leder og tillidsrepræsentant i TR-håndbogen.

www.kost.dk − søg: aftale om samarbejde

Kontakt:

Kontakt altid Kost & Ernæringsforbundet, hvis du mener, der er risiko for at blive afskediget, eller du bliver afskediget som tillidsvalgt.

Forhandlingsafdelingen:
post@kost.dk
31 63 66 00