Relateret indhold

Fagbladsartikel 25/09/2020 Annoncepriser og -formater
Fagbladsartikel 24/09/2020 Datoer og frister for fagbladet
Fagbladsartikel 04/11/2020 Kost, Ernæring & Sundhed 7-2020

Alle venter på maden

Klienterne har træningstider og andet på deres dagsprogram, men det, der står tilbage, er altid: Hvad skal vi ha’ til middag? Alle venter på maden! Måltidet har stor betydning. Derfor er det også vigtigt, at vi får serveret det korrekt – efter behov og formåen, siger afdelingsøkonoma Laila Wiese Akselsen.

Hun vender blikket mod de individuelle kostplaner på væggen i køkkenet på Rehabiliteringscenter Strandgården. Hver dag skal der serveres for ti klienter, der bor og genoptræner på stedet maksimalt et år, inden de skal hjem og bo igen.

Alle har de fået en uventet og voldsom rusketur af livet. Hjerneblødning, blodprop, trafikulykke – årsagerne er forskellige, men bundlinien den samme: en sen-hjerneskade, som kan have vidt forskellige konsekvenser for den enkelte afhængig af skadens omfang. En skade, som også spiller ind i forhold til mad og spisning.

Den enkelte i centrum

– Denne klient har ingen mæthedsfornemmelse og spiser til fadene er tomme. Derfor får han maden portionsanrettet. Peter derimod er småtspisende og træt, så til ham laver vi proteinrige drikke. Det er før lykkedes at rette nogen op på den måde, konstaterer Laila Akselsen og fortæller om en ung mand, der fik sondemad, da han kom på Strandgården, men i dag er godt i gang med at spise selv.

– Jeg samarbejdede med en diætist. I starten var det hele blendet, og bare det at få mad i munden efter trekvart år var fantastisk for ham. Jeg fandt ud af, hvad han rigtig gerne vil have. Og vi gjorde meget ud af at vise ham, hvad han fik. Præsenterede det for eksempel på en tallerken, inden det var blendet, så han kunne se maden hel, fortæller Laila Akselsen.

Genoptræning i køkkenet

– Den tør jeg godt nok ikke binde an med endnu, Sonja, siger Laila Akselsen, der har vendt sig fra kostplanerne for at se til en kage i ovnen.

– Neeej, den er for løs, medgiver Sonja Odgaard, der som en del af sin genoptræning arbejder i køkkenet tre formiddage om ugen.

En hjerneblødning har givet hende lammelser i højre side. Umiddelbart efter indlæggelsen sad hun i kørestol og kunne kun sige ja og nej. I dag er sproget tilbage, men bevægeligheden er stadig nedsat i højre side, der også mangler følsomhed, ligesom Sonja Odgaard også har felter, hvor hun ikke kan se.

I samarbejde med ergoterapeuten er det aftalt, at Sonja Odgaard skal bruge timerne i køkkenet til at øve sig i at bruge sin højre side – og i at holde styr på mål, tid og opskrifter.

– Sætter du uret, så kagen får fem minutter mere, spørger Laila Akselsen, inden hun instruerer Sonja Odgaard i, hvordan hun skal lave marengs- massen, der skal ovenpå den halvbagte kage. Laila Akselsen står bevidst ved Sonja Odgaards højre side, så hun tvinges til at orientere sig denne vej på trods af synsbesværet.

Efter instruktionen binder hun an med deling af æggene. Operationen stiller store krav til finmotorik og præcision, men lykkes med en langsom og målrettet indsats. Derefter måler hun omhyggeligt sukker af, men går så i stå.

– Skal jeg røre sukkeret i her, spørger hun og gør en pegende hovedbevægelse ned på den grønne skål med æggehvider.

Laila Akselsen bekræfter.

– Og det er jeg klar til nu? – Ja, det er du klar til nu, lyder det rolige svar.

Brug for viden

Laila Akselsen har arbejdet på Strandgården et par år. Udsigten til at kunne lave det meste fra bunden, skabe et åbent køkken og være ligeværdigt med i arbejdet med klienterne trak i hende, da hun så stillingsopslaget. Hun mønstrede dog også en vis nervøsitet for klient-gruppen.

– Det der med hjerneskadede – det kendte jeg ikke noget til. Jeg forestillede mig sådan nogle halvvisne grøntsager. Men det er meget bedre end forventet. Der er så meget, jeg kan hjælpe dem med, så deres hverdag bliver lettere, når de kommer hjem. Vi kan gøre en forskel og følge, hvordan klienterne ankommer lukkede og triste – og langsomt vender sig mere og mere udad og er med, forklarer hun.

Fælles kompetencer

Som afdelingsøkonoma deltager hun i de tværfaglige teams i huset, skriver observationer på klienter og kommer med forslag på lige fod med alle andre. Hun har derfor også behov for at føje viden om hjerneskader og konsekvenser til sin kostfaglige uddannelse, og det sker først og fremmest i det tætte, tværfaglige samarbejde på Strandgården.

– Jeg bruger mine kolleger meget. For eksempel har vi en klient nu, der altid sidder og kritiserer maden ved måltiderne. Jeg har spurgt om grunden i teamet og ved nu, at han har det svært, hvis ikke alt er fuldstændigt det samme fra dag til dag. Og han bliver f.eks. slået ud af kurs, når maden er anderledes.

– Når vi ved det, så kan vi forholde os til det og bliver ikke såret fagligt, tilføjer hun.

Skærpet opmærksomhed

Laila Akselsen deltager også i kurser på Strandgården, senest et neuropædagogisk dagkursus om hjerneskader og konsekvenser. Undervisningen gav mange aha-oplevelser i forhold til at forstå klienternes reaktioner. Og den gav blod på tanden:

– Jeg vil lære mere! Og jeg har bedt om det, så det kommer til efteråret, siger hun. Hun understreger behovet for at lære mere ved at fortælle om endnu en klient, en kvinde, der aldrig spiste sin tallerkenanretning op. I køkkenet undrede de sig over, at den ene halvdel af tallerknen altid var skrabet helt ren, mens maden lå urørt tilbage på den anden halvdel.

De tænkte, at portionerne var for store, men mindre portioner afhjalp ikke problemet. Det viste sig, at kvinden kun kunne se maden i ene side af tallerknen og havde brug for at blive gjort opmærksom på den mad, der lå på den anden side.

Mad med mening

Laila Akselsen stikker hurtigt hovedet ind i grovkøkkenet og konstaterer, at alt går som det skal. Her er Finn Lydholm i gang med dagens salat.

Sammen har de udvalgt grøntsagerne og han foretrækker nu at stå alene med arbejdet.

– Jeg har svært ved at huske og koncentrere mig i længere tid. Konen derhjemme kan se det, når jeg bliver træt. Så futter jeg rundt i cirkler – og så er det tid til at lægge sig, forklarer Finn Lydholm med et skævt smil.

En blødning i hjernen efterfulgt af fire gange meningitis for to år siden forandrede den tidligere lydteknikers liv.

Ideen med at invitere Finn Lydholm med i køkkenet er, at madlavning, som han altid har holdt af, kan være med til at skabe en meningsfuld hverdag, når han efter sommer vender hjem til sin kone og tre børn.

Hjerneskade kan være en følge af blodprop, blødning (apopleksi), trafikulykke, iltmangel efter hjertestop, betændelse, f.eks. meningitis, eller en svulst i hjernen. hvert år rammes cirka 15.000 voksne. Man regner med, at 60.000 lever med følger af hjerneskade. Det kan være lammelser, syns- og føleforstyrrelser, talevanskeligheder mm.

Rehabilitering er genoptræning. Akut og livsvigtig behandling sker på sygehuset. Social genopbygning foregår i kommunerne - ved hjemmeplejens hjælp eller ved ophold på et rehabiliteringscenter.

Målet er en tilværelse så nær det normale som muligt. Svenske tal anslår, at 1/3 vender tilbage til arbejdet.

Kostfaglige og rehabilitering. Madlavning er en oplagt mulighed for genoptræning og der er ansat kostfaglige (medlemmer af forbundet) på flere af kommunernes rehabiliteringscentre.

Læs mere 
Hjerneskadeforeningen: www.hjsf.dk
Hjernesagen: www.hjernesagen.dk
Kogebogen ‘Food for Brains’: www.foodforbrains.dk